Nærdemokratiet har ikke overlevet to kommunalreformer. I stedet har reformerne centraliseret magten i kommunerne og betydet, at størstedelen af de politiske beslutninger bliver formet i de politiske udvalg fremfor i byrådet.

- Reelt har byrådet ikke længere beslutningskompetencen. De møder bare op til en megalang dagsorden og nikker ja, siger nu pensionerede journalist og redaktør på Sjællandske, Mogens Lorentzen, der startede som journalistelev i 1968 og har dækket lokalpolitik stort set lige siden. 

I år er det 50 år siden, den første reform trådte i kraft, og altså kun lidt flere år siden, end Mogens Lorentzen har erfaring med at dække kommunalpolitik. Spørger man ham, hvordan reformerne har været med til at udvikle den måde, vi laver kommunalpolitik på i dag, lyder svaret i grove træk:

I takt med kommunesammenlægningerne har administrationerne vokset sig større, og mens politikere slap rollen som sagsbehandlere og i stedet blev de store visionsmagere, kom embedsmændene til at eksekvere. 

Ændringen af arbejdsopgaver i det kommunale medførte flere politiske udvalg, hvor størstedelen af politikken i dag formes snarere end i byrådet. Reformerne placerede på den måde magten centralt - på bekostning af nærhed i lokalsamfundene.

På den måde er kommunalpolitik kommet til at ligne landspolitik mere og mere, mener Mogens Lorentzen.

En udvikling, han har oplevet på tæt hold. Man kan ikke tælle, hvor mange gange han har siddet i byrådssalen i Teatergade i midten af Næstved by. Men det er mange.

Alle har noget at sige

I byrådssalen på Næstved Rådhus hænger fem borgmesterportrætter på væggen ved siden af pressebænken, der står bag det ovale arrangement af pladser tilhørende politikerne. Her har Mogens Lorentzen siddet bag sit navneskilt ved hvert byrådsmøde i næsten 45 år. 

- Og herovre hænger de tidligere fem kommuners byvåben. Ja, jeg kan egentlig ikke huske, hvis der er hvis, siger han og smiler, mens han drejer 90 grader rundt og peger op på væggen bag pladserne til pressen.

Byvåbnene tilhører de tidligere fire landkommuner, der blev dannet med kommunalreformen i 1970 og siden indsluset i Næstved Kommune ved reformen i 2007. Reformer, som to ud af de fem borgmestre har stået i spidsen for at gennemføre.

Siden 1970 har kommunerne gradvist overtaget flere og flere opgaver fra staten, og det er også derfor, der er nedsat flere udvalg til at supplere byrådene, og derfor at byrådsmøderne er blevet længere og længere med flere og flere sager, der skal behandles. 

Dengang gik Mogens Lorentzen til to månedlige byrådsmøder med en dagsorden, det tog omkring 20 minutter at komme gennem. Nu er byrådsmøderne en helaftensforestilling på tre timer en gang om måneden. 

Og det er især her, Mogens Lorentzen mener, at kommunalpolitik er kommet til at ligne landspolitik:

- Du kan næsten se, hvordan det ligner talerstolen i Folketinget, siger Mogens Lorentzen og nikker op mod borgmesterens plads i byrådssalen.

- Retorisk er der sket noget. Selvom der er meget få beslutningspunkter på en dagsorden, så har alle partier noget at sige, siger han.

- Førhen var De Konservative det største oppositionsparti i Næstved Byråd, senere blev det Venstre. Når de havde behandlet et socialdemokratisk forslag, knyttede en person fra oppositionen en kommentar, og så var dét det. Nu har alle noget at sige, selvom beslutningen er truffet, siger han.

For at forstå udviklingen i det kommunalpolitiske maskinrum i Næstved såvel som generelt, skal man starte i 1970’erne. Lokalområdet, der nu udgør Næstved Kommune, bestod af en række sogne og en købstadskommune, indtil reformen slog mellem fire og seks sogne sammen til store landkommuner med 7.000 til 8.000 borgere.

- Så kunne man selv vælge, om man ville kalde sig byråd eller kommunalbestyrelse. Men det gav ikke rigtig mening at kalde dem byråd. For der var knapt nok en by de fleste steder, siger Mogens Lorentzen.

Imens talte Næstved som den største kommune omkring 40.000 borgere, men trods størrelsesforskellen var det et stort skridt for mange at blive samlet i en "storkommune", fortæller han.

Det betød nemlig, at kimen til kommunalpolitik blev lagt med kommunalbestyrelserne som den politiske ledelse. Ifølge Mogens Lorentzen var der ikke rigtig tale om politik før 1970-reformen, fordi sognerådene var meget små og mest beskæftigede sig med, om skoleinspektøren skulle have et nyt skrivebord, eller om der var blevet købt nok kaffe. 

- På den måde var det meget nært, men man kunne også som sognerådsmedlem snige sig udenom at sige andet end "kan du række mig fløden?", når der var møde, siger han.

Med reformen byggede de nye administrationer nye rådhuse landet over. De 275 nye kommuner fik ansvaret for folkeskole, socialområdet og det tekniske område, de nydannede 15 amter for sygehuse og gymnasier. 

Samtidig blev det indført, at lokalpolitikere skulle lønnes, og der blev nedsat udvalg på skoleområdet og på det tekniske og sociale område, som skulle supplere kommunalbestyrelsen. Udvalgenes dagsordener var i modsætning til byrådets ikke åbne, så på den måde blev politik et forholdsvist lukket forum, fortæller Mogens Lorentzen.

- Kan du forestille dig, hvor meget jeg har måttet grave frem selv?, spørger han med et smil.

I byrådssalen peger Mogens Lorentzen på billedet af den tidligere socialdemokratiske borgmester Svend Hansen, der stod for at gennemføre de gennemgribende ændringer i 70’erne og for at samarbejde med de fire nye naboer.

- Jeg kan huske, at han bagefter sagde til mig, at han var sikker på, at der ikke kom en reform mere i hans tid, siger han.

Det skulle der også gå 35 år, før der gjorde. Men den kom. Dog som en overraskelse for de fleste, husker Mogens Lorentzen.

- Da Lars Løkke gik ud og bebudede den her reform, var de fleste overraskede. Man havde ikke forventet den, siger han.

Selvom reformen i 2007 kom som en overraskelse for mange, faldt tankerne bag den i god jord lokalt. Daværende Næstved Kommune kunne se potentiale i stordrift, så kommunen gik på charmeoffensiv. 

De inviterede sine fire nabokommuner Fuglebjerg, Suså, Holmegaard og Fladså, der alle sagde ja til at være med i den nye storkommune.

Næstved Kommune opstillede 10 bud ledsaget et par politiske slagord som invitation og lovede, at alle ansatte i administrationen i landkommunerne kunne beholde deres arbejde i den nye, sammenlagte kommune. 

Mogens Lorentzen husker for eksempel en faldefærdig bro, der længe havde trængt til reparation, men fordi den lå på grænsen mellem Suså og Fuglebjerg kommuner og ville koste mange mio. kr. at reparere, blev det ikke til noget.

De to kommuner havde simpelthen ikke pengene, når de var så små - men det kunne de få, hvis de slog sig sammen med Næstved.

De mindre kommuner var i forvejen begyndt at slå sig sammen om at levere enkelte velfærdsopgaver til borgerne, fordi de ikke kunne klare dem selv, og set i det lys gav endnu en kommunalreform også god mening. De syntes faktisk, det var på tide at kigge på strukturen igen, fortæller han.

Undtagen borgmesteren i Holmegaard Kommune. Han ville på ingen måde slås sammen med Næstved, men kunne ikke finde flertal for sin modstand, så han satte gang i en folkeafstemning:

Borgerne kunne stemme for at lade Holmegaard forblive selvstændig, for at slå Holmegaard sammen med en anden landkommune eller for at lade Holmegaard blive en del af den nye Næstved Kommune. Afstemningen endte uafgjort i forhold til at lade Holmegaard indgå i Næstved eller slå den sammen med en anden mindre kommune.

I mellemtiden havde den daværende VK-regering bestemt, at der skulle være over en grænse på 20.000 indbyggere i de nye kommuner, og det kunne Holmegaard ikke leve op til ved at lægge sig sammen med en landkommune. Så Holmegaard var nødt til at blive en del af Næstved, og så gik borgmesteren af.

Stridsspørgsmål husker Mogens Lorentzen dog ellers ikke, at der var ret mange af, med undtagelse af om man skulle beholde de gamle rådhuse og fordele administrationen ud på adresserne. 

Modsat i mange andre kommuner valgte politikerne kun at beholde bygningerne i Næstved, og sådan blev Næstved den geografisk største kommune i det nye Region Sjælland og fik 31 medlemmer i byrådet i stedet for 21.

Til gengæld for stordriftsfordelene og flere økonomiske muskler gik nærheden tabt undervejs. 

- Rent psykologisk har det påvirket lokalsamfund meget, at magten er blevet central, siger Mogens Lorentzen.

Politikere og administration fik efter 2007 deres daglige gang i Næstved by, og modsat i 70’erne og 80’erne boede direktionen ikke længere i byen. Mogens Lorentzen så, hvordan embedsmændene blev højere og højere uddannet, som årene gik, hvilket også betød, at de blev mere og mere professionelle:

- Nu kører de ind til kommunen og møder kl. otte om morgenen, passer deres arbejde, og så kører de ud af kommunen og hjem igen, når arbejdsdagen er slut, siger han.

- Tidligere kunne du møde ældredirektøren til spinning og give udtryk for, at du var utilfreds med en beslutning. Det kan du ikke mere, siger han.

På den måde er der ikke kun blevet fysisk længere afstand mellem borgere og politikere og embedsmænd og mellem lokalsamfund og beslutningstager. Men Mogens Lorentzen mener ikke, at kommunalreformerne alene kan bære skylden for hensygnende lokalsamfund.

- Det er fristende at give kommunalreformen skylden for, at lokalsamfund falmer. Men hvis folk flytter fra landsbyen, er skoler, købmænd og andet nødt til at lukke, og landsbyen har brug for ildsjæle til at kæmpe for den, siger han.

På den måde har to omfattende reformer sunget sognerådspolitikken ud, og der går længere mellem, at kommunale politikere og embedsmænd vier deres liv til det lokale, ligesom man kan sige, at Mogens Lorentzen har gjort det.