Forskellige vinkler på risikostyring
Forskellige vinkler på risikostyring
Forvaltningen ser på, hvordan vi holder hus på pengene, og har fokus på bygninger og materielle værdier, mens det i institutionerne handler om, hvordan man passer på personale og borgere.
Det fremgår af en rapport om kommunernes risikokommunikation fra virksomheden European Institute for Risk Management.
I de senere år er flere og flere kommuner begyndt at tage risikostyring i brug. Målet er at kortlægge risici, for eksempel i form af indbrud, hærværk og ulykker, og iværksætte strukturerede tiltag for at forhindre dem. I praksis kan det for eksempel dreje sig om så dagligdags ting som at flytte en radio væk fra vinduet, så den ikke bliver stjålet, eller huske at slukke lyset, når man forlader et rum.
Rapporten viser blandt andet, at hvor forvaltningen typisk fokuserer på materielle værdier som inventar og bygninger, har institutionerne primært fokus på helbred, trivsel og tryghed.
Det hænger sammen
”I virkeligheden hænger de to ting sammen, for den overordnede paraply er økonomi. Rationelt set er det jo fornuftigt at spare penge på bygninger og inventar, da det frigiver ressourcer til driften – ligesom det jo også er besparende, hvis man kan undgå langvarige sygemeldinger og stress. Men indfaldsvinklen er fra hver sin side, og det giver koks i kommunikationen,” siger Thomas Breck, der har udarbejdet rapporten. Han fortsætter:
”Mange steder er man fra centralt hold stødt på et problem: De hører ikke efter! Vi sidder her og arbejder med det, men når vi så kommer ud, lytter de ikke til, hvad vi siger – de gør i hvert fald ikke, hvad vi siger,” fortæller Thomas Breck.
Men i virkeligheden har de kommunale institutioner allerede stor opmærksomhed om risikostyring. Det er bare nogle andre ting, de fokuserer på:
”Der er faktisk er en enorm høj risikobevidsthed ude i institutionerne – man tænker over det og forsøger at undgå uønskede situationer. Så der er rigtig meget at bygge videre på. Men hvis man skal lykkes, er det vigtigt, at man får etableret en løbende dialog, som tager udgangspunkt i institutionernes konkrete hverdag,” siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.