Ferien er slut, og selvom det er lang tid siden, at regeringen og KL indgik kommuneaftalen for budget 2017, så er det nu, den skal stå sin prøve. For indbygget i denne kommuneaftale ligger nemlig en økonomisk tikkende bombe i form af en to- og trepartsforhandling på flygtninge- og integrationsområdet.

I Dansk Folkeparti er vi helt uenige i, at kommunerne skal løfte denne opgave. Det burde være en statslig opgave. Og så er vi heller ikke enige i, at flygtninge skal integreres i det danske samfund; de skal hjælpes midlertidigt, indtil de kan vende tilbage til deres hjemlande.

Et politisk flertal udenom Dansk Folkeparti har nu pålagt kommunerne at løfte opgaven, uden at der er lavet klare økonomiske retningslinjer for det. Vi ved alle, at integrationen koster mange ressourcer i forvejen ude i kommunerne, og det beløb bliver absolut ikke mindre i årene fremover med det store flygtninge-boom, vi har set de sidste par år, med en enorm familiesammenføring til følge.

Det er nu, kommunerne for alvor skal stå deres prøve, overfor den store opgave, det er at huse og integrere så stort et antal flygtninge og migranter. Derfor er det vigtigt, der bliver lavet tydelige og dokumenterede budgetter, som klart afspejler de faktiske udgifter, der er forbundet med opgaven, og at man får alle områder regnet med. Ikke som i dag, hvor udgifterne til integration er indregnet i det samlede rammebudget, der ikke kan dokumenteres.

KL har den 23. maj i år udgivet en pjece, som giver vigtig information om budgetlægning på integrationsområdet og inspiration til budget- og udgiftsanalyser. I pjecen har KL oplistet hele 25 områder, hvor der forventes merudgifter. Og listen er ikke udtømmende, da man for eksempel ikke har tolkning med. Jeg går ud fra, at kommunerne vil gøre brug af informationerne i pjecen, således at man fremover kan dokumentere alle de ekstra udgifter, der er forbundet med, at man vil integrere flygtninge i det danske samfund i stedet for at hjælpe i nærområderne.

Hvorfor er det så så vigtigt med denne dokumentation? Det er det, fordi pengene går fra kernevelfærden. Det vil sige, at der bliver pres på normeringerne i daginstitutionerne, på inklusionen i folkeskolerne, for ikke at tale om rengøringen og pasningen af vores ældre i eget hjem samt bemandingen på plejecentrene. Vores syge og handicappede medborgere bliver også ramt af besparelser, når kommunerne tvinges til at påtage sig opgaven med at integrere flygtninge indenfor servicerammen.

Dansk Folkeparti accepterer ikke, at kernevelfærden forringes på grund af store udgifter til integration. Derfor er det utrolig vigtigt, at kommunerne laver retvisende budget- og udgiftsanalyser, der tager højde for alle merudgifter og ligger så tæt på det endelige regnskab som muligt, så man har et værktøj, der kan bruges ved fremtidige aftaler om kommunernes økonomi, som sikrer, at kommunerne kan opretholde samme serviceniveau indenfor kernevelfærd.

Både regeringen og befolkningen har krav på at få et retvisende billede af de faktiske udgifter, der bruges på integration af flygtninge sammenholdt med, hvor mange flygtninge man kunne hjælpe i nærområderne, og det burde være politikken fremover.