Kommunen.dk
MENU

Flere får varmehjælp - men først til sommer

Varmechecken forhøjes til 6000 kroner. Den udbetales tidligst i august. Det er for sent, og det går især ud over børnefamilier, siger socialrådgiverne.

Flere får varmehjælp - men først til sommer

Varmechecken forhøjes til 6000 kroner. Den udbetales tidligst i august. Det er for sent, og det går især ud over børnefamilier, siger socialrådgiverne.
  Varmehjælpen udbetales i august og september. Det er for sent, for det er her og nu, varmeregningen skal betales, siger Dansk Socialrådgiverforening. Formand Mads Bilstrup mener, at det især vil ramme familier med børn.
  Varmehjælpen udbetales i august og september. Det er for sent, for det er her og nu, varmeregningen skal betales, siger Dansk Socialrådgiverforening. Formand Mads Bilstrup mener, at det især vil ramme familier med børn.
Foto: Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix

Omkring 419.000 hjem kan lune sig ved udsigten til, at de får hjælp til at betale varmeregningen. Et flertal af Folketingets partier er enige om at forhøje varmechecken til husstande, der er hårdt ramt af de stigende energipriser.

I en ny aftale, som blev offentliggjort på Christiansborg onsdag, afsættes der yderligere en milliard kroner til checken. Det betyder for den enkelte, at checken forhøjes fra 3750 kroner til 6000 kroner. Samtidig sikres det, at flere bliver omfattet af hjælpen. Indtil nu har det været årlige husstandsindkomster på under 550.000 kroner, der har kunnet komme i betragtning.

Den grænse sættes op til 650.000 kroner, hvilket betyder, at knap 100.000 husstande skal lægges til de oprindelige 320.000, oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Ukrainekrig har skubbet til prisstigninger

Tilbage i februar indgik regeringen, SF, De Radikale, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne den første aftale om varmehjælp. Siden invaderede Rusland naboen Ukraine, hvilket har fået energipriserne til at stige yderligere.

Derfor den nye aftale, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Nu øger vi det beløb med en milliard mere. Det betyder, at flere vil modtage en check, og at checken vil være større.

- Udgangspunktet er, at vi har meget høje energipriser. Specielt på gas. Det betyder, at mange danskere har en presset økonomi. Det gjorde vi allerede noget ved i den første aftale. Nu øger vi det beløb med en milliard mere. Det betyder, at flere vil modtage en check, og at checken vil være større.

SF's politiske ordfører, Signe Munk, kalder den nye aftale for en håndsrækning til dem, der er hårdest ramt.


- Det vil ikke løfte hele byrden, men det er en ekstra hjælp.

Først penge til sommer

Da den første aftale blev indgået, blev den kritiseret af blå blok for at komme for sent. Selv om den blev kaldt akut, ville pengene først være på kontoen i sensommeren.

Og sådan er det fortsat. Pengene udbetales til august og september, står der i aftalen. Det skyldes it-udfordringer og mangel på lovhjemmel, som skal på plads først, lyder regeringens forklaring.

Den kan være svært at forstå, når det er lige nu, det kniber med at betale varmeregningen, siger Mads Bilstrup, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening.

- Man kan i dag så meget digitalt og teknisk, og så må man også kunne finde en løsning på at få udbetalt pengene så hurtigt som muligt, siger han.

Særlig svært for børnefamilier

Typisk vil varmeregningen blive udsendt i denne eller næste måned. I forvejen er det socialrådgivernes erfaring, at mange af dem, som varmechecken er tiltænkt, har en stram økonomi på grund af stigende priser på for eksempel fødevarer.

Det gælder blandt andet dem, der er omfattet af kontanthjælpsloftet, 225-timers-reglen og andre begrænsninger i offentlige ydelser.

- Allerede nu hører vi, at dem med de laveste indkomster, har fået sværere ved at få det til at hænge sammen. Med en ekstra varmeregning kan de komme i en situation, hvor de skal prioritere, om de kan betale den eller huslejen, siger Mads Bilstrup.

Han forudser, at det især vil ramme familier med børn. Det skyldes, at udgifter til for eksempel tøj eller et kontingent til en fritidsaktivitet typisk er det, der først spares væk.

Sådan fungerer varmehjælpen

Hvad er varmechecken, og hvor stor er den:

  • Varmechecken er en engangsudbetaling på 6.000 kroner.
  • Den udbetales til omkring 419.000 husstande med en indtægt på under 650.000 kroner (706.000 kroner før AM-bidrag).
  • I den første aftale var beløbet 3.750 kroner, og indtægtsgrænsen var 550.000 kroner.

Hvem kan søge:

  • Husstande, der opvarmes af gasfyr.
  • Husstande, som ligger i et fjernvarmeområde med en gasandel over 65 pct. eller en kombination af gas og varmepumper, som giver samme prisstigninger.
  • Husstande med elradiatorer eller varmepumper som primær varmekilde med en tilsvarende prisstigning.

Hvordan og hvornår udbetales pengene:

  • Checken bliver udbetalt automatisk uden ansøgning.
  • Den udbetales til august og september.

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR