”Pøbel”, ”forbrugere”, ”individualister”, ”xenofober”, ”udannede”, ”hob”, ”masse” og så videre. Som den franske filosof Jacques Rancière påpeger i bogen Hadet til Demokratiet (2005/2013), så skorter det ikke på terminologisk kreativitet, når de ”intellektuelle” eller slet og ret den herskende samfundselite begår karaktermord på de samfundsgrupper, der truer deres magtposition og monopol på fortolkning af verden i det demokratiske samfund. Og senest (med Farhad Manjoos 2008-bog True Enough: Learning to Live in a Post-Fact Society) har vi fået den ærefrygtindgydende pøbellussing ”postfaktuelt samfund”, som siden er blevet til ”postfaktuelt demokrati” og postfaktuelt alt-muligt-andet, ja endog ”post-sandhedspolitik”.

Postfaktuelt samfund benævner noget med, at facts og sandhed ikke længere spiller nogen rolle. Politikere opfinder deres egen sandheder og forfører folket med appel til følelser og opdigtede fremstillinger af verden. Og horder af danske akademikere, intellektuelle, redaktører og andre agtværdige eksperter i hvad som helst lige fra den Don Quixote-agtige internetboble-jæger Vincent Hendricks til ualmindeligt oplyste Lisbeth Knudsen har kastet sig frådende over det nye flotte begreb og svinger det vildt omkring sig som Frodo med sin fakkel omringet af orker i en bjerggrotte.

Selvtilfreds tågehorn

Den aktuelle anledning til den seneste elitære samfundsdiagnose er naturligvis fænomenet Trump. Og man må da give tidens kulturpessimister, at det sgu ikke ser for godt ud med ham Trump: Et overvægtigt, selvtilfreds tågehorn med tyndt hentehår, en lille fed mund og hang til at rage kvinder i skridtet, som spyr om sig med bombastiske beskyldninger og løfter og som lyver og skifter mening med breaking news-hastighed, men ikke desto mindre kan risikere at blive verdens mest magtfulde lands præsident. Med ham på nethinden er man parat til at købe en hvilken som helst højt belæst discountforklaring på, hvad der er gået galt i verden. For noget må være rivende galt, og det må da mindst være noget postfaktuelt noget.

Men hold lige your horses. Lige så stort behovet kan synes for at få verfet Trump og alt, der er Trump-relateret, udenfor døren, lige så god grund kan der være til lige at dvæle lidt ved Trump-fænomenets mulige betydning. De fleste synes enige om, at Trump er en slags ikon eller noget i den retning. Men hvad er han et ikon for? Ja, for postfaktualitets-teoretikerne er han jo et ikon for demokratiets, rationalitetens og sandhedens undergang. I det hele taget er han et ikon for al anstændigheds undergang. Der er dog også en anden mulighed, nemlig den, at han blot er et ikon for alt det, der altid har været galt med det moderne politiske vælde, vi kender i varierende form her i Vesten. At han blot er en liberal, demokratisk politisk agitator i usmykket form. Og oven i hatten kommer så, at han angivelig giver en stemme til dem, der ikke føler sig repræsenteret af den etablerede måde at fremstille verden på i politik, at han blandt andet repræsenterer, hvad Rune Lykkeberg vil kalde de ”demokratiske tabere”, der sorteres fra, når demokratiets drevne normsættere fører sig frem med indforstået teknisk jargon. Førstnævnte — det med den usmykkede demokrat — kræver, at etablissementet tager kraftigt afstand fra ham for at undgå enhver associering, og det har vi jo i den grad set. Og sidstnævnte gør ham til en uhyggelig fjende for enhver elite, der ellers måtte have fundet måder at underlægge sig demokratiet på.

Eliten i selvbevarende korstog

Førnævnte Rancière beskriver specifikt franske forhold i termer, der er tilpasset disse forhold. Men vi kan ud af Rancière løfte en generel kritik af forhold i vestlige demokratier: Der er en form for demokratisk elite — intellektuelle, akademikere, politikere og så videre — der typisk ser sig selv eller fremfører sig selv som demokratiets vogtere. Deres kulturpessimistiske fremstillinger præsenteres med ansigtet lagt i alvorstunge folder som oprigtige analyser af en udvikling, der er bekymrende for demokratiet. Det angår vores allesammens bedste, forstår man. Men elitens kulturkritik på det demokratiske samfunds vegne er, som Rancière påpeger, det stik modsatte af et demokratisk sværdslag. Det er et selvbevarende korstog. Eliten er ikke bekymret for demokratiet. Den er bekymret for sin egen magtposition i demokratiet. De kritiske elitære stemmer er dannede og uddannede. De sidder på samfundets førende poster. De er ofte flettet sammen i et netværk af interesser. De har den traditionelle faglighed i orden. Det er dem, vi er vant til at lytte til. Og de er vant til, at vi lytter til dem. De sidder kort sagt som et oligarki på de områder, der traditionelt danner og former holdninger, formidler viden og definerer rigtig og forkert og sandt og falsk i vores moderne samfund. Men den demokratiske styreform sikrer ikke elitens magtposition. Demokrati sørger ikke for, at bestemte opfattelser af viden, fakta, moral, dannelse og sandhed — elitens opfattelser — vil være normdannende. Demokratiet er i sidste ende den skandale, at enhver idiot i princippet kan få indflydelse eller komme til at sidde på magten. Derfor er den siddende elite i virkeligheden ikke ude i at forsvare demokratiet. De hader det i virkeligheden af et godt hjerte, og de bruger de dannede midler, de har til rådighed, til at underminere troværdigheden hos de dele af samfundet, som ikke deler deres baggrund, overbevisninger og måder at gå til verden på. De forsøger at gøre dem demokratisk uegnede for at kunne slå dem indenfor demokratiets rammer. Og det er lige præcis, hvad man gør med Trump og hans tilhængere. Man forsøger at diskvalificere dem med tidens akademiske våben: postfaktualitets-stemplet.

En omgang sludder

Der er dog bare lige det ved det — og her vender vi tilbage til pointen om Trump som ikon på det, der altid har været galt med det moderne politiske vælde, at med dette prædikat har man uforvarende opfundet karaktermordets svar på en boomerang. For hvis Trump er indbegrebet af postfaktualitet, hvad er så den politiske verden, vi har set de sidste 150-200 år? Er demokratiets historie præget af sandhedsudgydende politikere? Er demokratiets historie præget af foragt for fordrejende fremstillinger? Har politik ikke tidligere haft noget med følelser at gøre? Er demokratiets historie kendetegnet ved fraværet af selektiv udvælgelse af ”fakta”? Og hvad er det i det hele taget for nogle ”fakta”, man taler om? Er de sådan nogle fakta, der springer lige ud i hovedet på én og taler fuldstændigt objektivt for sig selv? I så fald kan der næppe være nok af dem til at betjene hele den politiske spændvidde. Som andre kommentatorer har påpeget, så forudsætter postfaktualitets-begrebet, at der har været en faktualitetsæra, og at man kan opdele politikere i faktualister og postfaktualister. Det er en omgang fortænkt, kontrafaktisk sludder, der er mere afslørende end afdækkende. Det er meget muligt, at tiderne har ændret sig, og at de nye medier — som postfaktulitets-teoretikerne er meget bange for — har synliggjort uheldige tendenser. Men det er da kun godt, at vi nu kan få øje på dem. Og hvad så med Trumps kvindesyn? Tja, hvis man tror på, at moderne vestlig politik tidligere var renset for kvindefornedrelse, så er Trump da en bekymrende udvikling.

Problemet med Trump er, at han gør Joe Hillbilly politisk aktiv og indflydelsesrig, og at han kondenserer og bramfrit udbasunerer det demokratiske forfald, der er lige så gammelt som demokratiet selv.  Og han gør det ovenikøbet med selvglad mine, en sølvske i røven og verdenshistoriens mest åndssvage frisure. Men der er ikke nogen demokratiske problemer i det udover dem, der altid har eksisteret.