Fagfolk vil af med kortsigtede lappeløsninger i Danmarks beredskab
Fagfolk vil af med kortsigtede lappeløsninger i Danmarks beredskab

Beredskabet i Danmark står over for en overhaling, og om kort tid starter forhandlingerne om et nyt forlig på området under den nye minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V).
Regeringen satser på at lande en politisk aftale, der bliver et delforlig under forsvarsforliget, inden jul, og to af landets erfarne fagfolk giver nu deres besyv med om, hvad der bør prioriteres.
Ifølge Laurits Rauer Nielsen, lektor i katastrofer og risikomanagement på Københavns Professionshøjskole, skal der uddannes flere brand- og redningsfolk.
Men det centrale bliver at få opdateret borgerinvolveringen i beredskabet, særligt når det gælder klima- og naturrelaterede hændelser.
Det professionelle beredskab oplever nemlig udfordringer, når flere katastrofer i forskellige landsdele sker på samme tid.
Han nævner et eksempel, som bør tjene til inspiration: Et sommerhusområde tæt på Præstø, Roneklint i det sydsjællandske, blev sidste år hærget af en stormflod. Området var beskyttet af et dige, som til sidst måtte give efter.
Men fordi beboerne i området aktivt havde lavet et overblik over, hvem der var blevet varskoet om, at diget kunne styrte sammen - og hvem man manglede at nå frem til - kunne alle mand og kvinder komme væk. Ingen kom til skade.
- Først derefter blev myndighederne involveret, siger Laurits Rauer Nielsen.
- Borgerne havde styr på deres risikoprofil og handlede fornuftigt efter det. Borgerinvolvering og lokal robusthed synes jeg er det helt centrale i et beredskabsforlig.
Danmark bruger mindst
Danmark brugte ifølge tal fra Eurostat 0,077 pct. af bruttonationalproduktet (bnp) på beredskabet i 2022.
Det svarer til knap 2,2 mia. kr..
I 2013 var tallet ifølge Laurits Rauer Nielsen 2,7 mia. kr., så der er blevet skåret ned.
Danmark er det land i EU, der bruger den mindste andel af bnp på beredskabet, har mediet Ingeniøren berettet om.
Måske netop derfor opstod der i januar en kritik situation, da en lang række bilister i timevis sneede inde på motorvejen E45 under en storm. Folk var sultne og tørstige, og de kunne ikke komme væk.
Forløbet udløste krav om evaluering og politisk handling og var et eksempel på den manglende strategiske tænkning i beredskabet og det korte sigte, der arbejdes med, mener Rasmus Dahlberg, lektor og leder af Center for Samfundssikkerhed ved Forsvarsakademiet.
Enkeltepisoder har defineret, hvordan der handles. Det bør der gøres op med i et kommende beredskabsforlig:
- Typisk har man set tilbage på den seneste store hændelse og tænkt: Skal vi have nogle flere water tubes (mobile dæmninger, red.)? Man har lukket huller. Området har været et stedbarn i Forsvarsministeriet.
Handler ikke om sneplove
Det er svært at blive konkret på, hvordan beredskabet helt praktisk skal opgraderes, og hvad der skal indkøbes, før der bliver lavet en større plan, mener Rasmus Dahlberg.
Han nævner, at det er 20 år siden, at der blev lavet en sårbarhedsudredning i Danmark. Så man skal først til at finde ud af nu, hvad der mere præcist mangler.
- Det, jeg kan være bekymret for, er, at man i stedet for at tænke strategisk og inddrage hele samfundet, fokuserer på, hvor mange sneplove man skal have, siger han.
For at undgå det vil Laurits Rauer Nielsen hente inspiration i kommunerne.
- Det er sådan, at kommunerne lovgivningsmæssigt skal se på deres risikoprofil og lave et beredskab ud fra det. Det tilsvarende kunne vi jo gøre for hele landet fra statens side. Hvad tror vi kommer?
Og her må ministeren så vælge, om "der skal bygges diger, eller om der skal bygges beskyttelsesrum", siger han.
- Man må tage stilling til, hvad den nærmeste trussel er, siger Laurits Rauer Nielsen.
Nyt beredskabsforlig på vej
- Et nyt delforlig under forsvarsforliget kommer til at handle om beredskabet, og det bliver ikke forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), men den nyudnævnte minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), der får til opgave at forhandle det på plads.
- Det sker, efter at Danmarks beredskab i en årrække har været til debat. Blandt andet kritiserede en del borgere beredskabet efter en episode i januar, hvor bilister strandede på E45-motorvejen under en snestorm.
- Regeringen har ikke sagt meget om, hvad beredskabsforliget skal indeholde, eller hvor mange penge der skal bruges på det.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























