Der ses i dag flere og flere kurser, hvor OSINT lanceres som svaret på misbrug af offentlige ydelser eller svaret på, hvor langt man som sagsbehandler må gå i forhold til at indhente oplysninger om borgere.

OSINT er en samlebetegnelse og forkortelse af begrebet ”Open Source Intelligence”, dvs. oplysninger fra åbne kilder, som typisk omfatter offentlig tilgængelig information fra internettet.

I takt med den teknologiske udvikling er det blevet mere udbredt, at offentlige myndigheder tilgår og benytter offentligt tilgængelige oplysninger som led i deres behandling af sager vedrørende borgere.

Der er ofte tale om oplysninger, der er lettilgængelige, og som i princippet kan tilgås af alle. Det kan være opdateringer eller ”likes” på f.eks. Facebook, LinkedIn eller Instagram. Sagt med andre ord ligger der enorme mængder af data om os.

Det skal være sagligt og relevant

Men hvor går grænsen for offentlige myndigheders brug af oplysninger på internettet?  Er det f.eks. sagligt, hvis en sagsbehandler logger på Facebook og indhenter oplysninger om en borger og sågar lægger vægt på dem, når der træffes afgørelse? 

Folketingets Ombudsmand forholdt sig allerede i 2011 til nogle af de spørgsmål. I en konkret sag havde Skat brugt en medarbejders private facebookprofil til at indsamle oplysninger om en kvinde med en åben facebookprofil, hvor alle brugere kunne se hendes oplysninger.

Kvinden klagede til ombudsmanden. Folketingets Ombudsmand fandt, at Skat var underlagt officialprincippet og persondataloven. I denne sag konkluderede ombudsmanden, at oplysninger må betragtes som offentligt tilgængelige, hvis der er tale om en åben profil eller en person, der har mange venner.

Offentligt tilgængelige personoplysninger kan derfor frit anvendes af myndigheder, så længe det er sagligt og relevant for sagen efter persondataloven. Derfor var indsamlingen ikke kritisabel.

Pas på persondata     

I nogle sager kan der også være et behov for at anvende offentligt tilgængelige oplysninger. Dette oplever jeg selv i mit arbejde f.eks. i forbindelse med behandlingen af arbejdsskadesager. Her kan der være et decideret behov for at undersøge offentligt tilgængelige oplysninger for at belyse, om en skadelidt taler sandt om f.eks. ulykkesstedet eller sin tilstand. Bevisværdien vil selvfølgelig variere og afhænge af den konkrete sag.

Praksis viser også, at Ankestyrelsen i forbindelse med arbejdsskadesager er tilbøjelig til at tillægge observationsmateriale vægt, når der skal træffes afgørelse om eksempelvis erstatning for tab af erhvervsevne. I den pågældende sag var det tidligere lagt til grund, at skadelidte ikke kunne udføre dagligdags aktiviteter og for det meste sad hjemme alene og så fjernsyn. En række observationer viste dog, at skadelidte deltog i arbejdet i form af manuelt arbejde, betjening af gravemaskine mv. på en byggeplads i mellem 6 og 13,5 timer dagligt. Dette blev tillagt vægt. 

SoMe forblænder

Hvorvidt og med hvilken vægt observationsmateriale indgår i sagsbehandlingen varierer blandt andet ud fra den betragtning, at det observerede i nogle tilfælde alene er udtryk for et øjebliksbillede. Tilsvarende kan i øvrigt gøre sig gældende i forhold til de opslag, man ofte finder på de sociale medier. De billeder, der postes, vil ofte være redigerede skønmalerier eller have karakter af et glansbillede.

 Data om personer på f.eks. Facebook og Linkedin vil ofte være persondata. Persondata skal behandles efter databeskyttelsesreglerne, som både gælder i forbindelse med indsamling, opbevaring og videre brug af oplysningerne. Databeskyttelseslovens paragraf 5 og databeskyttelsesforordningens artikel 5 opstiller nogle grundlæggende krav til behandling af personoplysninger, som altid skal opfyldes. Ifølge disse bestemmelser skal indsamlingen af oplysninger ske til udtrykkeligt angivne og legitime formål. En myndighed må derfor kun indhente og bruge oplysninger, der kan anses for relevante og saglige i forhold til den sag, som skal oplyses.

Fortolkes med skepsis

Et helt centralt spørgsmål er, om det, vi ser på de sociale medier, afspejler virkeligheden. Det kan også overvejes hvor meget, der kan udledes af et billede eller en tekst på Facebook. Samtidig er det relevant at rejse spørgsmål om, hvad man gør, hvis oplysningerne er behæftede med fejl.
Det er i den forbindelse væsentligt at have for øje, at offentlige myndigheder har et ansvar for at sikre, at de oplysninger, der indhentes, er korrekte og ikke vildledende. Som offentligt ansat har man kort sagt en pligt til at følge sandheden. Derudover findes der en række garantiforskrifter f.eks. partshøring, der sikrer, at de rigtige afgørelser bliver truffet.

Selvom OSINT er gammel vin på nye flasker, så viser praksis, at når der er saglige grunde hertil, kan offentligt tilgængelige oplysninger være et helt essentielt værktøj i myndigheders sagsbehandling. Dog skal man være opmærksom på, at opslag på de sociale medier skal læses med en vis skepsis.