Vores elskede velfærd er under pres, og alle farer forvirrede rundt for at finde på en løsning. På den ene side vil vi gerne bevare velfærden, som giver os tryghed og mulighed for at arbejde vores forpligtelser til trods. På den anden side bliver det hele tiden mere åbenlyst, at vi er så dyre i drift, at vi har svært ved at konkurrere med den udenlandske arbejdskraft.

For at retfærdiggøre, at vi fastholder vores velstand og høje løn, har vi nu hittet på begrebet social dumping. Ingen skal arbejde under den løn, som fastsættes igennem de danske overenskomster. 

Konsekvenserne af det kan gå hen og blive omfattende. Man kan forestille sig, at en bakke danske sure danske jordbær en dag koster 80 kroner mod en bakke søde udenlandske til kun 20 kroner. Eller hoteller, der enten er uacceptabelt snavsede eller så dyre, at ingen turist har råd til at bo på dem. Om få år vil det måske også være et spørgsmål, om vores ældre får et bad, eller om den service simpelthen er for dyr.

Det kunne da være dejligt, hvis vi stadig havde en buldrende vækst, så vi kunne indfri vores drøm om et land af mælk og honning, men i dag er der andre, som måske med rette har væksten som trumf. I Afrika har befolkningen i mange år levet på bunden af verdenssamfundet, og nu er det deres tur til at rejse sig. Det kan de, fordi de er villige til at arbejde billigere.

Hvis vi nu antager, at vores solidaritet med de svage virkelig er ægte, så burde vi måske glæde os over, at de fattige i verden nu formår at rejse sig. Men måske gælder vores solidaritet og demokratiske beskyttertrang kun os selv? Måske handler det mere om, at vi selv skal forblive rige, end om, at de andre kæmper sig ud af fattigdom?

90 procent middelklasse

I dagens Danmark har grænserne for fattigdom flyttet sig. Engang betød fattig, at man frøs om vinteren, og at man sultede. Dengang var over 50 procent af befolkningen de facto fattige. Men i efterkrigstidens voldsomme vækst og med det udvidede arbejdsmarked, hvor også kvinderne bidrager, skete der virkelig noget. Den fattige og frysende del af befolkningen skrumpede, og i dag er situationen, at 90 procent af befolkningen er blevet til middelklasse.

Det betyder, at stort set alle har de samme behov og forventninger til velfærdsstaten. Det er denne enorme gruppe, som alle de politiske partier lefler for. I dag står middelklassen totalt uimodsagt. Ingen tør tale middelklassen imod af frygt for at miste stemmer, skønt det er hos middelklassen, at velfærden for alvor koster. Og når ingen taler middelklassen imod, så antager vi, at vores måde at agere på i middelklassen er helt okay. For vi har jo demokrati, så de 90 procent har jo RET, uanset hvor rædselsfuldt vi opfører os. 

Ingen tager notits af vores opførsel, for vi har jo betalt skat, og så har vi RET til al den hjælp, vi kan komme i tanke om. Og hvis samfundshjælpen ikke rækker, så forarges vi over, hvor  uforskammet vi bliver behandlet af systemet.

I min optik har vores skattesystem ledt os på afveje menneskeligt set. Der er intet galt med at  betale høj skat, hvis pengene bruges på at hjælpe de fattige og svage ud af den sociale arv. Men når skatten bliver brugt som en undskyldning for, at vi ikke gider hjælpe andre end os selv og rage til os, så er noget gået galt. 

Godt nok siges det, at 41 procent af os laver frivilligt arbejde, men de fleste hjælper mest deres egne børn i sportsklubber og lignende. Det betyder samtidig, at knap 60 procent slet ikke ikke hjælper andre end sig selv. 

Et nyt samfundsspor

Resultatet er et samfund, hvor sammenhængskraften er ved at smuldre. Folk smider affald både i naturen og på gaden, i trafikken raser alle over de andre, de gamle rådner op i ensomhed, vores børn institutionaliseres og par bliver skilt for at få mere tid til sig selv.

Der er virkelig brug for, at vi hanker op i os selv, hvis vi vil overleve som samfund. Det er simpelthen ikke godt nok, at vi bruger skatten som undskyldning for ikke at bidrage menneskeligt. Vi bliver nødt til at opfinde et nyt samfundsspor, som tvinger os til at deltage og hjælpe hinanden. Det kan godt være, at det ikke er økonomisk rentabelt på vismændenes kuglerammer, men hvis vi ikke gør det, så forsvinder alt det, vi oprindelig var så stolte over i det danske samfund. 

Det kan godt være, at det gør os alle sammen fattigere, hvis vi investerer i at hjælpe hinanden på mikroplanet. Men hvad skal vi med velstand, hvis vi lever fremmedgjort for hinanden bag tykke mure?

“Hvad med dig selv?”

Hvordan gør vi så? Jeg foreslår, at familierne laver mad til de ensomme, at førtidspensionisterne springer hvert andet krydstogt over og giver noget af deres tid og erfaring til de svage børn og unge, at de som kan sy, lapper huller, eller at de stærke løfter tunge ting for de svage. Jeg ønsker, at borgerne bliver inviteret ind bag skrankerne og ind i institutionerne, så de på deres egne kroppe kan prøve, hvad det vil sige at yde service overfor hinanden. Hvis vi prøvede det, kan det jo være, at vi ville være knap så rasende, når vi selv oplever problemer i systemet. 

“Hvad med dig selv, Søren Fauli?” kan man med rette spørge. Ja, hvad med mig? Jeg er ikke selv et hak bedre, og jeg skammer mig dybest set over, hvor lidt jeg bidrager med. Men jeg måler min indsats med, hvad andre gør, og retfærdiggør på den måde, at jeg prøver at slippe så billigt som muligt. - For jeg betaler jo min skat, og så kan ingen forlange mere af mig. Goddag mand økseskaft.