Offentlige trafikinvesteringer har en lang tradition bag sig, for at de allerstørste af slagsen er handlet af i en lille personkreds, der yndede at mødes over solide måltider med mere, herunder en del cigarrøg. Den jyske trafikmafia blev den kaldt, og det var den, der udmålte betaling for anlægslove i jyske motorvejskilometer.

Det kan man mene om, hvad man vil - og hvad man mener afhænger sandsynligvis af, hvor tæt man bor på de jyske motorveje - men det er uden for diskussion, at det var effektivt. Altså i forhold til at det blev, som trafikmafiaen ville have det. Trafikministre der forstod det, kunne komme langt, og de der ikke forstod det, kunne ikke komme nogen vegne med noget som helst.

Den klassiske trafikmafia forsvandt ud af dansk politik ved FV05, da den sidste af deltagerne, Kaj Ikast (K), ikke genopstillede, men arbejdsmetoderne har overlevet. Hvis nogen skulle være i tvivl, skal man bare se på hvor vellykket, eller det modsatte, Ole Birk Olesens (LA) første tid som transportminister var. Arrogant og dårligt forberedt lød den hårde dom fra Kim Christiansen (DF), der kan være en uflyttelig trafikpolitisk stopklods, hvis han er i humør til det. Og det var han indtil for et års tid siden.

Ingen savner selvfølelse
Ingen af de to savner selvfølelse, og heller ingen af dem mente fra starten, at den anden havde nogen grund til at være særlig tilfreds med sig selv. Men i politik er det som bekendt ganske nemt at finde ud af, hvem der - ikke har, men får - ret, nemlig den der kan tælle til et flertal. Ole Birk Olesen lærte det på den virkelig hårde måde, da han skulle præsentere et forlig om en ny taxalov og i direkte tv måtte høre sin udlægning blive desavoueret omgående af den næste ærede taler Kim Christiansen.

Personlige relationer spiller en rolle i politik, og når man som persontyper betragtet er så forskellige som de to Uber-kombattanter, så er det en ekstra udfordring oven i de politiske forskelle. Men i politik er der som bekendt intet, der slår resultater, og hvis ønsket om resultater er tilstrækkeligt stærkt, kan både personlige forskelle og tidligere kontroverser overkommes.

Det kræver lidt benarbejde og lidt tilnærmelser, som - for at tage et helt tilfældigt valgt eksempel - i hvert fald teoretisk kunne være et forbud mod lejlighedsvise motionsløb på motorveje, hvis sådanne er et særligt irritationsmoment for den, man gerne vil forliges med i anden sammenhæng.

Tillidsskabende øvelser
Det gør det selvfølgelig ikke alene, og der har sikkert også været andre tillidsskabende øvelser, som offentligheden ikke har hørt om, men hvorom alting er, så skete det i december, mens finanslovsforhandlingerne i almindelighed gik trægt mellem regeringen og dens støtteparti, at Ole Birk Olesen og Kim Christiansen præsterede et delforlig om lavere takster på Storebælt og en udvidelse af motorvejen på Vestfyn.

En mærkesag til den ene og en mærkesag til den anden - for så vidt klassisk, men alligevel. At det lige skulle være de to, der kunne levere i fínanslovforhandlingerne, var ikke en af de forudsigelser, der var fremsat på forhånd.

Og det var endda kun første hug. Bare fem dage senere kom der ét til: udbud af S-togsdriften til et OPP foruden flere andre indhug i den statslige jernbanedrift. Denne gang ikke alene i en aftale mellem regeringen og DF, De Radikale var også med. Men stadig med Ole Birk Olesen og Kim Christiansen i centrum.

Noget af en revanche efter den dårlige start, men der var mere endnu. I sidste måned blev  Kattegatforbindelsen uden varsel hevet frem igen fra den mølpose, den ellers blev gemt eftertrykkeligt af vejen i for et par år siden. Lidt af en bedrift, selv om alting selvfølgelig stadig er meget foreløbigt og næsten lige så langt fra at være en realitet som før. Men alligevel. Der er et nyt powerpar i dansk politik.