Esbjerg-borgmester vil sætte fart på byudviklingen
Esbjerg-borgmester vil sætte fart på byudviklingen

KV21 gav mange nye borgmestre, men adskillige blev også genvalgt, selvom de ikke hørte til valgets største favoritter hos bookmakerne. Kommunen.dk har talt med en håndfuld af de genvalgte om erfaringerne fra den forgangne og forventningerne til den kommende valgperiode.
Jesper Frost Rasmussen (V) stod for første gang til regnskab for vælgerne som borgmester i Esbjerg, og selvom bookmakerne spåede ham et svært valg, fik Jesper Frost et flot valg med 8.407 personlige stemmer og en fremgang på to mandater for sit parti. Nu er han klar til sin anden periode i spidsen for den vestjyske kommune.
Hvad overraskede dig mest ved KV21 i din kommune?
Det var lidt overraskende, at mit eget parti fik så godt et valg efter at være spået tilbagegang på grund af det landspolitiske. Det var jeg naturligvis meget glad for, personligt skulle jeg jo også stå til regnskab som siddende borgmester for første gang, og her er der jo ikke givet noget på forhånd, heller ikke i forhold til konstitueringen.
Nu har du fire nye år som borgmester – hvad er den vigtigste lære, du har med fra foregående periode?
Man lærer hver dag i jobbet, men forventningsafstemning både i det nye byråd og i forvaltningen er i hvert fald en meget vigtig ting at få på plads. Hvis man langt inde i perioden må konstatere, at der er forskellige opfattelser af, hvor man skal hen, er det svært at få tingene til at hænge sammen.
Er der områder/udfordringer du vil forberede dig anderledes på, end du gjorde for fire år siden?
I vores nye byråd er cirka en tredjedel skiftet ud, men i modsætning til for fire år siden er der flere nye "menige" politikere fremfor spidskandidater, og det kan gøre det lidt nemmere at etablere samarbejdet. Men jeg vil gerne gøre mere ud ud af forberede budgetprocessen i god tid for at sikre den brede involvering.
Hvad bliver det vigtigste for dig at gennemføre i 2022?
Vi skal have sat gang i store byudviklingsprojekter, som blandt andet skal sikre flere boliger. Her venter ligesom i mange andre kommuner rundt om i landet nogle spændende udfordringer med lokalplaner mv., som skal sætte skub i byens udvikling.
Hvad kunne du godt tænke dig at afskaffe/skære ned på de kommende fire år?
Afbureaukratisering er måske en taknemmelig ting at pege på, men Esbjerg har som en af syv frikommuner fået lov at eksperimentere med forskellige forvaltninger - hos os på folkeskoleområdet, og det bliver rigtig spændende, om vi kan fjerne nogle af de bureaukratiske led for at give mere plads til undervisning og bruge kræfterne bedre.
Hvem glæder du dig mest til. at arbejde sammen med? Og hvorfor?
Jeg glæder mig til at arbejde sammen med alle i det nye byråd og få det til at fungere. Ved første møde fik jeg lov at citere fra "Livstræet" i Højskolesangbogen: Der er så hård en kamp om magten/ Alle kæmper for sig selv / Er der ingen der har sagt dem / At de slår sig selv ihjel? Og det er vigtigt for mig, at vi lykkes med at kigge fremad.
Hvad gemmer efter din mening nøglen til et godt samarbejde i byrådssalen i den nye valgperiode?
At vi lytter til hinanden, og at jeg bidrager til, at alle får lidt ud af det, man brænder for, så det ikke kun handler om at få sin egen dagsorden igennem. Her har vi heldigvis en god tradition i Esbjerg, hvor tre af de sidste fire budgetter er vedtaget med alle partier.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























