Indrømmet: For langt de fleste er folkeafstemningsdagen og -aftenen den 3. december et spørgsmål om EU og Danmarks relationer til samme. Det kunne der hæftes mange ord på, men det springer vi over på denne plads, for der er også et lille mindretal, for hvem der er et andet og mindst lige så interessant emne på spil ved samme lejlighed.

Det gælder naturligvis især vælgerne i de to nabokommuner Struer og Holstebro, som samtidig med retsforbeholdsafstemningen skal beslutte, om de vil slå deres kommuner sammen til én, men mange andre, der ikke bliver direkte berørt, følger også ganske spændt med. For den kommunale virkelighed i Nordvestjylland er i princippet ikke anderledes end andre steder.

En kommunestørrelse, der lige kunne gå an for blot ti år siden, er ikke nødvendigvis fit for fight i dag – er der nogle, der siger. Andre vil ikke høre tale om noget sådant og siger det modsatte, og enhver kommune må naturligvis gøre op med sig selv, hvad der er det rette for den.

Man skal bare være klar over, at det hurtigt kan skifte. Det er kun et år siden, ordet ‘kommunesammenlægning’ første gang blev sat på skrift i Struer, og nu på torsdag aften vil afgørelsen være truffet.

Andre kommuner vil utvivlsomt tage bestik. Bliver det et ja, vil det kunne skubbe på tilsvarende overvejelser i andre kommuner, og bliver det et nej, vil andres overvejelser tilsvarende kunne trække ud. Hjælp ovenfra i form af et statsligt krav kommer der ikke; dertil er der gået alt for kort tid siden sidst.

Der skal nok være dem, der mener, at et statsligt krav aldeles ikke er nogen hjælp, men det modsatte, men på de borgermøder, som de to potentielle fusionskommuner har holdt op til deres lokale folkeafstemning, var det ikke desto mindre en gentagen overvejelse, om ikke en kommunesammenlægning havde været lidt nemmere at forholde sig til, hvis nogen havde forlangt den. I et spørgsmål, hvor netop nærdemokrati ofte fremhæves som en parameter, der vil lide skade ved sammenslag til større enheder, optræder der altså alligevel en slags længsel efter, at en endnu større enhed skærer igennem og træffer beslutningen.

Sådan bliver det ikke; det er op til de berørte kommuner at tage deres skæbne i egen hånd, og det er op til vælgerne at beslutte, hvilken skæbne det bliver. Præcis sådan gik det for sig, da de fem bornholmske kommuner Rønne, Nexø, Hasle, Allinge-Gudhjem og Aakirkeby slog sig sammen fire år før alle andre: Ønsket kom nedefra, det vil sige som udgangspunkt fra kommunerne og dernæst bekræftet af vælgerne.

At det lige skulle blive en kommune som Struer, der blev den næste til at melde sig som sammenlægningsinteresseret, er ikke nogen tilfældighed. Kun ni kommuner er mindre målt på indbyggertal, og kun to af dem, Morsø og Lemvig, er det på almindelige vilkår. De andre syv er de fem ø-kommuner Langeland, Ærø, Samsø, Fanø og Læsø, og de to sidste, Dragør og Vallensbæk, har også forpligtende samarbejder med større nabokommuner på samme måde som ø-kommunerne.

Bliver det så dem, vi ser som de næste fusionskandidater? Næppe, men generelt er der ingen tvivl om, at kommunalreformen i 2007 gik lidt lettere henover Københavns omegn end resten af landet, og at der derfor er et efterslæb. Og snakken er da også gået, uden at den er blevet til noget konkret. Endnu.

For lige så hurtigt det gik, fra ordet kommunesammenlægning første gang blev nævnt i Struer for blot et år siden, og til at der forelå en egentlig plan, der kunne stemmes om, lige så hurtigt kan det gå igen andetsteds. Og uanset om Struer og Holstebro så beslutter at bide til bolle, eller de har slået større brød op, end de kan bage, så bliver de opgaver kun mere krævende, som kommunerne – alle kommuner – skal kunne løse. :