Klumme/
Er regionsrådene gode nok som borgernes vagthund
Klumme/
Er regionsrådene gode nok som borgernes vagthund

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Der tales for øjeblikket “på gangene”, om at alt nok skal blive meget bedre, hvis landets fem regionsråd reduceres til tre regionsråd. Måske har Region Sjællands regionsformand allerede set skriften på væggen. Han vil hurtigt væk som formand og søger nu opstilling til Folketinget.
Men, hvad er det som skal blive bedre? Og er lysten til at diskutere disse ting helt ind til benet, rent faktisk til stede?
For et par måneder siden rettede jeg i et indlæg her på Kommunen.dk en kraftig kritik mod vores regionsråd, fordi de stort set altid, efter alvorlige fejl og skandalesager, blot iværksætter undersøgelser af sig selv og egne fejl. Ikke en eneste regionspolitiker kom på banen for at modsige mig.
Det tolker jeg på ingen måde som udtryk for enighed med mig. Måske tværtimod. Men det er, efter min mening, et klart udtryk for, at man gemmer sig væk fra den åbne demokratiske debat, som er så vigtig, for at også regionsrådspolitikere kan varetage borgernes reelle interesser og altså optræde som borgernes vagthund.
Uden en kritisk presse, som går i dybden med borgernes rettigheder til at blive opereret rettidigt, fx for kræft, så var de berørte og syge borgere dårligt stillet. Lad mig give et enkelt eksempel.
Den 18. april drøftede man i Regionsråd Hovedstaden spørgsmålet, om politikerne havde levet op til ambitionen om at være borgernes vagthund i relation til forsinkede kræftoperationer. Som medlem af Sundhedsudvalget havde jeg konkluderet, at det havde man absolut ikke. Men et stort flertal bestående af S, K, V, R og SF afviste min påstand som helt ved siden af skiven.
16 timer senere fik de svigtede borgere alligevel en udstrakt hånd. Ikke fra Region Hovedstaden, men fra Folketingets Rigsrevision, som “har besluttet at gennemføre en forundersøgelse af overholdelse af maksimale ventetider i behandlingen på kræftområdet”.
Flere medier har spurgt mig, om jeg vil kommentere spørgsmålet, om ressourcestærke kræftpatienter kan springe køen over til kræftoperationer? Den 18. april spurgte jeg derfor Region Hovedstaden, men endnu har jeg intet svar modtaget. Det blokerer for den åbne debat og tydeliggør, at man skal igennem mange benspænd for at kunne opfylde rollen som vagthund.
Et andet alvorligt problem i de fem nuværende regionsråd er, at der ikke findes ensartet praksis og regler, for hvornår det egentlig er politisk bestemt, om fx en sygehusafdeling skal lukkes midlertidigt. Nogle steder foregår det “bare” administrativt, nogle steder er det en udvalgsbeslutning, og uhyre sjældent bliver det betragtet som en ren politisk sag, hvor regionsrådet stemmer om det. Og det er endnu sjældnere, at der foretages høring hos eksperter, som kan fortælle politikerne, hvilke konsekvenser det får for syge borgere, at de f.eks. i to-tre uger smides hjem fra deres seng på et hospital til et langt mere faretruende ambulant forløb. Fx for patienter med dobbeltdiagnose.
Faretruende nedlukningsforslag skal efter Dansk Folkepartis opfattelse besluttes i Regionsrådet. Hvad pokker er ellers meningen med et politisk valgt regionsråd?
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.