I Dansk Folkeparti har vi stort fokus på et Danmark i balance, et Danmark, hvor man som borger kan forvente samme serviceniveau i velfærd.

De senere år har vi desværre set en skævvridning af vores landsdele i et A- og B-hold alt efter, hvor man bor i landet. Det gælder både på sundhedsområdet, hvor der er langt til sygehusene, hvor ambulancerne har en lang responstid, og hvor der er steder, hvor man ikke længere kan tage det for givet, at man kan få sin egen personlige huslæge, eller hvor der slet ikke er et lægehus, man kan henvende sig til.

Mange må affinde sig med at flytte langt efter et plejehjem og dermed væk fra vante omgivelser og pårørende, fordi plejehjemmet i lokalområdet er nedlagt.

Hvad har det så med kommuneskatten at gøre? Alt, fristes man til at sige. For der er stor forskel på, hvad borgerne betaler i skat fra kommune til kommune. De kommuner, der har den højeste skatteprocent, er de kommuner, der er økonomisk trængte grundet fraflytning, manglende arbejdspladser, flest borgere uden uddannelse og dermed mange på kontanthjælp og overførselsindkomster. Borgere, der ofte trækker meget på velfærden.

Det tvinger kommunerne til at sætte skatten op samtidig med, at de fortsat har udfordringer med at levere samme serviceniveau i velfærdsydelser. Det modsatte ser vi i de økonomisk solide kommuner, der - samtidig med at have en noget lavere skatteprocent - har mulighed for at levere et bedre serviceniveau på velfærdsområdet.

Derfor er vi i Dansk Folkeparti kommet med et forslag om at ensarte den kommunale skatteprocent sådan, at du, uanset hvor du som borger bor i landet, skal betale det samme og med rette forvente et nogenlunde ens serviceniveau på velfærdsområdet.

I Danmark har vi gennem generationer altid sigtet efter, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Derfor kan vi ikke acceptere, at en kontanthjælpsmodtager på Langeland betaler op til 5 procent mere i kommuneskat end en direktør i Gentofte og så ydermere kan se frem til et lavere serviceniveau, når man får brug for hjælp fra det offentlige.

Derfor skal vi kigge på en helt ny udligningsordning for de 98 kommuner, en ordning, hvor vi ser på det samlede økonomisk behov for at levere en ordentlig service i alle landets kommuner. Vi skal sætte skatteprocenten og en fordelingsnøgle, der gør det muligt.

I Dansk Folkeparti er vi ikke bange for, at en centralisering af skatteprocenten skader det kommunale selvstyre, så kommunernes incitament til at effektivisere og nytænke går fløjten. Tværtimod vil kommunerne fortsat være interesseret i at fastholde og tiltrække nye borgere.

Den demografiske udvikling, presset på sundhedsudgifterne og borgernes forventninger til god velfærd, vil fortsat udfordre kommunerne til at tænke nyt og anderledes; det ændrer det kommunale selvstyre ikke ved.