Enhedslistens mænd og ikke-mænd
Enhedslistens mænd og ikke-mænd

Til Enhedslistens selvskabte plager i forbindelse med Ukraine-krigen føjer sig nu nogle ligeledes selvskabte i det mere fredelige segment, omend ikke nødvendigvis mindre plagsomme. I Smilets By, som Aarhus engang kaldte sig selv, er smilet stivnet efter at tilsyneladende ukendte eller i hvert fald ifølge B.T. ikke entydigt identificerede kræfter i partiet på baggrund af diverse påståede episoder har vippet veteranen Viggo Jonasen ud med det lidet flatterende sexist-stempel på sig.
Viggo Jonasen, der har en lang fortid på venstrefløjen bag sig og i øvrigt kalder sig “en ung knægt på 78”, er ikke den, der tager en eksklusion for en eksklusion, så han har appelleret afgørelsen fra Enhedslistens hovedbestyrelse. Det snavsede vasketøj, hvad enten det så er sexistisk eller karaktermorderisk, kommer derfor til at blive luftet på partiets årsmøde i storebededagsferien.
Sidste uge bød på en slags forpremiere i form af en ekstraordinær generalforsamling i Enhedslisten i Aarhus Kommune, hvor Viggo Jonasen - forgæves, viste det sig - forsøgte at få flertal for at tilbagekalde kravet om at smide ham ud af partiet. Han har på sin hjemmeside oplistet en lang række procedurefejl, som han mener er begået i den hidtidige del af processen.
Hele affæren kalder han overfor B.T. “elementært usportsligt krybskytteri”.
Foruden Viggo Jonasens maleriske ordvalg bød den ekstraordinære aarhusianske generalforsamling også på en anden sproglig nyskabelse, nemlig en opdeling af talerlisten i “mænd og ikke-mænd”, idet ikke-mændene foruden kvinder også er andre køn, som forklaringen lyder. At man opdeler deltagerne efter køn, finder partiet ifølge Politiken helt ukontroversielt, fordi “mænd taler mere end kvinder i store forsamlinger”, og at det udtrykkes uden nævnelse af ordet kvinder, “tager udgangspunkt i, at vi lever i et patriarkalsk samfund hvor det mandlige køn undertrykker både kvinder og andre køn”, lod hovedbestyrelsesmedlem Sinem Demir forstå på Twitter.
Og så var der ellers tændt op under en identitetspolitisk meningsudveksling, der hurtigt tog adskillige afveje. Blandt andet blev der mindet om dengang ikke-manden Pernille Skipper i folketingssalen med stor selvfølgelighed korrigerede en netop fremsat udtalelse med ordene “der er mænd der kan føde børn”, mens andre på Twitter fortabte sig i længere biologiske og andre slags redegørelser overfor diskussionsmodparter, der mente det modsatte. I øvrigt stod alle naturligvis fast på hver deres uanset argumenter og modargumenter.
Både den 78-årige unge knægts for adskillige årtier siden grundlagte udtryksmåde og ordforrådet hos partiets nye generation af cafésocialister illustrerer et problem, som er både kommunikativt og generationsmæssigt, men ikke kun det. Det er også i allerhøjeste grad politisk.
Enhedslistens dengang nyudpegede gruppeformand Peder Hvelplund aftvang sin daværende partileder et undertrykt grin, da han ved præsentationen af sig selv på sommergruppemødet i 2020 nævnte sit eget udgangspunkt som “derude hvor bussen ikke kører hver ottende minut, og hvor kaffe er noget man drikker hos hinanden og ikke på en kaffebar”. Sagt med et glimt i øjet, men også med den baggrund at der er betydelig afstand mellem partiets storbymentalitetsdominerede ledelse og den traditionelle arbejderklasse, hvis interesser partiet hævder at være forkæmper for.
Der er forskel på, hvad der er vigtigt på cafeerne og i skurvognene. Hvis førstnævnte får overtaget, vil sidstnævnte før eller siden stå af.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.