Et parti, hvis politik ikke er helt færdig-defineret, som indkalder sine fremtidige medlemmer og vælgere til at hjælpe med finpudsningen, og som bygger på den grundpræmis, at Folketinget er stivnet i forældede (sam)arbejdsmønstre. Lyder det som noget, vi har hørt før?

Ja, det gør det da. Det lyder i den grad som 27. november 2013, da den livslange projektmager og kortvarige tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk efter to måneders løsgængeri stiftede Alternativet. Det lyder også lidt som 8. januar 2021, da den livslange venstrepolitiker og nyudsprungne løsgænger Lars Løkke Rasmussen præsenterede “et forpligtende politisk netværk”.

Et netværk, som “unge nok ville kalde en bevægelse. Jeg foretrækker at kalde det et mødested”, som Lars Løkke Rasmussen formulerede det i sin introduktion og efterfølgende konsekvent gentog i diverse interviews. Omdrejningspunktet er indtil videre den hjemmeside larsloekke.dk, som han har haft i mere end et årti, men som nu i den givne anledning er ombygget til hvervekontor for netværket/bevægelsen/mødestedet.

Et udvalg af betegnelser, der rammer hver sin målgruppe, og som derfor er gode at have med alle sammen, når grunden skal lægges til … ja, til hvad der nu måtte komme ud af det. Det handler vist mest om Lars selv, som Venstres politiske ordfører Sophie Løhde afmålt bedømte sin tidligere formands farvel til det parti, som han ifølge den nuværende formand Jakob Ellemann-Jensen “har givet meget”, men som også “har givet meget til ham”. En tilføjelse der er formelt uangribelig, men uvægerligt leder tanken hen på tøjkonto og rygekabine og rengøring af hotelværelser for hundehår.

Man mærker naturligt den kølige luft, og man bemærker i særdeleshed det absolutte fravær af medfølgende tidligere partifæller. Loyaliteten hos de gamle medkæmpere rakte kun, indtil det var åbenlyst, at den kun gik den ene vej. Der er brændt nogle broer her.

Et skillevej, man uundgåeligt måtte nå til, ligesom det skete for Uffe Elbæk, både i 2013 og sidste år.

Alternativet blev i sin tid stiftet især på ønsket om “en ny politisk kultur”, en bestræbelse det kom til at halte alvorligt med, da den skulle realiseres. På den baggrund er det muligvis ikke specielt uklogt, at Lars Løkke Rasmussen formulerer sig omvendt, idet han tager udgangspunkt i negationen, nemlig at han “træt af en politisk kultur”, som han et par sætninger senere bekender selv at have været en del af.

Men nu har han “lyst til at tænke anderledes, handle anderledes og være den, jeg er – men på en ny måde”, skriver han og dementerer dermed ikke ligefrem mistanken om, at hans projekt handler mest om ham selv. Den nye måde er da heller ikke mere ny, end at han fortsat fremfører det samme, som han til de daværende partifællers og regeringspartneres forbløffelse introducerede midt under FV19-valgkampen og, det skal indrømmes ham, scorede en pæn mandatgevinst på. Det virkede, men holdspil var det ikke.

Det får han til gengæld brug for, hvis hans netværk/bevægelse/mødested skal opfylde en funktion som partiforberedende forum. Som minimum den ene vej.

At stifte et parti og navnlig at gøre det Folketings-parat kommer ikke af sig selv. Bare spørg Simon Emil Ammitzbøll-Bille som ramt af sen realisme opgav sit Fremad, spørg veganerne, som kun med en klorofyl-struttende kraftanstrengelse overvandt tilbageløbet af forældede vælgererklæringer, og spørg i særdeleshed Kristendemokraterne, som netop for femte gang har været ude i den ekstraparlamentære overlevelseskamp for at blive opstillingsberettigede igen til FV23.

Netop en af Kristendemokraternes fodfolk delte i sidste uge i et læserbrev i Berlingske sine erfaringer med, hvad der skal til. 50-100 frivillige til vælgererklæringerne, to-tre ansatte til at holde et partikontor kørende og et par millioner kroner til det løse. For Kristendemokraterne er det kun lykkedes, fordi det er et “vi-parti”, konkluderer han.

Har han ret, og det har han naturligvis udenfor enhver tvivl, så kræver Lars Løkke Rasmussens projekt først og fremmest en ny politisk kultur hos hovedpersonen selv.