Hvad afgør, om man som borger er i stand til at tage en uddannelse?
Og hvor stor skal din funktionsnedsættelse være, for at du kan påberåbe dig retten til en ekstra ydelse?
Hvem har ansvaret?
Disse spørgsmål sad jeg og funderede over, da jeg i torsdags blev ringet op af en nær ven. Han undrede sig over, at  sagsbehandleren åbenbart ikke havde tilstrækkelig tiltro til ham, til at bevilge ekstra midler til den HF uddannelse, min ven drømmer om. Sagsbehandlerens argument, lød noget i retning af: 'Du har jo ikke de kompetencer, der skal til, på grund af den funktionsnedsættelse du har.'
Det første, der gik gennem hovedet på mig, var spørgsmålet om, hvor sagsbehandleren mon havde den viden fra. Min ven er nemlig aldrig testet eller erklæret uegnet til at tage en uddannelse.

I alles interesse
Da jeg selv studerer til socialrådgiver, var min næste tanke, om det nu er konkurrencestaten, der sætter ind for fuld skrue?
Har vi virkelig ikke plads til borgere med særlige behov, med mindre de har talent ud over det sædvanlige samt en viljestyrke af stål? Svaret på det spørgsmål bør i min optik være et klart jo naturligvis. Konkurrencestatens mål er jo netop at få så mange som muligt igennem uddannelsessystemet, så de ikke hænger fast og for at sige det lidt groft 'ligger samfundet til last'. Derfor må det da være i alles interesse at få min ven i gang så hurtigt som muligt, så han kan blive en del af det store jobhjul og bidrage til Statskassen. Jeg er af den opfattelse, at den enkelte borger først og fremmest selv har ansvaret. Det at have et handicap er efter min mening et vilkår, man må tage på sig, men det kræver, at samfundet er med. Problemet er bare, at det på kort sigt er langt billigere for kommunen at kategorisere min ven som kontanthjælpsmodtager uden mulighed for nogensinde at få et job. Han får lige nu udbetalt omkring 3.500 kroner om måneden efter skat. Men starter han på en uddannelse, har han ret til et langt højere beløb. Godt nok fra en anden pulje, men man kan stadig ikke komme udenom, at det bliver dyrere for kommunen.
Hvad systemet åbenbart ikke har øje for, er, at han vil kunne betale pengene mange gange tilbage som lønmodtager eller selvstændig efter endt uddannelse.
Denne situation er på ingen måde enestående. Gennem mit virke som formand for foreningen SUMH, Sammenslutningen af Unge Med Handicap, hører jeg hele tiden historier om borgere, der sidder fast i systemet, grundet kommunernes mange spareøvelser.

To til tango

Juridisk er der rige muligheder for særordninger i form af enkeltfag, længere uddannelsesforløb og så videre. Men de virker kun, hvis kommunerne bruger dem i praksis.
SUMH har en vision, der lyder: Alle unge med handicap har ret til det ungdomsliv, de ønsker.
Så hvis borgere vil arbejde for at tage en uddannelse, har kommunerne et ansvar for at stå dem bi. Finde råderum i lovgivningen i stedet for at tage afsæt i spareøvelser.
Konklusionen må derfor være, at der skal to til en tango. Vi har som borgere med funktionsnedsættelse et kæmpe ansvar for selv at bidrage til samfundet med alle de ressourcer, vi har til rådighed, før vi kan tillade os at sætte spørgsmålstegn ved samfundets manglende indsigt i vores behov. Det er teamwork. Jeg mener, at vi sammen kan skabe et samfund, med plads til både den omsiggribende konkurrencestat og lige muligheder for alle, der ønsker at tage en uddannelse.
Hvad mener i?

Sofie Monggaard Christensen er formand for SUMH, Sammenslutningen af Unge Med Handicap.