”Chok” er det ord, der bedst beskriver situationen hos De Radikale, da Helle Thorning-Schmidt under et natligt pressemøde i Bruxelles meddelte, at dansk politiks stærke kvinde de sidste tre år - De Radikales leder Margrethe Vestager – bliver Danmarks næste kommissær.

Enkelte medier, især BT, havde i ugerne op til bragt spekulationer herom fra Slotsholmen, og rygter i samme retning løb i finanskredse i Bruxelles, men hos De Radikale afviste man blankt idéen som værende helt ude i tågen. Under partiets sommergruppemøde i august gjorde man Morten Østergaard til ”stedfortrædende partileder”, dog uden at pressen hæftede sig ved, om man derved var ved at forberede et lederskifte. Nu ved vi, at statsministeren, imens hun selv forgæves forsøgte at blive EU's næste præsident, i to-tre måneder i EU-systemet sideløbende kæmpede for Vestagers muligheder for at få en ”tung” økonomisk post i den nye kommission under Jean-Claude Junckers ledelse.

Lever på lånt tid

Blandt regeringens kritikere bemærker man derfor tørt, at regeringstoppen, det vil sige Vestager og Thorning, tilsyneladende var ved at gå af på én gang – motiveret af, at udsigterne til genvalg p.t. er små. Skal man i stedet være venlig, så må det være tilladt toppolitikere at søge valg til internationale topposter, når de bliver tilbudt. Alligevel forstærker Vestagers uforudsete exit den udbredte fornemmelse af, at regeringen lever på lånt tid, og at et folketingsvalg udskrevet engang i løbet af foråret vil blive fulgt af et regeringsskifte.

Her og nu er regeringen under et pres fra fagbevægelsen og venstrefløjen for at ændre på dagpengereglerne sådan, at man opsamler flere af dem, der ellers falder ud af dagpengesystemet, når de forskellige ordninger udløber. Indtil videre har regeringen dog blankt afvist kravene. Nu spørger alle, om den nye leder Morten Østergaard, der har overtaget økonomi- og erhvervsministeriet, kunne tænkes at vakle lidt i troen på, at regeringens hidtidige kurs i dagpengesagen er den rigtige.

Økonomisk høg

Østergaard har, siden han til manges overraskelse for syv år siden blev valgt som gruppenæstformand, været pot og pande med Vestager. Han har siden stået i lære hos hende og siden regeringsskiftet som minister været medlem både af regeringens forretningsudvalg, ”koordinationsudvalget”, og af økonomiudvalget, hvor den økonomiske politik bliver formuleret. Der er altså ikke truffet én eneste beslutning i regeringens levetid, som Østergaard ikke har været enig i. Han ses som en økonomisk høg, der krævede både dagpengereform og efterløn afskaffet, før idéen vandt indpas hos De rRadikale. Derfor skal man næppe nære store forhåbninger om, at Østergaard inderst inde skulle vise sig at være en ”due” i spørgsmålet og bare kan overtales til at lette på låget på statskassen for i noget større omfang at imødekomme kravene om dagpengesagen.

På den anden side forestiller de færreste sig, at regeringen kan overleve uden at have leveret et eller andet, der kan tilfredsstille dens parlamentariske grundlag. Det kunne være en forlængelse af den af regeringen indførte midlertidige arbejdsmarkedsydelse for dem, der med tiden så igen har mistet den mulighed, eller at man filer lidt på kravene for genoptjeningsretten til at kunne få dagpenge. Indtil videre har regeringen spillet ud med et finanslovsforslag, der er lagt an til at imødekomme SF og Enhedslisten, hvor der naturligvis findes op til et par milliarder kroner et sted, som i den allersidste del af forhandlingerne engang i november kan smides på bordet. Det er nærliggende, at disse milliarder skal finansiere et eller andet tiltag på dagpengeområdet.

Den store joker er – som altid – om Enhedslisten i situationen føler, at indrømmelserne er tilstrækkelige til, at de vil være med. Sidste år kom der ikke nok på forhandlingsbordet, hvorefter en klemt Lars Løkke gik ind af glasdøren til Finansministeriet og uden større sværdslag lagde stemmer til en ny finanslov. I denne sidste finanslov inden valget er det i hele rød bloks interesse at vise over for vælgerne, at de kan samarbejde og træffe beslutninger sammen.

Evner som ”folkeforfører”?

Morten Østergaard har tidligere vist blandt andet under forhandlingerne i foråret om beskæftigelsesreformen, at han kan samarbejde med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som de fleste spår, bliver fremtidens S-leder. Under disse forhandlinger fik de to undervejs udmanøvreret selveste Finansministeriet, hvilket er ret enestående på Slotsholmen. Hos de borgerlige er man noget skeptiske over for Østergaards forhandlingstalenter. ”Han fremlagde en beskæftigelsesreform, hvor han tydeligvis var forbløffet, hver gang vi foreslog ændringer. Nu havde han jo fremlagt det i egne øjne perfekte forslag!”, lyder en sarkastisk vurdering fra en borgerlig forhandler.

Østergaards selvtillid fejler ingenting, men har han råstyrken til at modstå hårdt pres i offentligheden på samme måde som Vestager? Og hvad med hans evner som ”folkeforfører” eller ”billetsælger” under en valgkamp? Indtil videre er der i al fald intet i hans personlige stemmetal, der indikerer, at han skulle være en stemmemagnet.