Efter skuffende besøgstal og hård kritik: Oplevelsescenter til 325 mio. kr. står i identitetskrise
Efter skuffende besøgstal og hård kritik: Oplevelsescenter til 325 mio. kr. står i identitetskrise

På en våd decemberdag i Ringkøbing er oplevelsescentrets parkeringsplads tom. Ved indgangen står tre medarbejdere i røde jakker og spejder efter gæster i støvregnen. Over dem står der med store, røde bogstaver: “NATURKRAFT”.
Da Kommunen.dk ankommer, tager Alex Agerbro imod og viser rundt. Han er 29 år, tidligere autolakerer og begyndte som formidler forrige sommer.
- Vi har fem hektar med otte forskellige vestjyske naturtyper indeni og 45 hektar udenfor, hvor vi har vandløb og forskellig natur og arbejder på noget rewilding, fortæller Alex Agerbo entusiastisk.
Naturkraft er bygget som en gigantisk dounutformet vold. I midten er der en park, hvor man kan afprøve en vindmaskine, zorbingkugler og trækfærger. Indenfor er der udstillinger om naturens kredsløb, bæredygtighed, grøn energi og genanvendelse.
Arkitekturen er flot, og bygningen virker som en naturlig del af miljøet. Naturkrafts udfodringer ligger da heller ikke i rammerne så meget som indholdet.
- Vi forsøger at fortælle om al den natur, vi har herude, og hvorfor landskabet ser ud, som det gør. Vi taler også om klimaet og genanvendelse, og i caféen bliver der primært serveret kødfri måltider. Men vi gør det hele uden løftede pegefingre og helst gennem leg, siger Alex Agerbo.
Han er en god fortæller, men det hele ender med at lyde en smule luftigt og ufokuseret. Det er svært at forklare Naturkrafts budskab. Det mener Ringkøbing-Skjerns viceborgmester, Søren Elbæk (S), også er tilfældet:
- Hvad vil de mig? Hvad er det i virkeligheden, Naturkraft er? Det bliver jeg i tvivl om, når jeg er der.
Han var med, da byrådet godkendte Naturkrafts projektbeskrivelse i 2012, og har lige siden været stor fan af projektet. Men det nuværende resultat imponerer ham ikke.
Men hvad vil de fortælle mig? Det er utydeligt, og jeg mangler at blive taget i hånden.
- Der står nogle planter fra den vestjyske natur, og der er nogle fortællinger om vind og noget om vand, der løber, og så er der en fantastisk flot gåtur oppe på volden. Men hvad vil de fortælle mig? Det er utydeligt, og jeg mangler at blive taget i hånden.
Viceborgmesteren er ikke alene med den kritik.
Det værste tidspunkt
Naturkraft kostede 325 mio. kr. at bygge, og Ringkøbing-Skjern Kommune og A.P. Møller Fonden stod hver for 100 mio. kr., mens en lang række fonde og selskaber tog sig af resten.
Hvad er vi så for en størrelse? Det ved vi måske knapt nok selv endnu.
Oplevelsescentret ligger på en mark nord for Ringkøbing. Dets udformning og attraktioner blev lavet med professionelle kræfter med bistand af folk, der også har arbejdet for Moesgaard Museum i Aarhus og Tirpitz i Blåvand.
I begyndelsen tydede alt på, at stedet skulle blive en succes.
Ringkøbing-Skjern et af Danmarks største turistområder. Et spytkast fra Naturkraft åbner det nye Lalandia, og man finder Søndervigs mange sommerhuse. En analyse foretaget inden åbningen spåede, at Naturkraft potentielt kunne tiltrække 280.000 besøgende om året. Men lige nu virker det ikke til at være muligt.
Naturkrafts direktør, Peter Sand, peger skylden på pandemien.
- Corona har været et vitalt benspænd. Vi åbnede ikke, som vi havde tænkt, så nogle ting var ikke færdige, fordi vi blandt andet skulle vente længere på leverancer fra udlandet, der ikke nåede hjem. Vi måtte flytte fokus fra god kundeservice og nærværende formidling til ensretning, kontrol og overvågning på grund af statslige bekendtgørelser, siger Peter Sand, der i forvejen mente, analysen var for optimistisk.
Naturkraft åbnede i juni 2020 og har siden da været plaget af op- og nedlukninger.
Sidste år nedjusterede man målet til 130.000 gæster, men det lod sig heller ikke gøre. I 2020 kom der 60.000 gæster. I 2021 var der omkring 40.000.
- Vi har ikke oplevet normalitet på noget tidspunkt. I december var det meningen, at vi skulle have firmaarrangementer og julearrangementer, men det meste blev aflyst, siger Peter Sand.
Stedet har stort set ikke haft besøg af tyskere og busselskaber, som ellers skulle stå for en stor del af publikum.
Besøgstallene er for lave til at kalde det en succes, men vi åbnede også Naturkraft på det værst tænkelige tidspunkt.
- Det sker utroligt sjældent, at man laver et barmarksprojekt som det her. Det er der god grund til. For der er så meget, der kan gå galt. Men glem nu de besøgstal. Vi er i undtagelsestilstand. Nu satser vi på fremtiden og normalitet. Jeg mener reelt først, vi kan vurdere den her attraktion om tre til fem år.
Oplevelsescentret går lige akkurat i nul i regnskaberne. Men en stor del af de lokale er trætte af Naturkraft, og den negative stemning påvirker de ansatte.
Livets træ
Alex Agerbo fortsætter den guidede tour i Naturkraft.
Han tager os gennem tre store, runde rum. I det første er der en udstilling om religion og natur, i det andet et interaktivt spil, hvor man kan lege politiker og bygge bæredygtige byer og i det tredje et gigantisk træ, hvor man oplever årstidernes skiftning.
- Det her er mit yndlingsrum, siger Alex Agerbo, da vi går ind til livets træ.
Projekterer viser blade i loftet, så man ser årstiderne skifte og bladende skifte farve og falde.
- Børnene kan bedst lide at være inde ved spillet, men herinde lærer man virkelig om naturens forløb.
Han peger på en video af en død ræv, der bliver afspillet på en skærm, hvor man ser kadaveret langsomt forgå i naturen.
- Børnene lærer, hvorfor ræven svulmer op, og hvordan den giver føde til alle mulige andre organismer. Men videoen stopper, inden det bliver for ulækkert.
Alex Agerbo er glad for at arbejde på Naturkraft. Kritikken af stedet påvirker dog.
- Det er lidt hårdt at høre alt det negative, folk siger. Også fordi mange af dem, der siger det, nok ikke har været her. Vi vil jo gerne dele en masse viden og sørge for, folk får en god oplevelse, men det er svært, når så mange er imod.
Han er ikke alene.
Ansatte siger op
Siden de skuffende besøgstal blev offentliggjort og skrevet om i Dagbladet Ringkøbing-Skjern, er harmen mod Naturkraft vokset.
I debatindlæg og opslag og kommentarfelter på Facebook er tonen blevet hård. Borgerne beskriver Naturkraft som kejserens nye klæder, et luftkastel og en fiasko, der bør lukkes omgående, og som de i øvrigt aldrig kunne finde på at besøge.
Peter Sand ryster på hovedet over den negative omtale.
- Vi har en medarbejder, som har en ph.d. Han flyttede fra Aarhus til Ringkøbing for at arbejde her. Det er typen, man virkelig gerne vil have flere af i området. Da han skriver noget på et forum, der hedder Flytmodvest, bliver han nærmest overfaldet. Han får at vide: ”Skal du arbejde derude? Er du komplet idiot?” Altså af dem, der skulle byde ham velkommen.
Andre medarbejdere oplever lignende episoder. Nogle tager deres arbejdstøj af eller tager en jakke over, når de skal ind til byen. Det sker af erfaring, da de lokale i Ringkøbing har afleveret spydige bemærkninger til de ansatte.
Glem nu de besøgstal. Vi er i undtagelsestilstand i den her periode. Nu satser vi på fremtiden og normalitet. Jeg mener reelt først, vi kan vurdere den her attraktion om tre til fem år.
- Vi har medarbejdere, der siger op, fordi de ikke kan være i det og føler, de bliver ansvarliggjort for det, nogle folk har imod Naturkraft. Der glipper det. Jeg oplever, politikerne med offentlig kritik er med til at skubbe til den her indre svinehund, da det bliver legitimt. Det er ærgerligt, for det gavner ingen, siger Peter Sand.
Han forstår ikke, at man vil tale en attraktion ned, der ligger i ens egen baghave.
- Den lokale kritik har jeg mødt helt ovre i København. Nogle af investorerne undrer sig over, at de, der burde have glæde af projektet, begynder at sætte spørgsmålstegn ved det. Der, synes jeg, filmen knækker.
Øjne på bolden
Viceborgmester Søren Elbæk ærgrer sig over medarbejdernes oplevelser. Han håber stadig, Naturkraft bliver en succes, men vil ikke kaste yderligere midler efter oplevelsescentret end de tre mio. kr., Ringkøbing-Skjern giver i driftsstøtte om året.
- Jeg har ikke forstand på, hvad der skal til. Man skal nok revurdere projektet og lave en ny start. Måske skal der nogle nye lag til, en anden prispolitik eller noget tredje. Jeg tror ikke, besøgstallet kommer i nærheden af 130.000 med den attraktion, vi har lige nu. Det er jeg ked af at sige, siger Søren Elbæk.
Jeg tror ikke, besøgstallet kommer i nærheden af 130.000 med den attraktion, vi har lige nu. Det er jeg ked af at sige.
Flere beklager sig over, at entréprisen på 160 kr. er for høj, men den køber Peter Sand ikke.
- Det er ikke sandt, at det, vi tilbyder, ikke er godt nok til at modsvare billetprisen. Der bliver det for vestjysk til mig. Folk har ingen problemer med at køre ud og købe et halvdårligt stjerneskud til 150 kr.
Sidste forår forsøgte Naturkraft at markedsføre sig med en festival. Eventet var møntet på at invitere de lokale ind.
- Om lørdagen havde vi Jan Gintberg kl. 11.00 om formiddagen i bragende solskin. Vi havde indrykket annoncer og hængt bannere op i byen, og der var gratis entré, der var endda gratis kaffe. Men jeg talte 15 mennesker. Der kom nærmest ingen. På samme tid var der stuvende fuld af folk inde i byen, siger Peter Sand.
Fakta om Naturkraft
- Åbnede 12. juni 2020
- Har ca. 25 fastansatte, omkring 100 sæsonmedarbejdere og 40 frivillige
- Kostede i perioden 2010-20 i alt 325 mio. kr. at anlægge og udvikle
- Ringkøbing-Skjern Kommune og A.P. Møller Fonden bidrog hver med 100 mio. kr.
- Resten af finansieringen kom fra Vestas, Realdania samt en lang række fonde og selskaber.
- Naturkraft forventer for indeværende 80.000 gæster i 2022.
- I 2020 var der ca. 60.000 og i 2021 ca. 40.000.
- Grundet nedlukninger under coronakrisen har Naturkraft rundt regnet kun haft åbent i omkring et år.
- Vi havde også Mads Langer ude og spille, men hvis ikke vi havde inviteret 200 frivillige, havde der ikke rigtig været nogen kulisse at spille for. Mads Langer spillede og sang sammen med Thure Lindhart – en regulær verdenspremiere i Ringkøbing.
I øjeblikket forsøger Peter Sand at finde investorer, der vil hjælpe med at udvikle Naturkraft. For han er lydhør over for kritikken.
- Fint, en masse ting skal forbedres. Point taken. Men det gør man ikke ved at tale stedet ned og slet ikke uden at have været her.
Borgmester til forsvar
Borgmester Hans Østergaard (V) mener hverken Naturkraft er en succes eller fiasko.
- Svaret ligger et sted imellem. Besøgstallene er for lave til at kalde det en succes, men vi åbnede også Naturkraft på det værst tænkelige tidspunkt. Det har mere eller mindre været lukket halvdelen af tiden på grund af restriktioner, siger Hans Østergaard.
Han synes, man bør huske, Naturkraft ikke kun er en turistattraktion.
- Det er vigtigt, det bliver solgt, som det, det er. Måske er det mislykkedes for os. Det skal forstås sådan, at naturkraft ikke er en forlystelsespark med gynger og karruseller. Det har det aldrig været lagt op til at skulle være.
Naturkrafts opgave er også formidling og videndeling. Stedet har blandt andet forløb for skoleklasser i alle aldre, og der arbejdes på et forløb for samtlige dagplejere i kommunen, hvor pædagogerne bliver uddannet i naturformidling.
Imens er naturområdet rundt om ringvolden åbent for alle. De det blev bygget, etablerede man en pumpestation, der i fremtiden også vil holde Ringkøbing by tør for oversvømmelser.
Håb forude
I december gik Peter Sand og borgmesteren ud i Dagbladet Ringkøbing-Skjern og sagde, at nu skulle folk til at blive konstruktive. Det har haft en effekt.
På det seneste har flere skeptikere besøgt Naturkraft for at se det med egne øjne. Enkelte har købt årskort. Men det løser næppe Naturkrafts identitetskrise.
- Det her projekt er hverken helt eller halvt færdigt. Vi har skabt en platform. Og hvad er vi så for en størrelse? Det ved vi måske knapt nok selv endnu, siger Peter Sand.
Da Kommunen.dk forlader oplevelsescentret, holder der en enkelt bil parkeringspladsen. Den tilhører et ældre ægtepar, der er på besøg for at se, hvad det der Naturkraft egentlig er for noget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























