Jakob Ellemann-Jensen meldte sig til formandsposten i en svær tid for Venstre, da hans forgænger Lars Løkke Rasmussen i vrede eller surhed eller begge dele havde smidt det hele fra sig. Nu går han selv ud af døren, men i rolig afklarethed, og hvis ikke han er lykkedes med andet, så efterlader han sig et eftermæle som en, der satte sit parti over sig selv. Ikke nogen selvfølge i noget parti og slet ikke i Venstre.

Men havde han i virkeligheden noget valg? Altså bortset fra at vælge tid, sted og omstændigheder? Hvad det angår, er svaret nok nærmest et nej. Meningsmålinger i kamikaze-dyk, uro i landbrugs-baglandet og som sit partis frontfigur klemt til nærmest usynlighed mellem statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge, men helt klart på tredjepladsen efter de to.

At det blev et komplet farvel til politik var en klog konsekvens at drage. I forvejen var der ingen mangel på politiske venner og fjender, herunder også i Venstre, der var af den faste overbevisning, at Jakob Ellemann-Jensen simpelthen ikke havde det i sig. Den vurdering ville næppe ændre sig, selv om han satte sig selv tilbage i rækkerne, og desuden er det bare ikke særlig fedt at befinde sig i periferien af magten, når man selv har været en del af den.

Stressygemeldingen tidligere i år har ifølge Jakob Ellemann-Jensen selv ikke spillet ind på beslutningen om at gå, og hvad enten man tillægger det udsagn fuld valør eller ej, så virkede han faktisk ganske overbevisende både i ordvalg og udstråling i sin forsikring om at at han var kommet sig fuldstændig.

Om fremtiden i Venstres ledelse skal man bemærke, at Troels Lund Poulsen nu på ny påtager sig det dobbeltjob som økonomiminister og forsvarsminister, som han måtte opgive at løfte under partiformandens sygemelding. Næstformanden Stephanie Lose træder til igen som vikarierende formand, men denne gang ikke som vikarierende minister. For begge deles vedkommende skal man notere sig den korte tid til Venstres landsmøde, der ville få det til at fremstå utidigt, hvis man nu traf beslutninger, der kunne tolkes som om de foregriber begivenhedernes gang.

For regerings-delens vedkommende trækker den officielle meddelelse fra Statsministeriet i samme retning med sin bemærkning om, at Troels Lund Poulsen "indtil videre" vil varetage både sin egen og Jakob Ellemann-Jensens hidtidige ministerposter. Imod taler - måske - at folketingsformand Søren Gade straks har peget på Troels Lund Poulsen som permanent partiformand. Måske, fordi det også kan vise sig at være et dødskys.

Der er andre i Venstre, der foretrækker Stephanie Lose, og selv om Søren Gade også husker at nævne hende som en del af et fremtidig formandskab, er det med en tydelig markering af at det bør være på andenpladsen. Her skal man ikke overse, at Stephanie Lose efter sit ministervikariat ved et par lejligheder har husket at glæde sig offentligt over landdistriktsudspil og psykiatriinvesteringer, og at det var noget hun havde været med til at forberede i sin ministertid. Bare så ingen skulle risikere at glemme det.