Døden i skraldespanden
Døden i skraldespanden
Livet som pressemeddelelse er utaknemmeligt. Én ud af hundrede får vinger i kraft af en fængende overskrift eller et opfindsomt ordspil. Resten ender deres dage i den digitale skraldespand.
Måske er det håbløsheden i hele projektet, der får nogle af forfatterne til at give op på forhånd.
Der står i hvert fald skrevet resignation ud over en bunke af de råb om opmærksomhed, Kommunen har kasseret. Fælles for dem er en grundlæggende indforstået kommunikation, siger lektor i offentlig kommunikation, Karsten Pedersen fra RUC, efter et kig i Kommunens skraldespand.
”Afsenderne synes sikkert selv, at det, de skriver om, er spændende. Det er det som udgangspunkt ikke. Så det må man sørge for, at det bliver,” siger han. Karsten Pedersen minder om, at hvis afsenderen vil have noget ud af sine anstrengelser, må han sætte sig i modtagerens sted.
”Man skal gøre det mere spændende end det, der står i de andre pressemeddelelser. Det skal være det mest interessante, en journalist modtager den dag. Ellers forsvinder det i mængden,” siger han.
I Nordjylland har man ry for en vis ordknaphed. Og den verbale sparsommelighed går igen i en lang række pressemeddelelser fra Aalborg Kommune, der simpelthen består af et enkelt ord – eller højst en sætning – og et link.
Den 10. december modtog Kommunen uden videre forklaring en mail med ordet ’Langrendsløjper’. Så er alt måske sagt i Nordjylland, men ikke her.
”Det er rigtig ubehjælpsomt,” siger Karsten Pedersen.
Langrendsløjper
Kommunen griber røret og ringer til kommunikationsleder i Aalborg Kommune,
Lotte Birk.
Jeg sidder og skriver en artikel, så jeg ringer for at høre, hvad du siger, når jeg siger langrendsløjper?
”Så siger jeg, at der ikke er noget sne.”
Hvad så, hvis jeg siger: Forebyggelse virker?
”Jeg skal lige høre ... er jeg ved at blive interviewet til en artikel?”
Da Kommunen svarer bekræftende, er det slut med den gode stemning. Og kort efter ophører interviewet. Inden da når Lotte Birk dog at fortælle, at der ikke er nogen fælles standard for kommunikationen i Aalborg Kommunes forskellige magistrater, men at en ny pressestrategi er under udarbejdelse.
Sort snak
I Guldborgsund Kommune ville man 25. januar gerne fortælle om noget, der hedder Business LF. Og det gjorde kommunen så i en pressemeddelelse, der afslører at ”Business LF er en realitet”, at ”Business LF nu er formelt stiftet”, at ”Business LF holder generalforsamling den 2. maj”, og at der er ”syv repræsentanter i bestyrelsen for Business LF”.
Hvad Business LF derimod er, fremgår ingen steder.
Det er en kardinalbrøler, mener Karsten Pedersen.
”En pressemeddelelse skal kommunikere med nogen. Det her er indadvendt kommunikation,” siger han.
”De skal være meget heldige, hvis nogen læser den, og ekstra heldige, hvis nogen forstår det. Det er sort snak,” siger han.
Skulle nogen være blevet nysgerrige, kan Kommunen oplyse, at Business LF er en ny organisation, der skal fremme vækst på Lolland-Falster. Men betragt det som bonusinfo.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























