En reduktion fra 37 til 16 mandater er ikke ligefrem en humørpille, det kan enhver forstå, selv om det bestemt ikke var alle ikke-genvalg af før-FV19-folketingsmedlemmerne, der bekom Dansk Folkepartis ledelse lige ilde. Men når der også er faldne i partikernen, er det definitivt ikke sjovt længere.

Efter FV19 og hen over ferietiden har det derfor knebet alvorligt for partiets tilbageværende kæmpere at ‘se at komme i sommerhumør’, som det ellers har været fast omkvæd for DF’s politiske næstformand Søren Espersen, når nogen har været utilfredse med partiets gøren og laden. Både han selv og andre partikæmpere har snarere virket lidt - ja, forbitrede i deres udmeldinger.

Et sikkert kritikpunkt er nu som før udlændingepolitikken, og regeringens åbning overfor at aftage kvoteflygtninge fra FN er forudsigeligt blevet udråbt som et ‘løftebrud’ fra den nye statsministers side, selv om lige præcis kvoteflygtningene allerede i valgkampen udtrykkeligt blev undtaget fra tilsagnet om ikke at lempe den stramme kurs. Der har været andre små-lempelser, men alligevel er DF’s yndlingsmål netop det del-element, der lettest lader sig afvise.

Endnu værre må det dog være, at alle andre mest af alt forekommer helt ligeglade med, hvad diverse DF’ere måtte mene. En kold afvaskning efter at have været ombejlet i fire år. Selv den i virkeligheden helt uhørte indblanding i et andet partis interne affærer, som bebrejdende kommentarer om Inger Støjbergs manglende plads i Venstre ledelse udgør, har ikke rigtig kunnet provokere nogen til at gide kommentere på Dansk Folkepartis udfald.

Eneste løft for sommerhumøret i DF var da Boris Johnson tog over i Storbritannien.

Som efterhånden eneste danske parti er Dansk Folkeparti fastlåst i sin tro på at Brexit repræsenterer en lys fremtid for briterne, og på en måde er situationen for de britiske brexiteers da også sammenlignelig med Dansk Folkepartis. Begge er mentalt forankrede i bevidstheden om fordums storhed som henholdsvis verdensomspændende imperium og afgørende støtteparti uden egentlig forståelse for den faktiske og noget mere beskedne virkelighed, som kun venter på at ramme dem. Hårdt.

Ellers har partiets førende sommerhumør-fortaler Søren Espersen vrisset over så forskellige emner som svenske Greta Thunbergs klimakampagne, danske cirkuselefanters ringe befindende, og, af alle ting, fraværet af ‘synlige muslimer’, som han kalder det, ved diverse kulturinstitutioner. ‘Synlige muslimer’ er i Søren Espersens begrebsverden folk som man tydelig kan se er muslimer, med slør og sådan, og dem er der så åbenbart påfaldende få af de steder.

Heller ikke partiets formand Kristian Thulesen Dahl forekommer helt i sommerhumør, eller for den sags skyld helt i sync med virkeligheden, senest med sit forlangende om en tilkendegivelse fra Venstre om de fremtidige parti-interne ledelsesforhold. Han skal nok ikke holde vejret, mens han venter på svar.

Helt heldig var Kristian Thulesen Dahl heller ikke med timingen af sin åbne invitation til Inger Støjberg om at skifte parti til DF. Dagen før havde DF ellers besværet sig over netop partihoppere, selv om det i det tilfælde var partihoppere fra Dansk Folkeparti til andre partier, hvilket jo naturligt nok er en større udfordring for velviljen end partihoppere den anden vej. Men alligevel.

Måske skulle DF koncentrere sig om sine egne problemer og ikke andre partiers. Og se at komme i sommerhumør.