Der skal tre skud til en god afskedigelse
Der skal tre skud til en god afskedigelse
Vi skal væk fra den klassiske tur på dødsgangen, hvor lederen agerer bøddel og den ansatte offer, når der skal gennemføres fyringer. Det er naturligvis mange år siden, at ledere satte en ære i at afskedige folk under sig, men rollefordelingen lever stadigvæk i dag, mener Einar B. Baldursson fra Center for Arbejds- og Organisationspsykologi ved Aalborg Universitet. Han foreslår en fyringsmodel, hvor lederen og den ansatte har tre samtaler:
”En afskedigelse skal være en værdiskabende proces, så den fyrede får mulighed for at tage kompetencer med sig videre. Det vil også betyde, at lederen bliver bedre til at få øje på de ansattes kompetencer i hverdagen.”
Tre-trins-modellen foregår sådan, at vedkommende får beskeden om afskedigelsen ved første samtale, hvorefter lederen aftaler to nye møder i den nærmeste fremtid. Ved næste samtale gennemgås den fyredes historie på arbejdspladsen – hvorfor og hvornår han eller hun blev ansat og historien frem til i dag. Sidste møde fokuserer på, hvilke typer opgaver medarbejderen har løftet. Her er det lederens opgave at hjælpe med at stille skarpt på vedkommendes fortrin. Og det kan være en svær opgave, fortæller Einar Baldursson:
”Det, som folk er gode til, er i virkeligheden de ting, som de har nemt ved. Men det er mange blinde for, og i stedet henviser de til ting, som de har anstrengt sig for og typisk er stolte af, men sjældent er gode til. ”
Derfor skal lederen hjælpe med til at spore snakken ind på, hvor de virkelige værdier ligger, da det vil have stor betydning, når vedkommende skal ud og finde et nyt arbejde.
Øjnene der blev tilbage
Når den fyrede har forladt arbejdspladsen, hviler endnu en stor opgave på lederens skuldre. De medarbejdere, der har mistet en eller flere kollegaer, oplever typisk sorg og dårlig samvittighed over, at det ikke ramte dem:
”Det er vigtigt, at de tilbageblevne medarbejdere ser, at den fyrede har fået ’luksusturen’ med mange samtaler, og at han eller hun er gået derfra med modet i behold. De ansatte skal have den opfattelse, at lederen handlede professionelt.”
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.