På trods af mere end tredive års kontinuerlig indvandring med en lang række kulturelle og menneskelige udvekslinger til følge fastholder vi hinanden i et bestemt skisma, der ikke alene deler os op i rigtige og mindre rigtige borgere. På sigt udelukker det også en stor flok medborgere fra nogensinde at føle sig tilpas i det, man kunne kalde for en tredje national identitet, som resten af samfundet og den politiske elite endnu mangler at forstå, respektere og mest af alt acceptere.

Det giver ikke megen mening. Heller ikke i dag.

Vores nationale identitet er vores uforvarende værn mod verdens utallige sanse- og kulturindtryk. Vores nationale identitet er noget, vi søger tilbage til, finder svar, trøst og sikkerhed i. Vores danske nationale identitet er bedre end de andres, udelukkende fordi vi ikke kender til andet, og så må alt andet alt andet lige være dårligere.

Men mange børn og unge fra min generation vokser op uden nødvendigvis at være rodfæstet i den ene definitive kultur eller den anden. I bedste fald er de splittet som i lyskesmertende spagat med et ben i hver lejr med konstant tvivl om, hvilket et af dem man skal lægge vægten på. Fremmedgørelse på hjemme- og udebane. Men det betyder ikke meget, når man lærer at skifte vægten på de rigtige tidspunkter. Kunsten at håndtere et dobbelt tilhørsforhold. Det passer faktisk perfekt til den dualitet, der i forvejen hersker i miljøet. Det miljø, hvor disse udvekslinger finder sted på både godt og ondt. Det miljø, du ikke troede fandtes, fordi du har valgt at bo blandt dem, der ligner dig selv og ikke gør dig bange.

Multikulturelt mikrokosmos

I et multikulturelt miljø som det, jeg er vokset op i, er der blevet talt et andet sprog derhjemme end i skolen og på institutionerne. Der er blevet udvekslet mere slang og indforstået lingo på gaden, end der er blevet terpet Pontoppidan’ske termer i karnappen derhjemme.

Disse unge mennesker er i sandhed de genuine kulturrelativister. Men i modsætning til de stigmatiserede kulturrelativister på kystbanens venstrefløj, som borgerskabet klandrer for alverdens ulykker og indimellem decideret landsforræderi, så er denne nye identitetsgruppe defineret ved selv at have oplevet begge eller flere kulturer på nærmeste hold gennem deres liv og opvækst.

Min opvækst foregik i et multikulturelt mikrokosmos mellem kulturkristne og bedetæpper. Med havregryn til morgenmad og arabiske pandekager efter solen var gået ned under ramadanen. Jeg kender ikke meget til Grundtvig, men jeg kan bede dig om at kneppe din mor på somali. Jeg har aldrig set Matador, men jeg var fascineret hvert år af live-billeder  på MBC fra ramadan-seancer i Mekka.

Når jeg ransager mig selv efter min stolthed som dansker, reducerer det sig til håbet om, at vi kan vinde en fodboldlandskamp et par gange om året. Beklager, men jeg kan ikke føle andet. I så fald skal jeg trække mig selv ud i en endnu større konstruktion end det, som nationalstolthed i sig selv mere eller mindre udelukkende består af.

Jeg er dermed muligvis det nationalkonservative Danmarks værste mareridt. Jeg passer ingenlunde ind i det nuværende borgerskisma - og jeg er endda lige så bleg, som folk er flest på disse frikadelleforherligende kanter.

Jeg er overbevist om, at jeg ikke er alene. I løbet af mine ganske få foredrag forskellige steder i landet, fra Vollsmose til Realdania-huset, møder jeg denne undren og efterspørgsel om accept af den tredje identitet som dansker, som jeg med denne skrivelse hermed fremkommer med på vegne af dem, som måske ikke lige får taletid eller spalteplads.

Det er på vegne af dem med forældre fra forskellige baggrunde, som ikke kan blive hele, fordi de er født som halve. Det er på vegne af den begavede pige med tørklæde, der holder fast i sin kulturbaggrund samtidig med, at hun knokler sit ypperste for at blive accepteret af det brede danske samfund på hospitalet, advokatkontoret eller tandlægeklinikken. Det er på vegne af den iranske pige, som der blev kigget skævt til, fordi hun ikke behøvede at bestille sin skolebods-toast uden skinke, som begyndte at drikke og føle sig fri i gymnasiet blandt den hvide middelklasses børn, men som samtidig måtte lægge øre til hadsk tale mod personer, der ligner hende, men som man  konstant undervejs i samtalen forsikrede om ikke inkluderer hende.

Sidstnævnte eksempel viser, hvorledes et forsøg på inklusion fører til eksklusion. En dejlig performativ selvmodsigelse opstået ud fra manglende forståelse for og galopperende uvidenhed om mennesker, man ikke kender eller gider lære at kende. Ligesom megen dansk politik for tiden.

Den demokratiske samtale

Integration er ikke en envejsbevægelse, men en dialog mellem to parter helt efter de bedste og mest fundamentale demokratiske principper. For ingen ønsker at blive medlem af en klub, man ikke føler sig velkommen i. At den “klub” så hedder Danmark og kræver et aktivt medborgerskab, som fordrer, at man yder sit bedste ud fra evner og kvalifikationer, er en anden - og utrolig væsentlig - snak.

Det, som jeg synes, vi skal snakke om, er, hvorledes vi formår at genetablere den demokratiske samtale på tværs af forskelligheder, for de bliver ikke mindre eller mere homogene med tiden, folkens - grænsebomme eller ej. Og hvis vores generation, som ikke blot har oplevet dualiteten mellem to årtusinder og flere kulturer, kan tage den samtale, så er det mindste, vi kan gøre, at lade de næste tropper føre samtalen videre på en konstruktiv manér. Den her debat har ikke brug for flere følelser. Det er for længst kammet over.

Alt for længe har vi dyrket og kultiveret vores frygt for det fremmede fremfor at rationalisere os ud af netop den frygt og agere som det, vi først og fremmest er - medborgere og medmennesker med hver sit behov - eller mangel på samme - for national identitetspleje og navigeren mellem selvsamme.

Det synes jeg giver mening. Også i dag.