Det ligner noget, vi har set før. Venstre vil lave økonomiske reformer - Dansk Folkeparti bakker op til gengæld for udlændingestramninger. Det er lidt trivielt, som Peter Skaarup (DF) forleden sagde det til DR.

Men selvom Dansk Folkeparti gerne vil have dansk politik til at være som før, så er situationen omkring regeringens stormfulde reformefterår alligevel en hel del anderledes. Venstre er ikke længere størst i blå blok. Det er Dansk Folkeparti. Og danskernes krisebevidsthed er ikke som dengang i 2010-11, hvor Lars Løkke sidst skulle manøvrere reformer på plads. Arbejdsløsheden er faldet, og selvom vi ikke oplever vækst, oplever vi købekraft. Det er svært at se for hr. og fru Jensen, hvorfor der skal rykkes rundt på status quo i deres daglige økonomi.

Løkke træder ind i det politiske efterår som den lille mand med den store 2025-plan. Kristian Thulesen Dahl er den store mand, som ikke behøver nogen plan. Og den lille skal så forsøge at hive den store ud på det økonomiske reformdansegulv for at se, om de kan finde fælles fodslag. På ventebænken sidder Mette Frederiksen (S), Morten Østergaard (R) og Uffe Elbæk (ALT) klar til at byde sig til.

Det ligner en ønskeposition for Kristian Thulesen Dahl. Han kan vælge og vrage mellem sine partnere, for uden ham går musikken i stå. Omvendt skal han tænke sig grundigt om, før han vælger side, for ellers kan han hurtigt ende i en fodfejl. Hvad der ligner et kvikt indgreb i finansministerens regneark, har før vist sig at ramme DF’s vælgersegment langt hårdere end ventet. Tag bare dagpengereformen. 2.000-4.000 mennesker stod til at blive ramt - det endte med over ti gange så mange. Sidste år gik DF med til en 225-timersregel. 8.000-9.000 stod til at blive ramt. Nu har 48.777 fået et varslingsbrev om, at de er i farezonen frem mod 1. oktober. Og så var der besparelsen på boligydelsen til de ældre, som efter et kaotisk forløb blev hevet ud af finansloven for i år.

Alle fodfejl vil med garanti blive fulgt op af en sønderlemmende kritik fra rød fløj. Presset er allerede lagt på topskattelettelserne, hvor Lars Løkke skal bruge Dansk Folkeparti for at kunne holde løftet fra regeringsgrundlaget.

De borgerlige partier vil med rette kunne pege tilbage på den tidligere regering og spørge, hvorfor de selv hævede topskattegrænsen ved skattereformen i 2012. Men det risikerer at drukne i det virvar af andre upopulære beslutninger, som Claus Hjort Frederiksens ‘rædselskatalog’ kan indeholde.

Skal pensionsalderen hæves hurtigere? Skal boligskatten ændres efter 2020? Skal de studerende til at låne sig til SU? Det er nogle af de spørgsmål, som forventes at komme i spil med 2025-planen. Skattereformen i 2012 var det mest ulighedsskabende tiltag, som S-SF-R-regeringen fik leveret, og i denne udgave af Kommunen fortæller Pia Olsen Dyhr (SF), at en del af hendes efterår vil gå med at holde Kristian Thulesen Dahl fast på, at Dansk Folkeparti har lovet velfærd fremfor skattelettelser.

Men vil DF’s formand bevare sin ønskeposition udenfor regering med mulighed for at danse med hvem som helst, så skal han levere på Løkkes reformønsker. Alternativet er en tæt pardans med Mette Frederiksen, hvor han risikerer at blive den lille og i sidste ende klemt af, at hans parti består af meget andet end velfærdselskende skabssocialdemokrater.

For Lars Løkke Rasmussen handler det om at få ballet hurtigt overstået. Overlever han efterårets reformstorm og finanslov, kan han med stor sandsynlighed sidde resten af regeringsperioden ud. Og det vil ligesom i Helle Thorning-Schmidts tilfælde give ham et par år til at få vendt målingerne frem mod næste valg.