Den mørklagte sag i Aarhus - Her er hvad vi ved
Den mørklagte sag i Aarhus - Her er hvad vi ved

- Jeg har været i kommunalpolitik i 21 år, og jeg har ikke set noget lignende. Det er den værste skandale, jeg har oplevet.
Sådan lyder det fra den tidligere rådmand og nuværende medlem af socialudvalget, Gert Bjerregaard (V) om en mystisk, mørklagt sag i Aarhus Kommune, der de seneste uger har trukket overskrifter.
Sagen startede i sidste måned, da Aarhus Kommune i en pressemeddelelse fortalte, at kommunen havde lukket og politianmeldt de to kommunale tilbud UC Gadeplan og Kontaktstedet til udsatte unge i Gellerup.
Selvom forholdene i sagen er blevet kaldt “pivulovlige”, “alvorlige” og en “skandale”, har det været sparsomt med informationer om, hvad der rent faktisk er sket på tilbuddene i Gellerup.
En ny redegørelse fra kommunen løfter sløret for enkelte forhold i sagen, mens store dele fortsat er mørklagt.
Overfald og et “bekymrende billede”
Redegørelsen viser, at der har været problemer på Kontaktstedet helt siden februar i år. Her blev en ansat overfaldet, og tilbuddet blev lukket i flere måneder. I forbindelse med overfaldet blev der igangsat er lokalt beredskab i samarbejde med Østjyllands Politi.
Først 7. juni åbnede stedet igen. Men der gik ikke lang tid, før der igen var problemer.
Det drejer sig blandt andet om problemer med arbejdsmiljøet og de ansattes sikkerhed, fremgår det af redegørelsen.
Af dokumenter, som Kommunen.dk har fået aktindsigt i, fremgår det, at afdelingen Organisation og Ledelse får en forespørgsel om at hjælpe med en “kulturudfordring” og problemer med arbejdsmiljøet på stedet.
På grund af en sommerferie bliver der dog først fulgt op midt i august, hvor det går op for Organisation og Ledelse, at der formentlig ikke blot er tale om en kulturudfordring.
Efter flere møder på tværs af afdelingerne ender problemerne med at blive betegnet med mere end blot en kulturudfordring.
I en redegørelse fra den 12. september står der, at “der tegner sig et bekymrende billede af bl.a. omfang og alvorligheden af de samlede problemstillinger.”
Syv dage senere bliver stedet igen lukket, medarbejderne og afdelingsleder hjemsendt, og sagen overdrages til politiet.
- Det kommer som et chok for mig, at hele forløbet går syv-otte måneder tilbage, og at det har stået på så længe, siger Gert Bjerregaard.
Overfor både TV2 Østjylland og JP Aarhus har direktør for magistraten sociale forhold og beskæftigelse, Erik Kaastrup Hansen, erkendt, at der er begået fejl i forløbet, og at kommunen skulle have reageret tidligere.
Flere udvalgsmøder
I redegørelsen er centrale dele af notatet streget over med sort, da det eksempelvis indeholder strafbare forhold.
“Væsentlige dele af notatet er fortroligt på grund af den igangværende undersøgelsesproces samt de involverede medarbejdere og parter. Tilsvarende henledes udvalgets opmærksomhed på, at der er forhold i denne redegørelse, som endnu ikke er de involverede parter bekendt,” lydet det.
Og den beslutning giver Gert Bjerregaard ikke meget for.
- Man kunne sagtens have sendt en redegørelse ud til offentligheden om, hvad der er foregået - ting, som i min bog er dybt kriminelt - det kunne man have gjort i brede termer, og så samtidig have beskyttet medarbejderne.
Jeg kan stadig ikke sige mere, end det I har set. Kommunen har konstateret flere hændelser, der indikerer strafbare forhold, og jeg prøvede igen at overbevise rådmanden og forvaltningen om, at man godt kan sige mere, men de har besluttet fortsat at mørklægge sagen.
Der har undervejs været flere udvalgsmøder om sagen. Senest onsdag, hvor politikerne fik fremlagt en ny redegørelse om forløbet, hvor både rådmanden og politiet var til stede.
Gert Bjerregaard mener, at sagen er “helt vild og uden sidestykke”.
- Jeg kan stadig ikke sige mere, end det I har set. Kommunen har konstateret flere hændelser, der indikerer strafbare forhold, og jeg prøvede igen at overbevise rådmanden og forvaltningen om, at man godt kan sige mere, men de har besluttet fortsat at mørklægge sagen.
UC Gadeplan
UC Gadeplan hører under Ungecentret, der er organiseret under driftsområdet for Unge, Job og Uddannelse i Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
Teamet består af 12 opsøgende medarbejdere, der er til stede der, hvor de unge færdes. Medarbejderne hjælper hovedsageligt unge mellem 14-18 år i udsatte boligområder med råd og vejledning.
Kontaktstedet
Kontaktstedet er et værested for unge i Gellerup, hvor man kan få professionel rådgivning og vejledning om eksempelvis familieforhold, bolig, økonomi, ensomhed, misbrug eller andet.
Kilde: Aarhus Kommune
Tilsyn med tilbud
Eva Borchorst Mejnertz (S) er forkvinde for social- og beskæftigelsesudvalget i Aarhus. Hun mener, at det er vigtigt at have fokus på at beskytte de ansatte i denne sag.
- Der en grund til, at det er fortrolige oplysninger. Lige nu er der en igangværende efterforskning. Politiet har bedt os om at være fuldstændig lukkede, fordi udtalelser kan påvirke efterforskningen. Vi skal også tage hensyn til de ansattes sikkerhed.
- Det er svært at sige ret meget, når det ikke er muligt at komme ind på, hvad sagen drejer sig om. Man har valgt at sende medarbejdere hjem, og der kører en efterforskning af politiet. Det er ikke noget, jeg har oplevet før i de fem år, jeg har siddet i byrådet. Det er en potentiel alvorlig sag, når det sker, siger hun.
Hun fortæller, at spørgsmålet om, hvorvidt der har været tilstrækkelig tilsyn med tilbuddene også bliver overvejet.
- Det er en del af den refleksion, der skal foregå nu. Alle politikere, der har berøring med det her, har formentlig overvejelser om det. Men de overvejelser er ikke noget, som jeg kan dele endnu, siger hun.
I forbindelse med dækningen af sagen har der været læk af fortrolige oplysninger fra redegørelsen til JP Aarhus. Eva Borchorst Mejnertz fortæller, at læk kan skade arbejdet.
- Når der et læk fra de fortrolige oplysninger kan andre politikere eller forvaltningen blive mere tilbageholdende. Hvis forvaltningen bliver det, kan det jo betyde, at vi i udvalget ikke får den samme kvalitet af oplysninger, som før.
- Mit mål er at værne om den tillid og det arbejde, vi har i udvalget. Det er mit indtryk, at vi fortsat arbejder rigtig godt sammen. Det er mit håb, at lækket ikke har betydet, at arbejdet har lidt skade.
I onsdags skulle Østjyllands Politi have været med til et møde sammen med social- og beskæftigelsesudvalget, hvor sagens skulle vendes. Men politiet dukkede ikke op, som planlagt. Det bekræfter chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.
- Vi er i tæt dialog med Aarhus Kommune, som vi har et godt samarbejde med, og vi mødes løbende i mange andre fora med relevante kommunale medarbejdere. Vi har fortsat en bred forebyggende indsats i Aarhus Vest, og vores lokalpoliti følger nøje med i udviklingen i området, siger han.
Bekymrende billede
Gert Bjerregaard foreslår, at Aarhus Kommune indsætter et privat vagtværn, i mens politiets efterforskning står på.
- Vi fik at vide på mødet, at der var lavet en ekstra indsats, men der er brug for noget mere konkret, og der er brug for, at der er professionelle på gaden til at tage sig af de her unge.
- Det er som at spille russisk roulette med de unge, og jeg er bange for, at der er fri rekruttering for det kriminelle miljø, når der ikke er nogen til at kontrollere derude, siger han.
Rådmanden for sociale forhold og beskæftigelse, Anders Winnerskjold (S), understreger, at der bliver taget hånd om de unge derude.
- Beredskabet derude, som blandt andet består af forskellige kommunale afdelinger og politiet, mødes flere gang ugentligt og kan træde til med meget kort varsel. De tager løbende temperaturen på situationen - og de har mandat til at bruge ekstra ressourcer, hvis det bliver nødvendigt, forklarer han og tilføjer:
- Som det er nu har vi øget den kommunale tilstedeværelse, og politiet har øget deres. Derfor løser vi situationen lige nu, men det er klart, vi skal have en permanent løsning på et tidspunkt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























