Tilbage i begyndelsen af juni måned indgik regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) efter længere tids forhandlinger endelig en økonomiaftale.

Selv om det er glædeligt, at parterne kunne nå til enighed, kan man ikke ligefrem sige, at aftalen blev dén gevinst for velfærden, som KL havde sat næsten op efter.

KL havde håbet på fem milliarder øremærket til det specialiserede socialområde. Men det lykkedes finansminister Nicolai Wammen at slippe fra mødelokalet med en ekstrabevilling på sølle 150 mio. kr. til velfærden ud over midler til demografiregulering på grund af det stigende antal børn og ældre i landets kommuner.

Nicolai Wammen var efterfølgende ude og fremstille aftalens stigning på 1,4 mia. kr. i forhold til sidste år som en kæmpe gave til velfærdsområdet. Men mon ikke finansministeren godt selv ved, at den ikke ville holde i retten? 

Svære prioriteringer forude

Man behøver næppe at være et matematisk geni for at regne ud, at det manglende bidrag til socialområdet kommer til at betyde betragtelige besparelser på velfærden, så kommunerne bliver nødt til at lave svære prioriteringer.

Socialminister Astrid Kragh prøvede også at danse uden om den varme grød, da hun efterfølgende gik ud og sagde, at det er kommunernes opgave at sørge for borgernes velfærd. 

Hvordan skal kommunerne sørge for det, når regeringen sidder på pengekassen og ikke er villig til at åbne den?

I forvejen har en undersøgelse fra FOA vist, at mange kommuner har sparet på velfærd til personer over 67 år over de senere år, og samme gruppe mennesker kan altså takket være regeringen se frem til yderligere forringet velfærd.

Samtidig står vi, der arbejder for kommunen, nu med håret i postkassen forud for de kommende kommunale budgetforhandlinger.

Over de næste to måneder skal kommunerne blive enige om budgettet for 2022 og altså forsøge at opretholde et anstændigt niveau af velfærd med færre midler til rådighed.

Regeringens ansvar

Jeg sidder selv med i Assens Kommunes budgetforhandlinger og har førstehåndserfaring derfra med at skulle få kabalen til at gå op, og det bliver absolut ikke lettere i denne omgang.

Når forhandlingerne er slut, må vi kommunalpolitikere stå på mål for den forringede velfærd over for de vælgere, som vi bejler til ved efterårets kommunalvalg. Men det er altså i virkeligheden regeringen, vælgerne burde stemme ud.

Når ramaskriget over den forringede velfærd begynder at melde sig, bør Nicolai Wammen og Astrid Krag gå ud og erkende deres ansvar for de velfærdsnedskæringer, der uundgåeligt vil komme som følge af deres hermetisk lukkede pengekasse. Det vil være mere reelt end at tørre den af på kommunerne.

Samtidig ville det også være passende, hvis de viste deres moralske opbakning til kommunerne, nu hvor det ikke kunne blive til økonomisk opbakning i denne omgang.

Jeg tvivler dog på, at vi får det at se.

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) er udover kommunalordfører også økonomiudvalgsmedlem i Assens Kommune.