Efter KV17 talte vi på Kommunen.dk med ti eksperter om de udfordringer, der ventede de nyvalgte byrådsmedlemmer. De fire år gik i vanlig, rasende fart, men ingen kunne i 2017 have forudset, at halvdelen af perioden skulle være fyldt med corona, værnemidler og hjemmearbejde. 

Ikke desto mindre er det stadig relevant at tage bestik af udfordringerne fra 2017, og hvorvidt byrådsmedlemmer fortsat skal beholde nogle af udfordringerne på to-do-listen. Vi har talt med fire af eksperterne fra dengang for at høre, hvor langt kommunerne er nået. 

Folkeskolen handler igen om undervisning

Folkeskolen havde været igennem en turbulent periode forud for KV17. Folkeskolereformen blev indgået i 2013, og blev gennemført i 2014. Lærerkonflikten fra 2013 stod stadig grumt i erindringerne. Der var derfor et stort behov for, at folkeskolen skulle tilbage til det grundlæggende, mente Andreas Rasch-Christensen, forskningschef for pædagogik ved VIA University College. 

- Det er lykkedes i en vis grad. Det har været en noget anderledes periode på grund af corona, men i hele processen med nedlukninger og hjemmeundervisning er der blevet skabt et fornyet fokus på folkeskolens betydning, siger Andreas Rasch-Christensen. 

Derudover peger Andreas Rasch-Christensen på vigtigheden af, at Danmarks Lærerforening og KL har fundet hinanden i forbindelse med Lærerkommissionens anbefalinger, som har givet et bedre og mere fredfyldt samarbejde, hvor undervisningen igen er kommet i fokus. 

- Man har vasket tavlen ren, og det handler igen om folkeskolen. Det er positivt, men vi mangler fortsat at se, hvad det så udmønter sig i, siger Andreas Rasch-Christensen. 

I maj sidste år landede den store redegørelse af skolereformen. Det lænede sig op ad en dumpekarakter, da ingen af reformens resultatmål var blevet indfriet. 

- Der er fortsat udfordringer i folkeskolen. Desværre. Jeg tror, at vejen frem er, at vi politikere sætter os sammen med parterne i folkeskolen - og ser, hvilke knapper vi skal skrue på - og gør det med respekt for alt det gode, der sker i skolen. Folkeskolen har ikke brug for en ny, stor reform, udtalte børne- og undervisningsmininster Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i den forbindelse.

Der er altså stadig nok af  udfordringer at tage fat på, tilføjer Andreas Rasch-Christensen. Godt hver sjette lærer har ikke en læreruddannelse, der er stadig et relativt snævert fokus på de nationale tests, og selvom flere partier taler om frihed til folkeskolen, mangler man at se, hvad modkravet bliver, siger Andreas Rasch-Christensen.  

- Man vil gerne starte på ny, men der er stadig mange ubesvarede spørgsmål. Der er kun sket noget på det overordnede plan, der er ikke kommet nogen national strategi for, hvordan man understøtter undervisning bedst muligt, får endnu flere elever motiveret til undervisningen eller flere elever videre til erhvervsuddannelserne, siger Andreas Rasch-Christensen og tilføjer: 

- Vi har fået det rette fokus tilbage. Nu skal man undgå at lave de samme fejl som tidligere.

Strategisk landsbyplanlægning

Tilbage i 2017 advarede Centerleder for Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi ved Syddansk Universitet Egon Bjørnshave Noe om, at en stærk centerby suger livet ud af landdistrikterne. Og selvom udfordringen med landdistrikterne i kommunerne er kommet mere på dagsordenen, er udfordringen ikke blevet mindre:

- Der er mange steder blevet en meget større opmærksomhed på, at de mellemstore byers bymidte tømmes for indhold. Ser vi på boligmarkedet, så er den skævvridning i boligpriserne internt i kommunerne, og dermed også boligejernes kapital, kun blevet forstærket efter sidste kommunalvalg. Hvor meget det er kommunernes skyld eller skyldes mere strukturelle forhold, kan diskuteres. Men det er helt klart en udfordring set i et landdistriktperspektiv, skriver Egon Bjørnhave Noe i en mail til Kommunen.dk. 

- Den vigtigste opgave for kommunerne, uanset hvilken tilgang man vælger i forbindelse med strategisk landsbyplanlægning, er, at man i kommunerne får skabt en positiv og konstruktiv fremtidsvision for landsbyerne, så de ikke stille men sikkert forfalder, og at der fremover også er gode rammer for dem, der ønsker at bo der.

Folketinget har allerede sat fokus på landsbyernes fremtid og afsatte sidste efterår 550 mio. kr. til at skabe mere liv i bymidter og landdistrikter. Med den nye aftale er ti bymidter desuden blevet fritaget af eksisterende lovgivning for at afprøve nye tiltag, der skal være med til at skabe levende bymidter.

Hjælpen er velkommen, men det er op til lokalpolitikerne at finde de rette løsninger for deres landsbyer. Her spiller noget så lokalt som brugsen en afgørende rolle, som lokalpolitikerne kan støtte, mener Egon Bjørnhave Noe: 

- Dagligvarebutikker er en meget vigtig kerne i enhver lidt større landsby. I de senere år er der åbnet omkring 100 nye borgerstøttede dagligvarebutikker og flere nye på vej. Landet over er der en stor udfordring i at få moderniseret de eksisterende lokale dagligvarebutikker. Selv hvor der sker borgerindsamling, kan det være vanskeligt (som i umuligt) at skaffe den nødvendige kapital til at opgradere til moderne standard. Strategisk landsbyplanlægning kunne oplagt inkludere en plan for hvordan nye butikslokaler kunne integreres i landsbyerne bymidte. 

Kreativ omstilling 

KV21 blev i flere medier – Kommunen.dk iblandt – betegnet som et vaskeægte klimavalg. Michael Søgaard Jørgensen, lektor ved Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet, havde allerede i 2017 sat spot på kommunernes store, forestående opgave med den grønne omstilling. Og mens de fleste kender til de store udfordringer og løsninger med at mindske CO₂-udledninger som at opsætte vindmøller eller solceller, udskifte kommunens bilpark eller at isolere bygningerne i kommunen bedre. 

Den store opgave med den grønne omstilling er bestemt ikke blevet mindre væsentlig siden valget i 2017, men Michael Søgaard Jørgensen opfordrer også kommunerne til at tænke kreativt. Det handler nemlig ikke kun om at sætte vindmøller op, men også at tænke i alternative løsninger for at give ressourcer nyt liv: 

- Man kan forfalde til, at det hele handler om eksempelvis bedre affaldssortering eller at lave møbler ud af gamle brædder. Det er altsammen godt, men hvis man nu som kommune kunne forhindre, at produkter tabte værdi ved at de blev repareret, blev udnyttet bedre ved at indgå i deleøkonomi og blev genbrugt, når man ikke længere har brug for et produkt, så kunne kommunerne medvirke til at spare endnu flere ressourcer. Det gælder både for kommunernes eget ressourceforbrug og for borgernes ressourceforbrug, skriver Michael Søgaard Jørgensen i en mail til Kommunen.dk

- Man kunne støtte, at der åbnes værksteder, hvor borgere kunne komme med møbler og elektronik til reparation og blive hjulpet af frivillige. Man kunne også gøre eksisterende lokale reparationsvirksomheder synlige. Det ville skabe arbejdspladser og mindske spild, tilføjer han. 

Efter KV21 er der blevet oprettet en række nye, selvstændige klimaudvalg i kommunerne. I Odense er det blandt andet blevet til klimarådmand, som skal være med til at sikre den grønne retning for kommunen. I Middelfart er man desuden begyndt at lave klimaregnskaber, som skal være med til at anskueliggøre, hvad det rent faktisk koster at forurene – og hvor meget det sparer klimaet, hvis kommunen eksempelvis kan give eksisterende materialer nyt liv. 

Kritisk evaluering af samskabelse 

For år tilbage var “samskabelse” tilsyneladende som sendt fra himlen. Ved hjælp af samskabelse skulle man skabe bedre velfærd, et stærkere lokalsamfund og gladere borgere. Det var dog ikke alle, der havde ladet sig forføre at samskabelse. I 2017 skrev centerleder ved Center for Idræt, Sundhed og Civilsamfund Bjarne Ibsen, at det var på tide til at udvise lidt skepsis over for samskabelse. 

Bjarne Ibsen kaldte dengang tidens snak om samskabelse “en forelskelse”, hvor de første bragende følelser var ved at stilne af. I dag er det på tide at tage et alvorligt kig på samskabelse-tankegangen.  

- Jeg hører ikke længere i samme grad, at samskabelse redder den offentlige sektor. Euforien er aftaget. På et konkret plan er samskabelse dog blevet en integreret del af den måde, man tænker frivillighed og samarbejde på, fortæller Bjarne Ibsen.

Samskabelsens ideal taler fortsat ind i tiden med fokus på samarbejde, fællesskab og inddragelse af civilsamfundet. Virkeligheden ser dog anderledes ud.

- På et tidspunkt må man vurdere, om vi får bedre velfærd, får involveret flere personer og så videre, og det står stadig tilbage at få bevist. Hvis den enkelte skole, plejehjem og sundhedscenter oplever, at samskabelser er besværligt, koster og ikke løser problemerne, så vil det ikke fortsætte, vurderer Bjarne Ibsen. 

Under corona så man en ny form for frivillighed, hvor naboer handlede ind for de borgere, der ikke selv kunne komme ud til supermarkederne. Omvendt satte corona en stopper for besøgsvenner og andre frivillige samarbejder. Der har altså været en undskyldning for samskabelse i den sidste tid, men det er på tide at se alvorligt på samskabelse-tankegangen, mener Bjarne Ibsen. 

- Jeg savner en større vilje til at forholde sig realistisk til problemerne. Man talte meget ideelt om samskabelse, og det gjorde, at man lukkede en reel diskussion om udvikling. Hvis man ikke begynder at forholde sig til erfaringer, forskning og resultater, så kommer samskabelse til at dø ud.