Ethvert valg producerer en vis mængde dårlige tabere, og KV21 i sidste uge bød på flere interessante eksemplarer.

Ishøjs snart forhenværende borgmester Ole Bjørstorp var dårligt nok blevet valgt, før han alligevel ikke gad. Altså valgt til byrådet, ikke til borgmester. Hvis han var blevet det, var han sikkert blevet i byrådet også.

Et lignende scenarie udspillede sig på Bornholm, hvor Thomas Thors forresten heller ikke ville i kommunalbestyrelsen alligevel, når han nu ikke kunne blive borgmester. I konkurrence om dårligste taber er han dog et mulehår bagud, for han stillede i det mindste op for det parti, han altid har været medlem af, og ikke et nyt stiftet til lejligheden.

Lidt uden for sammenligning med de to førstnævnte finder vi Bo Abildgaard, Guldborgsunds socialdemokratiske spidskandidat fra KV17, som ikke dengang lykkedes med at blive borgmester og denne gang heller ikke lykkedes med overhovedet at blive valgt. En placering som andensuppleant var, hvad det kunne blive til, og efter at vælgerne havde meldt ham ud af byrådet, meldte han sig selv ud af sit parti. En dobbelt-exit.

På overfladen ligner det lidt, men er alligevel helt anderledes på Læsø, hvor den nuværende borgmester trods genvalg ikke vil være med i den nye kommunalbestyrelse. Han skiller sig dog afgørende ud, ved at han - lidt sent, men dog inden valget - havde fortrudt sin opstilling og bedt vælgerne om ikke at stemme på sig. Men som alle politikere ved, er vælgere ikke til at stole på. 21 af dem stemte alligevel på ham, så han kom ind på det yderste mandat.

Så måske er han slet ikke en dårlig taber, men en dårlig vinder. Dem bød KV21 også på et par stykker af.

I Albertslund kunne SF’s nyvalgte Vivi Nør Jacobsen være blevet borgmester, men endte i stedet som konen med æggene med det hele tabt på gulvet. Hun troede, hun havde to forskellige flertal bag sig, som hun kunne vælge imellem, men det blev alligevel et nummer for smart. Da den umage K-EL-DF-V-firebande, hun havde en forhåndsaftale med, blev vraget til fordel for et nyt flertal med S og R, slog de fire effektivt tilbage og lavede en ny aftale, denne gang med S, som fik borgmesterstolen, mens SF blev helt isoleret fra indflydelse. Bum.

På et helt andet felt viste Koldings kommende borgmester, Knud Erik Langhoff, sig også som en dårlig vinder. På det politiske udmanøvrerede han snedigt de to, der havde udråbt sig selv til hovedfeltet af borgmesterkandidater, og tog posten til sig selv. Selvom de, der gav ham den, kunne se deres egen fordel i at dække op til en omkamp ved KV25 ved at lade borgmesterposten gå til en 71-årig, har vi alligevel at gøre med en god vinder, på det politiske.

Men også en dårlig vinder, ikke i borgmesterkampen, men ved på forhånd at have spillet på Oddset på, at Venstre ikke ville få borgmesterposten. Indenfor sport ville man kalde det matchfixing at spille på noget, man selv er med i, og politik er som bekendt en kontaktsport. Alligevel er det lidt mere uklart, hvad man skal kalde det i dette tilfælde. Bortset fra dumt, selvfølgelig.

“Det var ikke meningen, at det skulle have været ud”, sagde han da også til Jyllands-Posten. Ærligt, men muligvis også lidt dumt at sige. Især da det jo nu var ude, da han sagde det.