Det var tæt på i 1960 – faktisk overraskende tæt på, at Venstre og De Konservative blev til ét parti. Det kan man udlede af en ny bog om den tidligere statsminister og Venstre-formand gennem 15 år, Erik Eriksen.

Bogen tager udgangspunkt i politikerens efterladte arkivsamling af dokumenter, optegnelser, breve og billeder, som hans søn, Knud Bjørn Eriksen, nu har samlet til en biografi om sin far.

- Det er først og fremmest en bog, der viser, hvor meget personerne i dansk politik og deres indbyrdes forhold egentlig betød, fortæller Knud Bjørn Eriksen.

Samtidig dokumenterer den det tætte samarbejde, der dengang blev ført mellem Venstre og De Konservative. Et samarbejde, der var tæt på at blive til en fusion af de to partier.

- Det var sådan, at Ole Bjørn Kraft (tidl. konservativ udenrigsminister, red.) i starten af 1961 sendte et brev til min far, hvor han opsummerede alle fordelene ved, at Venstre og De Konservative blev ét stort parti – altså et liberalt modstykke til Socialdemokratiet, siger Knud Bjørn Eriksen og understreger, at hans far dog ikke ville have en fusion lige med det samme.

- På langt sigt var det den rigtige løsning, men det måtte ikke gennemføres i huj og hast. Det skulle gennemføres henad vejen, mente han.

Smilets politiker

Fusionssnakken blev lagt på hylden, da den tidligere finansminister Thorkil Kristensen – også kendt som Thorkil Livrem – i 1960 meldte sig ud af Venstre på grund af uenigheder om den økonomiske politik og samarbejdet med netop De Konservative.

Erik Eriksens mest kendte politiske svendestykke blev grundlovsændringen fra 1953, der banede vejen for, at Dronning Margrethe senere kunne blive landets nye regent. En politisk aftale, der paradoksalt nok blev til i samarbejde med De Radikale.

- Han ønskede at se nogle resultater – også gerne sammen med andre partier. Han blev kendt som smilets politiker, men man sagde også, at han gemte en jernnæve i handsken, forklarer Knud Bjørn Eriksen.

Og selvom parløbet med De Konservative i 1965 blev så upopulært, at Erik Eriksen måtte stoppe som venstreformand, betød det meget for ham, at hans liberale synspunkter aldrig kom i ’radikale rosenlænker’.

- Han nægtede ligefrem at gå i regering uden De Konservative i 1957, selvom han fik tilbuddet fra De Radikale om at danne en ren Venstre-regering, siger Knud Bjørn Eriksen.                     :

’Erik Eriksen – den smilende reformator’ udkom den 22. september. Du kan læse et uddrag fra bogen, ’Planen om den store fusion’, på www.dknyt.dk