Stordriftsfordele, kassetænkning og administrative hensyn styrer Danmarks udbud af uddannelser fremfor ønsket om at give flere unge en uddannelse. Det er på tide at tænke anderledes og lade andre faktorer styre uddannelsesudbuddet. Lad os bruge vores uddannelsessystem til at skabe udvikling i hele Danmark og sociale fremskridt for alle unge.

På alle niveauer fra det korteste kursus til den længste forskeruddannelse har vi oplevet, at institutionerne lukker de små uddannelsessteder. Nærheden og kendskabet lokalt erstattes af campus-planer og et ensidigt fokus på driftens bundlinje. En udvikling, som har taget markant til i takt med det stigende selvstyre og de talrige fusioner af uddannelserne. Hvis vi mener noget med vores ambitioner om, at flere unge skal have en uddannelse, så må vi også tage et opgør med den massive centralisering af vores uddannelser, der er foregået de seneste ti år.

Danske Regioner har netop dokumenteret, at centraliseringen af uddannelserne rammer hårdt i lokalområder i hele landet. Der er tale om en national problemstilling. Hvis bare hver tyvende elev får en ekstra rejsetid på ti minutter, vil vi på landsplan uddanne 500 færre faglærte årlig. Modsat viser undersøgelser af det svenske uddannelsessystem, at videregående uddannelser lokalt sikrer både flere unge i uddannelse og større jobvækst regionalt.

Ved årsskiftet går Danmarks største fyringsrunde i gang. Venstre og Dansk Folkepartis udgiftslofter i kommunerne og besparelser på uddannelserne vil føre til færre medarbejdere, der kan løfte vores uddannelsesindsats. Det er en forringelse af velfærden og en tommelfinger ned ad til ambitiøse uddannelsesvisioner.

Besparelserne på uddannelsesområdet vil betyde, at flere uddannelsessteder lukker, og at færre unge derfor ender med en eksamen eller et svendebrev. Det er ikke bare konsekvensen i udkanten. Problemerne med at få unge i gang med uddannelser er lige så konkrete på Vestegnen og i Nordsjælland, som de er i Sønderjylland eller på Lolland. Det er et nationalt problem.

Jeg mener, at der er brug for mere politisk styring af udbuddet af uddannelse. I dag er der intet politisk lederskab bag placeringen af vores skoler, og det er rene driftshensyn, der tages, når skoler åbner, lukker og fusionerer. Er det helt umuligt, at kommunerne kunne drive vores ungdomsuddannelser, sådan som amterne gjorde det førhen? Ikke nødvendigvis med ungdomsuddannelser i alle kommuner, men i lokale kommunale fællesskaber. Jeg mener, vi har brug for et større politisk ejerskab og medansvar for uddannelsesudbuddet, og jeg har svært ved at se, hvordan vi kan sikre andre end kortsigtede driftsmæssige interesser med den ejerskabskonstruktion og det taxa-meterregime, vores ungdomsuddannelser er underlagt.

Hvem kan man stemme på, hvis man vil bevare den lokale erhvervsskole eller sikre, at det lille gymnasium ikke lukker? Ingen. Så længe vi ser stiltiende til, mens uddannelserne over en bred kam centraliseres, så er vores ambition om at få alle unge i uddannelse bare flotte ord i en festtale. De bliver først konkrete den dag, vi skaber grundlaget for lige adgang til uddannelse, uanset hvor man bor.