Byrådsmedlem råber op i læserbrev: KL’s kyniske spin kan smitte af på lokalpolitikken
Byrådsmedlem råber op i læserbrev: KL’s kyniske spin kan smitte af på lokalpolitikken

I et læserbrev bragt på Kommunen.dk rejser byrådsmedlem i Slagelse Christopher Trung (K) og ni andre byrådsmedlemmer fra hele landet på tværs af partiskel kritik af KL.
De mener, at KL bidrager til endnu mere stigmatisering, fordrejning og politisk forråelse med kynisk spin, når det gælder handicapområdet og området for børn og unge med særlige behov.
“Desværre oplever vi, at Kommunernes Landsforening ikke længere formår at varetage interesserne for den del af kommunalbestyrelsen, der beskæftiger sig med handicapområdet og børn og unge med særlige behov,” lyder det fra de ni byrådsmedlemmer i brevet.
I et interview med Kommunen.dk forklarer idémanden bag læserbrevet, hvorfor det er nødvendigt at råbe KL op, og hvilke egne oplevelser, der har fået ham til at fatte pennen.
Svarene i artiklen er ikke nødvendigvis repræsentative for alle underskrivere af læserbrevet, men udtryk for Christopher Trungs personlige oplevelser og holdninger.
Hvad var det konkret, der fik dig til at tage initiativ til at skrive læserbrevet?
- Jeg oplever at KL ikke lader til at tage udfordringerne alvorligt, men i stedet gør børn med særlige behov til gidsler i et kynisk spin, hvor retorikken minder om den, vi så tilbage i år 2009. Det var da den daværende KL-formand, V-borgmester Erik Fabrin, i forbindelse med økonomiforhandlingerne udtalte, at udgifterne til handicapområdet havde en "skadelig gøgeungeeffekt".
- Denne retorik kan jeg ikke udelukke også smitter af på de politiske beslutninger og prioriteringer.
Erik Fabrin forklarede tilbage i 2010, kommentaren om “skadelig gøgeungeeffekt” med, at de stigende udgifter til specialområdet havde den effekt, at den tog “al væksten, så der ikke er blevet noget tilbage til normalområdet”.
I læserbrevet, der henvender sig til KL, forklarer byrådsmedlemmerne, at kritikken kommer i forlængelse af KLs kommunalpolitiske konference på børne- og ungeområdet i Aalborg. Kritikken er dog ikke rettet mod selve konferencen.
Hvilken oplevelse sad du tilbage med efter KL's børne- og ungekonference?
"Jeg valgte ikke at deltage i konferencen, da min oplevelse fra tidligere konferencer var, at jeg ikke fik det ud fa det som min kommune betalte for. Så de skattekroner kunne så bruges på noget andet, eller på at en anden kunne komme med i stedet."
I skriver, at KL desværre bidrager til endnu mere stigmatisering, fordrejning og politisk forråelse på området med kynisk spin. Hvilke udtalelser eller hvad er det konkret, som du mener er kynisk spin fra KL?
- Den kynisme jeg taler om her, skal ses i et historisk perspektiv, hvor mennesker med handicap i årevis er blevet fremstillet som om de var stigende udgifter. Som om de var intet andet end et udgiftspres, der tager fra de øvrige velfærdsområder.
Christopher Trung henviser i sit svar til artiklen “KL-formand vil lave en skole for mange slags børn: "Vi skal væk fra skolen som pølsefabrik" bragt i Altinget.dk den 26. januar, hvor Thomas Gyldal Petersen (S), formand for KL's Børne- og Undervisningsudvalg, blandt andet siger, at det er et svigt af fællesskabet, at flere børn visiteres til specialtilbud, og at der i stedet skal fokuseres på en rummelig folkeskole.
Konstant behov for prioritering
Christopher Trung mener, at hele retorikken og det narrativ, som KL forsøger at skabe omkring børn og voksne med handicap, har en afsmittende effekt på lokalpolitikerne.
Christopher Trung henviser til et debatindlæg i Politiken “Blå borgmestre: Kommunen er ikke sat i verden for at dække alle dine behov” bragt 27. august 2022, som eksempel.
Her skriver flere blå borgmestre blandt andet, at de efterlyser “den ærlige samtale, hvor borgere, kommuner og regering taler sammen om, hvad kommunerne skal prioritere, og hvad borgerne skal klare selv.”
- Borgmestrene beskriver en reel problemstilling som det kun kan gå for langsomt med at få løst. Så langt er vi enige. Jeg anerkender også dilemmaet bestående af det konstante behov for prioritering, lige så vel som den altoverskyggende mangel på arbejdskraft også er en udfordring, der må håndteres.
- Men igennem hele indlægget bliver børn og voksne med handicap udelukkende beskrevet som en stigende udgift, der er direkte årsag til at der er beskidt i de ældres hjem. At en prioritering af mennesker med handicap fører til at kommunen ikke har råd til at servicere resten af kommunens borgere tilstrækkeligt.
- I indlægget påstår borgmestrene, at pårørendebevægelsen #enmillionstemmer ønsker at alle tilbud til borgere med handicap bliver rykket ud af kommunerne, hvilket er lodret forkert.
Christopher Trung siger, at #enmillionstemmer ønsker handicapområdet bliver flyttet, så det ikke længere er kommunerne, der har ansvaret for at træffe afgørelser om hjælp og støtte til mennesker med handicap og psykisk sårbarhed. Der er altså ikke tale om, at tilbuddene skal rykkes ud af kommunerne, siger han.
Han mener også, at indlægget mangler selvkritik og selvransagelse fra borgmestrene, når det gælder spørgsmålet om, hvorfor udgifterne til det specialiserede socialområde vokser.
- For burde man som borgmester i en kommune ikke spørge sig selv, om kommunens håndtering af det specialiserede socialområde er en del af årsagen til de stigende udgifter? Om folkeskolereformen med omfattende inklusion af børn med særlige behov er skyld i, at flere mistrives og lider af langvarig skolevægring? Om den langsommelige kommunale sagsbehandling forværrer problemer, der ellers kunne have været afværget ved tidlige indsatser? Og om vi grundlæggende er alt for dårlige til at rumme mennesker med særlige behov i både uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet?
Christopher Trung mener ikke, at de refleksioner er med i indlægget, og at det “fuldstændig ignorerer den horrible mangel på retssikkerhed og kvalitet i sagsbehandlingen, som stort set alle landets kommuner er eksponenter for”.
- Indlægget vidner om manglende forståelse, manglende empati og en forrået tankegang som med al tydelighed viser, at der er nogen som ikke har rykket sig en tøddel de seneste 13 år. Og jeg kan trække flere tråde mellem det indlæg, og den retorik som KL desværre er med til at understøtte.
I opfordrer KL til at tage mere ansvar og være en mere aktiv og konstruktiv partner - hvad ville ifølge dig være en mere konstruktiv tilgang til området?
- De kunne starte et helt andet sted. De kunne spørge borgere og fagpersoner om, hvorfor den nuværende struktur i folkeskolen ikke fungerer efter hensigten - og i det hele taget ikke fungerer godt. Og så kunne de handle på de svar, de får, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























