Når man tilbage i 1990’erne spurgte folk, hvorfor de var i byen, var det for at købe ind. Spørger man dem nu, er det for at “være i byen” og se, hvad der foregår. Indkøbsture er blevet til oplevelsesture.

Nogenlunde sådan opsummerer arkitekt og forhenværende professor ved Center for Byrumsforskning på Kunstakademiets Arkitektskole i København Jan Gehl, hvad han kalder et paradigmeskifte: Overgangen fra indkøbsby til service- og fritidsby.

Den sørgelige virkelighed er, at der i mange byer ikke sker så forfærdelig meget. 

Bymidten har mistet sin relevans som samlingspunkt, og det er uheldigt, for det går ifølge ekspertgruppen for national arkitekturpolitik ud over borgernes tilhørsforhold til deres by.

Skal bymidterne genvinde deres status som samlingspunkt, kræver det ifølge Jan Gehl, at kommunerne tager byens fællesrum lige så alvorligt som børnehaver og skoler. 

- Man skal betragte det som et selvstændigt problem og lave et udvalg under kommunalbestyrelsen - en taskforce, siger Jan Gehl.

Fra købstad til mødested

Mange kommuner tager da også problemet alvorligt, oplever direktør i Dansk Byplanlaboratorium Tina Saaby, der tidligere har arbejdet som stadsarkitekt i København og Gladsaxe kommuner. 

Og med god grund, for bymidter fungerer som social lim.

- De er vigtige for at styrke fællesskabet og sammenhængskraften i en by, siger hun.

Så da Gladsaxe Byråd for nylig renoverede Søborg Hovedgade, var en af målsætningerne i tråd med kommunens arkitekturpolitik at flere af byens veje skal udvikles til frodige, grønne byrum, altså til steder, man har lyst til at opholde sig. 

Nu inviterer små ‘lommeparker’ til at sætte sig ned og tage en pause. Fortovene er blevet bredere, så der er bedre plads til gående, bilerne er kommet ned i fart, og der er etableret haver foran flere butikker.

- Flere borgere har skrevet, at de synes, det er dejligt at gå gennem en smuk have, inden de kommer ind i kiosken, siger Tina Saaby.

Alles ansvar

Kommunerne behøver nu ikke at stå for alting. Butikkerne kan gøre meget selv, påpeger Jan Gehl og nævner som eksempel, at Kolding Kommune har fået fremstillet en brochure, hvori butikker opfordres til at vise imødekommenhed fx ved at sørge for lys i aftentimerne og bænke udenfor - og så i øvrigt være venlige.

I Flekkefjord i Norge har byforeningen lavet en liste til borgerne over, hvad de selv kan gøre for at holde liv i deres bymidte: Gå i din by dagligt, brug de lokale handlende, spis middag ude en gang om ugen, hold dine møder i byen, hold ferie i din egen by i stedet for altid at rejse til Grækenland, fortæller Jan Gehl.

- De havde en liste over, hvad hver sektor skulle gøre, og hvad borgerne skulle gøre, siger han. 

Tilbage står spørgsmålet om, hvad man gør med de tomme butikker. Jan Gehl fremhæver to sektorer, som i dag kun sjældent er repræsenteret på byens hovedgade. 

Den ene er fritidslivet, hvor foreninger typisk ikke har haft penge til at betale hovedgadens dyre husleje. Men nu, hvor der er mindre rift om lokalerne, vil det være nyttigt at få lavet systemer, så en større del af fritidsaktiviteterne kan få plads der, mener han.

Den anden sektor er kommunen selv, der som enhver kommunes største arbejdsgiver kan overveje, om ikke børnehaver, plejehjem, borgerservice og andre borgerrettede funktioner i højere grad kan placeres i hovedgaden. 

Det, man i hvert fald ikke skal gøre, advarer Jan Gehl, er bare at leje bygningerne ud til boliger, for så ender man med at ‘privatisere’ fællesrummene. 

- Så vil nogen straks sige, at her må du ikke sidde, og her må du ikke parkere din cykel, siger han.

- Man skal prøve at holde fællesområder fælles og nøje overveje, om man har nok fællesrum tilbage. Der skal man tænke sig voldsomt godt om.

Kræver strategisk planlægning

At tænke sig grundigt om er præcis, hvad en ny bestemmelse i Planloven tvinger kommunalbestyrelserne til. Fra begyndelsen af året blev kommuner med byer med mellem 4.000 og 20.000 indbyggere nemlig forpligtet til at lave en strategisk planlægning for deres bymidter - et arbejde, som Tina Saaby har store forhåbninger til. 

Men nemt bliver det ikke. Alene analysearbejdet er omfattende, og der skal gribes dybt i værktøjskassen, når hver bys kulturhistorie, befolkning, kvarterer, huse, landskab, topografi, vind- og dagslysforhold og fælles drømme skal danne grundlag for en stedspecifik plan, der kan vække en hendøende bymidte til live.

En af forudsætningerne for, at planen lykkes, er ifølge Tina Saaby, at der bliver skabt en proces, hvor borgere, erhvervsliv, fritidsliv, fagspecialister og politikere på tværs af forvaltninger og udvalg får talt om, hvad man som fællesskab drømmer om, at bymidten er. 

Men at samle de mange stemmer og arbejde på tværs af forskellige borgertyper, fagligheder og politiske retninger er svært.

- Det er komplekst at agere i sådan et forløb. Det skal politikerne tage alvorligt. Der skal være sat tid og penge af til at facilitere sådan en samtale. Det er lige så vigtigt som de penge, man bruger på skoler og daginstitutioner, siger hun.

Arkitekturpolitik kan give fælles sprog

Én ting er, at folk drømmer om noget forskelligt, noget andet er, at hverken politikere eller borgere nødvendigvis har et sprog for, hvad der gør en by, et kvarter eller en bygning rar at være i.

- Mange er glade for det sted, de bor, uden at kunne italesætte hvorfor. De kan mærke det, men kan måske ikke sætte ord på det, siger direktør i Akademisk Arkitektforening Lars Autrup, der er medlem af ekspertgruppen for national arkitekturpolitik.

Det kan en kommunal arkitekturpolitik bidrage til, og mere end 40 kommuner har allerede en, fortæller han. Han betragter den som et kulturelt redskab, der hjælper politikere, administration og borgere til sammen at finde ud af, hvilke kvaliteter en by har, hvad man skal passe på for at bevare dem, og ikke mindst hvor man gerne vil hen. 

- Hvis man har gjort sig sine kvaliteter klart, ved jeg, at den dialog er meget nemmere. Er vi enige om, at vi har en flot gade, at farverne er vigtige, og at vejtræer giver den en særlig karakter, så har vi et fælles ståsted at lave forandring ud fra, siger Lars Autrup.

Ifølge ham er ‘attraktivitet’ et nøgleord, når det kommer til at genetablere bymidterne som samlingspunkt, og han er ikke i tvivl om, at mennesker ikke er tilfredse med at sidde derhjemme og handle på nettet. 

Men bymidterne skal kunne noget andet og mere end det handelsliv, de har bygget deres byforståelse op på de sidste 50 år.

- Det skal være så attraktivt og skønt, at man tænker: Der skal vi ind, for der er rart at være. Det er bymidter nødt til at sætte i højsædet, siger han, og kommunerne kan med fordel lade sig inspirere af storcentrene.

- Noget af det, som storcentre er gode til, er at kuratere. De bestemmer, at der skal være et torv, man kan sidde på, noget til børnene, tilpas med cafeer og restauranter. Den kuratering skal bymidter blive gode til, og så skal de give plads til kulturen.

- Jeg appellerer til, at man gør brugerrejsen interessant, lige fra folk parkerer bilen eller cyklen. Vi skal have løftet niveauet. Det er det eneste, vi kan kæmpe mod nethandlen med - at der er attraktivt at være. At være sammen skal opgraderes, siger han. 

Byvandring som afsæt for dialog

Ifølge Tina Saaby kan en arkitekturpolitik være et godt redskab i arbejdet med at få mere liv i bymidten og byen generelt. Alene det, at et byråd prioriterer tid til at udvikle en politik, gør, at man får et fælles sprog, og samtidig sender det et signal om, at det er vigtigt.

Samtalen med borgerne kan fx startes op via borgersamlinger og workshops, men at komme ud og se på byen sammen kan noget særligt, mener hun. 

- Et rigtig godt redskab er at invitere borgere på byvandring og få en arkitekt med til at fortælle. Det giver et godt afsæt for at gå i dialog.

Skal udviklingsplanen ikke bare ende med at ligge i en skuffe, er man også nødt til at få talt om, hvordan man får sat fysiske forandringer og andre initiativer i værk, og det vil givetvis kræve, at der bliver sat penge af.

- Det er ikke nødvendigvis de store summer, men få sat en pulje af til at komme i gang, siger Tina Saaby.

Kommuner har særlig forpligtelse

Spørger man Jan Gehl, har kommunerne været lige lovlig passive i forhold til den nedadgående spiral, som bymidterne i et par årtier har befundet sig i. Men det er først, da man for alvor begynder at lægge mærke til den, at man også begynder at se det som et problem. Selv hænger han sig ikke i fortiden.

- Det er en gradvis udvikling, som man må erkende er sket. Nu må man finde ud af, hvordan vi skal indrette byerne i dag, siger han. 

Og selvom det ikke udelukkende er et politisk anliggende, har kommunalbestyrelserne ifølge ham en særlig forpligtelse til at værne om byens fællesrum.

- Byens fællesrum er så vigtige som mødesteder, at det burde være en kommunal opgave at sørge for, at de overlever og har det godt, hvis ikke andre gør det, siger han.