Kommunen.dk
MENU

Ældrepleje handler om mere end flere penge

TV2's optagelser af 90-årige Else Marie Larsen chokerede. Topmøde skal give bud på en bedre ældrepleje. - Det vigtigste er at have hjertet med, siger barnebarn.

Ældrepleje handler om mere end flere penge

TV2's optagelser af 90-årige Else Marie Larsen chokerede. Topmøde skal give bud på en bedre ældrepleje. - Det vigtigste er at have hjertet med, siger barnebarn.
Alt for mange i ældreplejen ved for lidt om demens, mener direktør i Alzheimerforeingen Nis Peter Nissen. Han går til ældretopmøde med et ønske om, at Danmark ligesom Sverige  sikrer alle ansatte efteruddannelse.
Alt for mange i ældreplejen ved for lidt om demens, mener direktør i Alzheimerforeingen Nis Peter Nissen. Han går til ældretopmøde med et ønske om, at Danmark ligesom Sverige sikrer alle ansatte efteruddannelse.
Foto: Jon Fiala Bjerre, Ritzau Scanpix

Når eksperter, politikere og faglige organisationer mødes til topmøde onsdag og torsdag, kan de ikke undgå at sende en tanke til Else Marie Larsen. De skjulte optagelser af den 90-årige kvinde, der på et plejehjem i Aarhus blev omsorgssvigtet, er anledning til mødet.

Ritzau har bedt fire deltagere fortælle om deres ønsker for en bedre ældrepleje:

CHARLOTTE AHM, barnebarn til Else Marie Larsen:

- For mig er det vigtigste, at menneskesynet ændres. Ældre må aldrig føle sig som en belastning, sådan som min farmor gjorde. Du kan putte nok så mange millioner ind i ældreplejen, men hvis kulturen er den samme, så hjælper det ikke. De ansatte skal brænde for deres arbejde med hjertet.

Hvilke forhåbninger har du til topmødet?

- Jeg må indrømme, at jeg er skeptisk. Når man sætter en hel masse politikere og organisationer sammen, så ender det nemt med en masse snik- snak, hvor hver især kræver deres.

BJARNE HASTRUP, administrerende direktør i Ældre Sagen:

- Der er i den grad brug for et løft til ældreplejen, og derfor kræver vi 2,5 milliarder kroner ekstra på næste års finanslov. Vi ved, at stress kan føre til en hård tone, så 1,5 milliarder skal bruges på mere personale. Vi skal også have de ansatte organiseret i mindre teams, så de lærer de ældre bedre at kende. Hvis du kun ser en beboer sjældent, så stiger risikoen for forråelse.

Corona har vist os, hvor vigtig hygiejne er, og derfor skal nogle af pengene gå til forbedringer på det område. Desuden skal der afsættes flere penge til uanmeldte besøg. I dag besøger Styrelsen for Patientsikkerhed kun en tiendedel af plejehjemmene.

BIRGITTE VIND, ældreordfører for Socialdemokratiet:

- Vi skal flytte fokus væk fra tiden og over på, at det vigtigste er at yde omsorg og pleje. I alt for mange år har vi i den offentlige sektor haft blikket stift rettet mod, hvor vi kunne effektivisere. Det kan være klogt, men når det for de ansatte bliver minutterne frem for nærværet, der tæller, så er vi gået for langt.

Ældre Sagen foreslår 2,5 milliarder ekstra. Er det realistisk?

- Det er for tidligt at sige noget om, og der er jo også andre områder inden for det offentlige, som trænger. Men der er ikke tvivl om, at der er brug for mere uddannet personale på plejehjemmene og i hjemmeplejen. Den forråelse, vi har set, hænger måske sammen med, at folk er bedt om at løse en opgave, som har været umulig for dem.

NIS PETER NISSEN, direktør i Alzheimerforeningen:

- Mellem 70 og 90 procent af beboerne på plejehjem har en demensdiagnose, og derfor skal vi løfte de ansattes viden. Vi går til topmødet med et ønske om et nationalt efteruddannelsesprogram inspireret af den svenske dronning Silvia. Det giver en grundlæggende forståelse for, hvad demens er og kan uden videre overføres til Danmark.

Det er også vigtigt at få genopbygget tilliden mellem pårørende og plejecentrene. Mange tør ikke gå til plejehjemsledelsen, fordi de er bange for, at det skal gå ud over deres kære. Derfor har vi brug for uafhængige tillidsmænd, som kan tale de pårørendes sag og mægle i konflikter med plejehjemsledelsen.

Topmøde forpligter regering og kommuner

  • TV2 fulgte i efteråret 2019 Else Marie Larsen på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus med skjult kamera.
  • Kvindens pårørende, blandt andre barnebarnet Charlotte Ahm, havde givet samtykke til optagelserne.
  • Optagelserne vakte opsigt i befolkningen og på Christiansborg, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tog initiativ til et ældretopmøde.
  • Topmødet afholdes i samarbejde mellem Sundheds- og Ældreministeriet, Ældre Sagen, FOA og Kommunernes Landsforening.
  • De fire parter har forpligtet hinanden på at arbejde for en bedre ældrepleje. Det skal ske på baggrund af forslag, som deltagerne på topmødet bidrager med.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR