Krise er ikke længere et ord, som kommer over De Konservatives læber. Det er for det første nytteløst. For det andet har partiet været i en permanent krisetilstand så længe, at det ikke giver mening at tælle timer, uger og år. Partiet har i knap 30 år, stort set siden 1984, været præget af utallige interne magtkampe og rivalisering, forliste politiske retninger, skuffende formænd og massiv vælgerflugt.

Partiet

Det er den ene historie om liste C. Den anden er, at partiet har en ukuelig optimisme, fightervilje og, med Barfoeds egne ord, kampgejst, så man skal ikke afskrive partiet. Og det konservative håndklæde er langtfra kastet i ringen. Den interne tro på partiets egen historie, værdisæt og fundament er så fast forankret i den konservative sjæl, at det igen skal løfte partiet ind i centrum af det borgerlige Danmark.

Vælgerne

Problemet er blot, at vælgerne har mistet troen på K. At det konservative arvesølv for de fleste danskere ikke længere er inde på radaren, og der er en udbredt opfattelse hos mange borgere af, at Barfoed & Co. stadig er halehæng til Venstre eller en forældet udgave af den frække dreng i klassen: Liberal Alliance.

Uanset hvor ubekvem sandheden er, så er De Konservatives image så ramponeret i vælgernes øjne, at det er som at kigge på et gammelt falmet og mølædt fotoalbum med ældre familiemedlemmer eller som at handle hos hr. Schwann til ophørsudsalg i Damernes Magasin.  På den landspolitiske scene ses partiet af mange som usexet, gået af mode og gammeldaws. De Konservative vil hævde, at det er et fortegnet billede af partiet. Men uanset hvordan man vender og drejer det, ligger partiet på tre-fire procent i målingerne og noget under valgresultatet fra 2011, der blev liste C's ringeste valg siden partiets fødsel i 1915.

Som den tidligere udenrigsminister og formand for partiet Per Stig Møller meget præcist sagde til K-landsrådet i Tivolis kongrescenter i forrige uge:

’Det afspejler politik. Socialdemokratiet tager sig af ballonerne, SF pjasker i vandet, Venstre står og spejler sig, og Det Konservative Folkeparti tager rutsjebanen.'

I det første år efter valget som Folketingets mindste parti virkede det mest af alt, som om De Konservative var ramt af granatchok og havde svært ved at finde deres egne ben efter 10 år i regering.  Men det seneste år har der internt været arbejdet intensivt med at finpudse partiets politiske mærkesager – og markere en langt mere selvstændig rolle i forhold til de tre andre borgerlige partier. En proces, som på ingen måde er kulmineret endnu, men som vi har set konturerne til det seneste halve år.

Politikken

Partiet er nået til den erkendelse, at der ikke er nogen nemme, hurtige lappeløsninger eller veje ud af det konservative dødvande. Væk er hurtige beslutninger og fejlskud om burkaforbud og partiet for de offentligt ansatte. Det er det lange seje træk kombineret med konkrete politiske sager, som skal få vælgerne ind i folden igen. Partiets tre fokusområder er kort fortalt:

Erhvervslivets bedste ven. En gammel traver, som partiet vil markere sig endnu kraftigere på i fremtiden. Hvordan der skabes flere private arbejdspladser, og hvordan en lettelse i skatten har konkret indvirkning på danskernes konkrete hverdag.     

Familiens beskytter. Partiet vil basere sin værdipolitik på familien som omdrejningspunkt. Familierne skal have større frihed. Ikke kun økonomisk – som vi ser det hos Liberal Alliance – men i alle livets faser med familien som centrum. Alt er ikke lige godt. Det handler om frihed og ansvar for familierne og om moralske valg.                    

Naturen og miljøet. Det tredje ben består i, at partiet relancerer sig i rollen som naturens beskytter hos de borgerlige, som vi så det med partiets 1970'er-kampagne ’Røg, støj og møg’. Her vil partiet satse på flere naturparker og en reducering af CO2-udledningen på linje med regeringen. En mere markant og miljøvenlig profil, som skal markere en mere selvstændig konservativ stil overfor især Venstre.

Den borgerlige terrier

Men ét er politiske fokuspunkter. Noget andet er, hvad der skal til for at genskabe begejstringen hos vælgerne og give de andre borgerlige partier kamp til stregen.

Her er et par bud på, hvad ammunitionen bør indeholde – overfor regeringen, men også overfor DF, LA og V.

K tør, hvor andre tier

Konservative skal i langt højere grad være den skarpe dreng i den borgerlige lejr. De skal ramme alle de ømme punkter, hvor Løkke & Co. tøver med at være konkrete. C skal tone rent flag og turde være det sande borgerlige parti i forhold til nulvækst, øget offentlig konkurrenceudsættelse og bedre forhold for erhvervslivet. Mens Løkke må balancere på en knivsæg mellem Venstres valgoplæg om nulvækst i det offentlige på den ene side og DF's socialistiske økonomiske verdensbillede på den anden, skal det konservative snit netop lægges til højre for Venstre. Så alt imens Løkke ligger i hængekøjen, og Venstre har sat i frigear af frygt for at miste momentum og vælgere, skal K være oppositionens konkrete parti. Eller højrefløjens svar på Enhedslisten.

Her har det gamle folkeparti faktisk en enestående chance for at genskabe sig selv op til næste valg. Det kræver, at K er krystalklart i mælet og i kommunikationen og stopper i rollen som borgerlig hyggeonkel.

På den ene side skal De Konservative stå som værn om borgerlig anstændighed. Det gælder Liberal Alliances ’everything goes’-tilgang til økonomisk politik, og det gælder Dansk Folkepartis indvandrerforskrækkelse, hvor K skal råbe vagt i gevær. På den anden side skal Barfoed & Co. – modsat Venstre – komme med konkrete løsninger på borgernes konkrete udfordringer i hverdagen. De skal gøre en dyd ud af at tale direkte og i øjenhøjde med danskerne. Vælgerne vil ikke stemme på K, hvis de politiske udmeldinger blot handler om makroøkonomiske tiltag og det store reformspor. Det kan de lade Venstre om. 

Det skal med andre ord stå lysende klart for vælgerne, hvad de får for pengene, når de stemmer på liste C. Det er lykkedes i kommunerne. Nu mangler de landspolitiske stemmer. Hvis ikke chancen gribes nu, hvornår så?