Udeståender med retssystemet er noget skidt hvis man vil gøre sig i politik. Et spektakulært eksempel i denne uge er byrådsmedlem René Kauland fra Greve, som det gennem trekvart år lykkedes at holde sig under nyhedsradaren ved hjælp af et navneforbud, efter at han i maj sidste år blev anholdt og sigtet for et natligt overfald på sin ekskæreste med en voldsomhed, der har udløst en tiltale for drabsforsøg.

Netop tiltalen var den udløsende faktor for at navneforbuddet blev ophævet, og når man læser diverse kommentarer på sociale medier, forstår man godt, hvorfor han forsøgte at undgå det så længe som muligt. Enhver er uskyldig indtil man eventuelt bliver dømt, men den slags detaljer gælder kun i det etablerede retssystem, ikke hos folkedomstolen.

Dog, selv med navneforbud gik rygterne. På kommunen.dk’s redaktion beskæftiger vi os kun undtagelsesvis med kriminalstof, så det var først da B.T. i sidste uge kunne citere fra anklageskriftet og med passende sløring knyttede det til ‘en dansk kommunalpolitiker’ uden nærmere geografisk præcisering, at vi overhovedet blev opmærksomme på sagen. Derfra tog det under fem minutters googling af søgeord som ‘overfald’ og ‘ekskæreste’ at finde den oprindelige nyhed og derved konstatere at det var Greve Byråd, der var interessant, og ved efterfølgende søgninger på mandlige byrådsmedlemmers navne knyttede Googles søgestatistik hjælpsomt de samme søgeord til et af dem. Få klik yderligere bragte det byrådsreferat for dagen, hvor René Kauland blev bevilget orlov med en begrundelse som byrådet var ‘orienteret om i et fortroligt bilag’.

I denne uge blev navneforbuddet så ophævet af Østre Landsret - ikke med begrundelsen at søgemaskinerne alligevel har gjort det omsonst, men med henvisning til forbrydelsens grovhed og den tiltaltes position som politiker. Omsonstheden turde ellers være åbenbar, jævnfør søgehistorikkens forslag om at koble navn og forbrydelse sammen. En søgehistorik der ikke kommer af ingenting, men af at tilstrækkeligt mange har søgt på kombinationerne, hvilket man jo kun gør, hvis sammenhængen i en eller anden grad er sluppet ud på trods af navneforbuddet.

Sagen kommer for retten i næste uge og først da får vi afklaret spørgsmålet om skyld eller ej. Selv afviser René Kauland fuldstændig at han skulle have noget med overfaldet at gøre.

Uanset resultatet er sagen en karrieredræber. Selv med en blank frifindelse vil sagen være en belastning, i første omgang politisk, og som afledt effekt også personligt. Folkedybet bevæbnet med sociale medier er fuldstændig nådesløst, og ingen vil kunne byde sig selv eller sin familie at få en sådan sag revet i næsen i al fremtid. Retfærdigt eller ej.

Derfor kan man godt se helt bort fra valgbarhedsreglernes kriterier for hvornår udstået straf ligger langt nok tilbage, ifald sagen skulle ende med en skyldig-dom. Med den straf der er lagt op til - minimum fire år - skal der lægges fem års karantæne oveni efter afsoningen, så et byrådskandidatur kan tidligst komme på tale ved KV29 eller deromkring. Formelt. Reelt er politik bare et overstået kapitel.

Det gælder uanset udfaldet. Der findes rigeligt med eksempler på, at selv en frifindelse med efterfølgende dom over en faktisk gerningsmand ikke forhindrer en sag i at klæbe til en tidligere mistænkt, og det gælder i særlig udpræget grad for voldsforbrydelser rettet mod kvinder og børn. Uanset om det er vold man faktisk har begået eller ej. Mistanken er nok.

Økonomisk kriminalitet derimod vil muligvis vise sig at være tilgivelig, i hvert fald oplever man jo for tiden en tidligere seriekriminel gøre noget, der godt kunne ligne en politisk entré. Dog, dels er Klavs Riskær Pedersen jo faktisk ikke blevet valgt til noget endnu, dels er han på ingen måde blevet forskånet for at blive mindet om sin fortid, omend hans samvittighed synes ren, i hvert fald i egen optik. Måske er det nok, når det gælder berigelsesforbrydelser, i en voldssag vil det næppe være det.