Jeg har været kosteligt underholdt de seneste uger, ja tæt på at klaske mig på lårene af fornøjelse. Min kilde til morskaben har været den mere hårdtslående og underholdende del af dagspressen. Komikken har været af den ufrivillige slags, og dén slags kan jeg slet ikke stå for. Nu kunne man så tro, det gjaldt Løkke Rasmussens luksus-klovnerier. Eller regeringens klodsede forsøg på at få den nye offentlighedslovs mørklægning af det såkaldte lovforberedende arbejde til også at omfatte Rigsrevisionen. Men nej.

Tabloidpressen beskæftiger sig som bekendt en hel del med de elektroniske konkurrenters programvirksomhed – særlig de rent underholdende med høje seertal. Og stik mod al sædvane vil jeg bruge spalteplads på et underholdningsprogram på TV. Tilmed et program, jeg ikke har set så meget som et sekund af. Jeg beder Dem, fru Heilbunth! 

I ugevis har eksperter og konkurrenter været tæt på at rive håret af hovedet på sig selv i fortvivlelse over, at en tilsyneladende stivbenet tumling med seerne i ryggen har sendt den ene dygtige danser efter den anden ud af ’Vild med dans’. Og det er jo rent guf for ramasjang-pressen, der har svælget i den folkekære, tidligere fodboldstjerne Allan Simonsens meritter. 

Mikrofonstjernekrig

I mine yngre dage arbejdede jeg i halvandet år – nærmere bestemt min praktiktid under journalistuddannelsen – på en af tabloidaviserne. Her mødte jeg karakterer og personligheder af mange støbninger.

For eksempel en garvet kollega, der hujende af grin fortalte, hvordan han gennem en hel sommers agurketid erobrede den ene forside efter den anden ved at starte en underholdende kædereaktion. Den havde i hovedrollerne to kendte underholdere på radioen, som han vidste ikke kunne fordrage hinanden.

Han startede simpelthen med at ringe til den ene og bilde ham ind, at den anden havde sagt noget rigtig ondskabsfuldt om ham. Hemmeligheden var journalistkollegaens viden – dels om deres indbyrdes følelser og dels om begges imponerende forfængelighed. Og ganske rigtigt blev den første ganske harm over den andens nedsættende bemærkninger, så han gav igen med samme mønt. 

Sådan kunne min kollega skrive den ene saftige artikel efter den anden om mikrofon-stjernernes krig. Og selv om åbningsreplikken var opdigtet, så var den så tæt på, hvad den anden tænkte om den første, at den aldrig blev dementeret. Så historien kørte – helt af sig selv. Nå, jeg fortaber mig vist.

Trods tabloidavisernes anløbne ry er det nu sjældent, de tager den slags metoder i brug. Og når det gælder dækningen af ’Vild med dans’-balladen, så har jeg absolut ingen grund til at tro, at de skarpe udtalelser fra de involverede skulle være opdigtede. 

I begyndelsen fulgte jeg ærlig talt ikke med – det lignede avisernes sædvanlige måde at sælge aviser på med ’bag-kulisserne’-historier. Og jeg interesserer mig ikke synderlig for dans. Men efterhånden fængede historierne.

Først var det ekspertdommerne, der mobbede Allan og uddelte diskrete skideballer til de uvidende seere. Efterhånden kom de andre deltagere med og luftede frustrationerne med bramfri vendinger, der ramte overskrifterne. En af aviserne gik direkte ind i den kamp, der pludselig udspandt sig mellem TV 2 og de seere, der deltog i sms-ulydighederne. Avisen organiserede ligefrem en af de internetbaserede grupperinger, der støtter Allan. 

Det ene dygtige par efter det andet røg ud af programmet, mens vores fodboldspiller blev båret videre. Og nu var det for alvor sjovt. Panikken bredte sig på TV 2. Konceptet – opskriften – på danseprogrammet, som stationen har købt – formentlig for en stor sum – var truet. Nok har seerne noget at skulle have sagt, men de skal da for fa’en ikke sætte spørgsmålstegn ved konceptet.

Folkeligt oprør

TV 2 ændrede så på afstemningsreglerne, og da brød helvede for alvor løs. Seerne gav TV 2 fingeren, og Allan, der stadig ikke imponerede på dansegulvet, men sled ihærdigt, blev stemt videre. Nu rev selv bookmakerne sig i håret, for det var komplet umuligt at sætte odds under de vilkår. Og Ekstra Bladet tog på forsiden munden helt fuld: ’Danmark i Allan-oprør. TV2talt til grin’. Og chefredaktøren skrev en harmdirrende kommentar om tv-stationens store selvmål.

Den slags folkelige oprør er der langt imellem i Danmark. Og sagen gælder jo desværre ikke et oprør mod for eksempel de stærke kræfter, der arbejder på at ødelægge det solidariske velfærdssamfund eller kaster os ud i en finanskrise. Men lidt har jo også ret – og vi kan jo ikke vente en næsestyver til systemet som for eksempel jordskredsvalget i 1973 hver gang. Men bare følelsen af, at danskerne er der et eller andet sted og ikke finder sig i hvad som helst, er meget værd.

Om jeg så skal se showet og hvordan det hele ender? Næ, jeg klarer mig fint med visse avisers minutiøse dækning af opstanden. Og håber på en bedre sag næste gang.