Det har regnet en del i Nordjylland henover efterårsferien, og i Vendsyssel har regnen ødelagt huse, fritidsboliger, veje og kirkegårde. Regnen rammer skævt – det er ikke til at ændre på.

Men andre skævheder kan og bør der ændres på.

Og vi skal tage det dybt seriøst, at vores samfund er ved at blive så skævvredet, at borgmestre i nord, syd, vest – men nok ikke så meget i øst – af god grund råber vagt i gevær. Ikke bare for at få hjælp til at håndtere vandmasser, flygtningestrømme, sociale udgifter og forsvundne arbejdspladser, men fordi det ganske enkelt ikke er rimeligt i et lille land som vores, at der er så stor skævhed mellem steder, mennesker og muligheder.

Et er, at vores udligning er skæv og kun ser ud til at blive skævere, hvis der ikke laves en ordentlig og retfærdig refusion for sociale udgifter, beskæftigelsesreform og særlige problemer, der knytter sig til områderne udenfor de store byer.

Noget andet er, at den skævhed, der er mellem rige og fattige børn, unge, voksne og ældre ser ud til at vokse markant i disse år.

Det er stadig fremmed for mange at tale om underklasse, arbejderklasse, middelklasse og overklasse i disse år, hvor vi en kort overgang troede, at klassesamfundet var død. Men det er på tide at begynde igen, for skævheden skal frem i lyset. Og gerne så klart og tydeligt som muligt. Kun sådan kan vi diskutere skævheden på et sagligt grundlag, Kun sådan kan vi tage fat på de problemer, der melder sig, når børn er forudbestemt til en bestemt tilværelse – når børn nærmest er stemplet i nakken efter, hvor de bor, om deres forældre er samboende, om der er penge til mad og tøj sidst på måneden og om det overhovedet er realistisk for disse børn på sigt at få en uddannelse.

For nylig var jeg sammen med et voksent søskendepar, som skulle begrave deres moster. I deres familie var der aldrig nogen, der var blevet ældre end 65 år, og de syntes, det var helt enestående, at moster havde nået den høje alder af 72 år, før hun sagde denne verden farvel. Og nej – det var ikke, fordi de alle var arveligt disponeret for en sjælden kræftform. De var opvokset og levede i en del af landet, hvor man ganske enkelt bare ikke kan forvente samme sygehusbehandling, samme uddannelsesmuligheder, samme kommunale velfærdsniveau som i Aarhus eller København.

Der sker en geografisk, uddannelses- og sundhedsmæssig skævvridning i disse år, som vi SKAL tale med hinanden om.

I 2003 tilhørte 23 % af landets 35-årige underklassen. I 2012 var det tal steget til 31 %.

I min egen kommune, Vesthimmerland, (og i 23 andre kommuner) er det 21-28 % af de unge fra arbejderklassen, der ikke har og heller ikke er i gang med en ungdomsuddannelse.

I min (og i 23 andre kommuner) er det 27-32% af de unge fra arbejderklassen, der ikke har eller er i gang med en videregående uddannelse.

Og ja – tal er kedelige. Men de er ikke til at komme udenom, når vi skal tage fat på at komme skævheden til livs.

Vi skal lave økonomisk omfordeling, så de, der har flest penge, også bidrager til udligning. Vi skal lade være med at klumpe underklassen sammen i ghettoer og bestemte dele af landet. Vi skal levere pædagogik og undervisning, der sikrer alle børn uanset baggrund mulighed for uddannelse. Vi skal sikre arbejde til alle, der kan varetage et arbejde. Vi har ikke råd til at lade være. Men vi har måske råd til et par gummestøvler … :