Demokratiets hymne om medbestemmelse er en fantastisk smuk fortælling. Det almene folk, kvinder, mænd, bønder, rigmænd og arbejdere fik alle lige mulighed for at være med i beslutningstagning for det danske land.

Men demokratiet var ikke det endelige svar på alt. Det vidste demokratiets fædre godt. De vidste, at der måtte være nogle begrænsninger for, hvor langt masserne og flertallets bestemmende arme kunne bevæge sig. De vidste godt, at demokratiet ikke kunne stå alene. Begrænsninger for demokratiet, som skulle beskytte individet mod flertallets diktatur, var altafgørende. Demokratiet måtte have sine eneste tro følgesvende med: de negative frihedsrettigheder, som skulle sætte grænser for, hvad det demokratiske flertal kunne tillade sig overfor mindretallet. Sådan er det ikke længere.

Vi har bevæget os langt væk fra de oprindelige demokratiske værdier. Det har aldrig været meningen, at det vestlige liberale demokrati skulle give så megen uindskrænket magt til de demokratisk valgte. Demokrati gik i sin tid ud på fælles løsninger på fælles problemer. I dag handler det om at ændre folks madvaner, beskytte mennesker mod sig selv og opkræve over halvdelen af arbejdende borgers penge til ”fællesskabet”. Det er ikke længere et demokrati med beskyttelse af individet, men derimod et flertalstyranni.

Selv de rettigheder, som de fleste politikere sværger at ville beskytte, er under pres. Ejendomsretten, privatlivets fred og den personlige frihed lider de absolut største tab, når statens demokratisk legitimerede le går på rov. Offentlige myndigheder kan trænge ind på privat ejendom uden retskendelse, overvågningen af civile borgere er eksploderet, og den personlige frihed er for længst tabt, når offerløse gerninger bliver til kriminelle gerninger. Og eksemplerne kunne fortsættes. Altsammen tegn på, at de frihedsrettigheder, der var forudsætningen for, at demokratiet ikke skulle være det nye totalitære system, absolut ingen respekt nyder hos dagens politikerstand.

Hvis vi først accepterer tanken om, at vi kan regulere, ændre og forbyde folk bestemte handlinger, opkræve så meget, vi ønsker, af andre menneskers penge og give myndigheder uindskrænket magt, så længe vi har demokratiets blåstempling i ryggen, så er vi nået til det totalitære flertalstyranni. Og når det er nået, så er svaret på alt 90 mandater. Og de 90 kan indskrænke ytrings-, forsamlings-, religionsfriheden og alle vores andre dyrebare frihedsrettigheder. Grænsen mellem den private og den politiske sfære vil forsvinde som dug for solen.

Derfor er det vigtigste politiske slagsmål i fremtiden – og nu – slagsmålet for vores ukrænkelige frihedsrettigheder og beskyttelsen af individet. Der er brug for at påvirke samfundets forestillinger og ideer om demokratiet, så det atter kommer til at indbefatte en beskyttelse af og respekt for individets frihed. Der er brug for at luge ud i de love og regler på Christiansborg, som ikke omhandler fælles samfundsproblemer. Og der er brug for nye institutioner såsom en forfatningsdomstol, der forhindrer brud på grundloven og dens ånd. Det er en kamp, som burde være vundet for over et århundrede siden, men nu er vi ved at tabe den. Det skal min generation ændre på.