Et menneske er et mål i sig selv og skal aldrig blot være middel, har vi lært af den tyske filosof Kant.  Og netop spørgsmålet om børns læring og opdragelse er et af samfundets vigtigste, da det handler om fremtidens borgere - fremtidens samfund.

Øget centralisering? 

Regeringen har netop sagt nej. Nej i forhold til en forbedring af en rekordlav normering i daginstitutionerne. Alt imens virkeligheden i daginstitutionerne bliver stadig mere presset og det synes, som om systemet langsomt, men sikkert er ved at æde den sidste rest af en ellers lille og tryg livsverden i børnehøjde.

Hvad blev der af den lille børnehave som autonom enhed med egen tid og sted? Og hvorfra kom de - de integrerede mega-institutioner? Praktiske børnepaladser med linoleum på gulvet, optimal bemanding i ydertimerne og endnu en leder? Hvem har nogensinde efterlyst, at børnehaven skulle være en del af skolen, så man effektivt kan aflevere sin 10 måneder gamle baby samme sted, som man henter den 15 år senere? Og hvad blev der lige af den evidensbaserede forskning, OECD’s internationale anerkendelse af børnehavernes praksis, pædagogernes faglighed og børnehavetraditionen? Og dét i et land, der bryster sig af livsoplysning, demokratisk dannelse og barnets alsidige udvikling?

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Argumenterne kender vi: stordrift, legitimeret med plusord som stærke faglige miljøer, nye læringsmål for de 0-6-årige, kvalitet, og så videre. Alt imens teknokratiske krav om effektivisering og økonomisk nødvendighed også er afgørende. Og det selvom nyere viden fastslår, at stordriftsfordele og centralisering ikke altid er det samme som besparelser og effektivisering.

Sådan er fremtiden, siger de?  Men hvem ved overhovedet, hvad fremtiden bringer? Og hvorfor har ingen spurgt os forældre om, hvad vi ønsker! Hvad siger pædagogerne? Og er store centraliserede børnehuse vitterligt den politiske vision for fremtidens yngste? Eller er vi bare ligesom endt dér som en konsekvens af noget andet?

Ønsker for fremtiden

Et samfund, hvor der kun findes én måde at gøre tingene på, er ikke et godt samfund. Og netop derfor kalder tiden på alternative løsninger, som kan sikre bedre dagtilbud, større mangfoldighed og tilfredshed for de midler, der er. Der er behov for at tænke helt anderledes fremfor at være låst fast i den reduktionistiske tilgang, som hersker for tiden. Det burde vel være muligt at tænkt lidt mere visionært og mangfoldigt i et kreativt dansk videnssamfund i år 2015?

Vel vidende, at der naturligvis er begrænsede ressourcer og kommunerne skal sætte de overordnede rammer. Men muligheden for decentrale løsninger skal være reel, også hvad angår økonomiske midler. For ingen ønsker vel en situation, hvor det kun er i privatregi, at de attraktive alternativer findes? Nøjagtigt ligesom fremtidens dagtilbud skal rumme  et pædagogisk tilbud, som har sit mål i sig selv fremfor bare at være en pasningsgaranti med teoretiske læreplaner eller en forskole – indskolingsforberedelse til SKOLEN.

En børnehave 2015 bør bygge på visioner og ideer. Et minibillede på idealet for det demokratiske samfund.  En sådan børnehave kan medvirke til styrkelse af nærdemokratiet og civilsamfundet. Tiden er inde til at finde og udvikle ny måder at udføre pædagogisk praksis på. Alternative måder, som trodser tidens dårligdomme som larm, stress og fremmedgørelse i store systemer. For til gengæld at prioritere tid til fordybelse, ro, nærvær og læring gennem leg og sansning i små trygge enheder med få faste voksne.

Naturbørnehaven Mols Bjerge

Den børnehave, vi efterlyser flere af i det kommunale system, har vi her på Mols. En helt unik  skurvognsbørnehave midt i Nationalparken med 3 årstidsbestemte placeringer,  udtænkt af lokale ildsjæle 20 år tilbage som en billig løsning, fordi der manglede pladser. Naturbørnehaven Mols Bjerge er i dag kommunens mest populære institution, har lange ventelister, får topkarakterer og kaldes state of the art af uvildige pædagogiske konsulenter.

Og netop denne naturbørnehave er et levende eksempel på en markant anderledes daginstitution, hvor en hverdag i naturen giver børnene rig mulighed for at få opfyldt deres forskellige behov og  lære gennem leg og sansning. Skurvognsbørnehaven har sin egen ”tid”; det betyder god tid til spontant at fordybe sig i en bille eller gribe den idé, børnene får. Såvel som god tid til at mestre praktiske hverdagsopgaver som selv at tage regnbukser på.  Barndommen har nemlig sin egen tid, der ikke er voksentid, og sådan skal det være.

Men selvom vi her har en populær og unik børnehave, er dens fremtid langtfra sikker. For en så anderledes institution og kæmpe succes passer nemlig ikke rigtigt ind i den kommunale virkelighed og er derfor en ”torn i øjet” - en besværlig størrelse for politikere, embedsmænd, konkurrerende børnehaver og skolesamarbejdet. Netop fordi, den er anderledes og ikke, som børnehaver er flest.

Og nej, naturbørnehave er ikke en dyrere løsning. Tværtimod er den netop opstået som en spareøvelse og derfor et prima eksempel på, at man godt kan få god børnepasning, høj kvalitet og tilfredse forældre, uden at det koster ekstra. For selvom den er en smule dyrere i drift, er den til gengæld langt billigere i anlæg.  Alt imens pædagogerne kan tilbyde mere tid og nærvær, da de modsat traditionelle børnehaver ikke skal bruge tid på rengøring efter frokosten, tid på at rydde op og tid på at holde møder i særskilte lokaler.

Dette var et eksempel på, at man sagtens kan have anderledes, små og attraktive dagtilbud indenfor budgettet. Men også et eksempel på, hvad man meget let kan ende med at lukke og slukke, hvis man kun vil tænke i systemets vedtagne sandheder og ikke udfordre dem.

Og ja, vi ved, at vi er oppe mod stærke kræfter. Præmissen synes jo at være, at stort er bedre. Sagen er bare den, at vil man være alt – bliver man intet. Og hvis man i den dogmatiske tro på centralisering og skoleficering nægter at lade sig inspirere af traditionen og derfra skabe det nye, så bliver det danske samfund fattigere. Heldigvis er det os borgere, der skal vælge og skabe institutionerne - IKKE systemet.