Kommunen.dk
MENU

Vesthimmerland-borgmester vågnede om natten: Det kørte konstant i mine tanker

Per Bach Laursen (V) ser tilbage på et følelsesmæssigt 2022, og så skal 2023 være året, hvor det er slut med skåltaler for den grønne omstilling – der skal handles.

Vesthimmerland-borgmester vågnede om natten: Det kørte konstant i mine tanker

Per Bach Laursen (V) ser tilbage på et følelsesmæssigt 2022, og så skal 2023 være året, hvor det er slut med skåltaler for den grønne omstilling – der skal handles.
Vesthimmerland-borgmester Per Bach Laursen (V) fremhæver sin partiformand Jakob Ellemann-Jensen for sidstnævntes lederskab i det forgangne år.
Vesthimmerland-borgmester Per Bach Laursen (V) fremhæver sin partiformand Jakob Ellemann-Jensen for sidstnævntes lederskab i det forgangne år.
Foto: Pressefoto

Borgmester-status

Kommunen.dk har talt med en række borgmestre om det forgangne år og deres forventninger til 2023. 

I dag borgmester i Vesthimmerland, Per Bach Laursen (V). 

 Hvordan har du oplevet 2022 som borgmester?

- Det, der har fyldt mest, er helt klart invasionen i Ukraine og den flygtningestrøm, invasionen har medført. Samtidig har invasionen afstedkommet, at den grønne omstilling har fået et spark bagi, og der er kommet et stort fokus på en grøn energiproduktion, og det er spændende for os i Vesthimmerland - et eksempel er her, at regeringen har ønsket at få etableret energiøer, og her har vi spillet ind med to placeringer i vores kommuner. 

Hvilken sag har optaget dig mest i år?

- Det har været en vindmøllesag – i min borgmesterperiode er det ikke lykkedes at få gennemført et vindmølleprojekt udover et i foråret – og det er den sag. Den lykkedes at få plads og godkendt i byrådet. Det har involveret Kaare Dybvad (S), Viborg Stift og biskoppen. Det har indbefattet en masse arbejde på det område, som jeg selv ikke havde set komme – det lægger i tillæg med en masse andre ting, som man arbejder med som borgmester. 

Hvad har været din største udfordring i 2022?

- Det har nok været at holde følelserne ude af situationen med vores ukrainske flygtninge. Jeg er selv landmand, og jeg har nogen af dem ansat på min gård, og det lagt sammen med at jeg som borgmester arbejder med at finde vilkår til dem, så de får tag over hovedet, har været svært at adskille følelsesmæssigt. Jeg har kunnet vågne midt om natten for at tjekke medierne for at se, hvad der skete i Ukraine. På et tidspunkt kørte det konstant i mine tanker, og jeg var nødt til at finde ud af, hvordan jeg disponerede min tid. Nu er jeg blevet bedre til at håndtere det. 

Hvad har været din største succes/bedrift de seneste 12 måneder?

- Alle kommuner er spændt for økonomisk, men jeg synes, vi er kommet godt igennem 2022. Vi har ikke været i den situation, hvor vi ikke har kunnet holde fast i vores serviceniveau, og det er en succes. Samtidig vil jeg pege på, at vi er ramt af befolkningstilbagegang, men i 3. kvartal er vi lykkedes med at knække kurven. Jeg ved godt, at en stor del af det skyldes de ukrainske flygtning, men for os er det en stor succes, og det har faktisk styrket hele byrådets opfattelse af, hvem vi er. 

Hvilken politiker, synes du, har gjort det særligt godt i år?

- Jeg er nødt til at tage hatten af for Jakob Ellemann-Jensen. Da valget blev udskrevet, var der en tv-debat mellem de tre statsministerkandidater, og der gav han lige det, jeg havde brug for – og siden valgkampen blev udskrevet, har jeg set min formand træde frem i rampelyset. 

Hvad er dine personlige mål for 2023?

- Det er, at vi skal have energiøerne tætter på en virkelighed. Nu har vi lige været igennem en længere periode med regeringsdannelse, men 2023 skal være året, hvor vi begynder at se konturerne af det, vi ønsker. Der er mange skåltaler om grøn omstilling, men nu skal vi se det. 

Hvad bliver din største udfordring som borgmester i 2023?

- Sammen med de andre nordjyske borgmestre arbejder jeg intenst med at få 18 milliarder til forsvaret i Nordjylland. Det bliver en udfordring, fordi det rækker ud over min egen kommune. At få realiseret en strategi for hvordan vi får igennem på Christiansborg, at en anseelig del af de midler går til Nordjylland, bliver en stor opgave. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR