’Som viceborgmester i Viborg kommune vil jeg gerne understrege, at vi på ingen måde føler os presset. Vi står med en opgave, og den tager vi på os med glæde. Det er en udfordring, men vi giver den en ekstra skalle med positiv tilgang.’

Den kommentar til den aktuelle flygtningesituation havde onsdag givet den oppositionelle V-politiker, MEP og viceborgmester i Viborg, Jens Rohde, ikke færre end 17.370 sympatitilkendegivelser på Facebook. Kommentaren var direkte møntet på en ytring i tv fra DF’s udlændingeordfører Martin Henriksen om, at kommunerne er voldsomt pressede og ikke kan følge med og derfor ikke kan rumme flere flygtninge.

Med sin utvetydige afstandtagen fra DF kaster Jens Rohde sig igen ind i den værdipolitiske debat i regeringspartiet, hvor han tidligere på ugen overfor Politiko havde udtrykt sin frustration over sin egen regerings ageren, når han bliver spurgt om den i Europa: ’Danmark står tilbage som eneste land, der ikke tager nogen flygtninge. Jeg har svært ved at forstå det. Jeg har lige været en uge i Strasbourg, og jeg kan simpelthen ikke forklare mine kolleger i Europa-Parlamentet det, som med en dyb, dyb, dyb undren spørger, hvad det er, vi foretager os med annoncer og en appel om fælles løsninger, når vi ikke selv ønsker at deltage i dem’. Og Rohde er ikke alene blandt Venstres kommunalpolitikere, hvor integrationsminister Inger Støjbergs  indiskutabelt stramme linje møder modstand både for indholdet, men ikke mindst for retorikken, som flere ligesom Kolding-politikeren Merete Due Paarup finder for DF-agtig.

Partiet, der traditionelt har højt til loftet, må på de indre linjer dog også have en del at tale om. Kontroversielle udtalelser på de sociale og de traditionelle medier tyder på det. Thomas Bak, der repræsenterer V i både Fredensborg Kommune og Region Hovedstaden, måtte ud og kalde sine egne ytringer for urimelige, uigennemtænkte og tåbelige efter en grov forenkling, hvor han polemisk beskrev  asylsøgere som mellemøstlige flagafbrændere og ambassade-angribere. Den sammenligning huede ikke partifællerne, hvor blandt andet den politiske ordfører i folketingsgruppen Jakob Ellemann-Jensen kaldte det en ualmindelig tåbelig opdatering. Og Michael Gatten (V) fra Københavns Borgerrepræsentation beklagede, at ’de af os, der taler for, at der er en anden vej, hvor vi hjælper mennesker i ubeskrivelig frygtelig nød, bliver udråbt som virkelighedsfjerne og pladderhumanister.’

På høje nagler

At værdidebatten kører på de høje nagler i regeringspartiet, vidner en fynsk udmelding også om. Bo Libergren, der repræsenterer V i Odense Kommune og Region Syddanmark, problematiserede, at der i den nuværende flygtningesituation skulle være tale om ’velfærdssøgende muslimer’ – og at det nu gælder om at redde det kristne Europa, droppe internationale forpligtelser og opsige flere af konventionerne. Dermed mindede Libergren om, at man ikke kun finder islam-forskrækkelse i DF, som Venstre ifølge Claus Hjort Frederiksen da også har et værdifællesskab med.

Libergrens synspunkter havde æresmedlem Britta Schall Holberg svært ved at genkende som sit partis politik, sagde hun til TV2 og lagde sig dermed på linje med lokalformanden for Venstre i Norddjurs, Inge Dorte Mandrup, der har kritiseret regeringens annonce i en libanesisk avis for at tegne et billede af Danmark som et fremmedfjendsk land, ligesom folketingskandidat Kåre Traberg Smidt beklager, at det borgerlige Danmark har glemt det medmenneskelige ansigt og danser efter DF’s pibe.

Venstres bagland er ikke desto mindre åbenbart i stand til at rumme både Støjbergs linje og samtidig ønske dansk deltagelse i et europæisk flygtningekvotesystem, som regeringen ellers i skrivende stund modsætter sig. Det kan Politiken konstatere efter at have været i kontakt med 207 af partiets kredsformænd og lokale politikere. Støjbergs kurs er tilpas, lyder svarene fra de fleste, mens langt de fleste samtidig mener, Danmark bør være en del af en fælleseuropæisk fordelingsaftale. Og dermed vel mere eller mindre bakker op om Rohdes ønske om, at ’landspolitikerne ville tørre øjnene og gå ind i dialogen om, hvordan vi alle i fællesskab kan løse den opgave, vi står med. Vi er verdens rigeste land. Vi er verdens lykkeligste folk. Hvis ikke vi kan følge med, må vi stramme balderne lidt. Vi kan godt!’