Regeringsrokader er aldrig nogen mirakelkur. Tværtimod efterlader de som regel et indtryk af en slidt regering, der ikke rigtig har flere nye ideer og ofte skal langt ned i geleddet for at finde ministerkandidater.

Selvfølgelig findes der undtagelser. Da Connie Hedegaard blev miljøminister i 2004, skabte hun hurtigt en offensiv borgerlig miljøprofil, som flyttede fokus i forhold til de foregående år, hvor opgaven primært havde været at køre grønthøsteren gennem Auken-imperiet. Ligeledes pustede udnævnelsen af Lykke Friis også lidt liv i en VK-regering, som efterhånden fremstod lidt mat i sokkerne.
Et andet scoop var Lars Løkkes udnævnelse af Søren Pind til udviklingsminister, der i løbet af få minutter fik omdøbt sin post til frihedsminister og dermed etablerede en værdipolitisk platform for uddeling af udviklingsmidler.

Indtil videre må Helle Thornings seneste regeringsrokade dog siges at være hendes mest succesfulde. Dels er hun sluppet af med SF, der efterhånden var blevet et symbol på regeringens dysfunktionaliteter, dels har hun udnævnt ministre, som har vist sig ferme til at skabe politisk opmærksomhed.

Den gamle traver om, at ministre har 100 dage til at finde deres ben og sætte en dagsorden, er for længst passé - navnlig når vi er så langt henne i valgperioden. Visse af ministrene har da også været imponerende hurtige til at finde fødderne i deres nye job.

Det gælder i særdeleshed transportminister Magnus Heunicke, som via sin twitter-profil fik håndteret problemerne med rejsekort, før hans embedsmænd overhovedet var mødt på arbejde. Dernæst lavede han et veludført mediestunt ved at overnatte hos naboerne til Metro-byggeriet, og sidst, men ikke mindst viste han politisk overskud ved at rose den tidligere transportminister fra Venstre Hans Christian Schmidt for at have håndteret DSB's økonomiske udfordringer. Det giver et billede af en minister, der brænder for offentlig transport og kerer sig om almindelige mennesker, der benytter sig af samme.

Styrket profil
Ligeledes har handels- og udviklingsminister Mogens Jensen fundet sig en god platform i sin kamp for homoseksuelles rettigheder, og svipturen til Kampala for at delagtiggøre Ugandas regering i hans holdninger tegner et billede af en minister, som ikke er stoppet med at være politiker.

Endelig har de seneste uger budt på væg til væg-TV med Martin Lidegaard. Kynisk vurderet er krisen på Krim gjort af det stof, som skaber udenrigsministres drømme. De fleste kan sikkert huske, hvordan Per Stig Møller buldrede op ad popularitetsskalaen under krigen mellem Israel og Libanon i 2006, hvor cirka 6000 danskere pludselig skulle evakueres fra ferieophold i Libanon.

Der er ingen tvivl om, at det styrker regeringens samlede profil, at det er Lidegaard, som sidder på dagsordenen i Udenrigsministeriet fremfor Holger K., der - endskønt han har et positivt skudsmål for sin tid på Asiatisk Plads - trods alt ikke tegnede fremtiden for sit parti eller regeringen.

Spørgsmålet er så, om det for alvor løser regeringens problem at lave en vellykket rokade. Hertil må man stadig svare nej.

Det politiske landskab har de senere år været kendetegnet af et totalt fravær af vælgermæssig begejstring. Tidligere bulede posen altid ud et eller andet sted. I 2005 festede den kreative klasse hos De Radicoole, og op til valget i 2007 fylkedes 'nok-er-nok'erne' om Ny Alliance, og derefter var der vind i sejlene hos SF. I dag skyldes de store vælgerforskydninger primært, at vælgerne har fravalgt Socialdemokraterne og SF i skuffelse og frustration over de mange løftebrud, mere end et aktivt tilvalg af Venstre, DF og Enhedslisten.

Radikale Venstre har gennem hele valgperioden ligget nogenlunde stabilt omkring de 10 procent. Det er i radikal partihistorie en ganske imponerende bedrift, hvis Margrethe Vestager kan holde det niveau henover to valg. Samtidig må man erkende, at der næppe er mere end 10 procent radikale i kongeriget. Det har i hvert fald ikke været muligt at vride partiet meget højere op i meningsmålingerne på trods af en partiformand, der især i regeringens første år fremstod som den, der svingede taktstokken.

Til gengæld har prisen været høj for regeringspartnerne, hvilket sagen om børnechecken blot er det seneste eksempel på. Her vrisser flere socialdemokratier af den manglende radikale forståelse for dialog og samarbejde i regeringen, og i sidste uge følte Holger K. sig højst overraskende kaldet til i Euroman at græde ud over det ubehagelige forhandlingsklima, som Vestager bidrog kraftigt til, da SF var i regering.

Netop dette understreger regeringens grundlæggende problem. Selvom den seneste regeringsrokade har været en pæn succes, og selvom 'b-kæden' af ministre faktisk klarer sig ganske godt, så er det primært på sidste tal før kommaet og på decimalerne, at de kan påvirke, hvor vælgerne sætter krydset. De store tal bestemmes af partilederne - og her er der fortsat god plads til begejstring i vælgerkorpset.