Ringkjøbing-Skjern Kommune har gjort deres informationsmøde for kommunens seniorer til en fælles fødselsdag for de 75-årige i byen. Begivenheden skal ikke ”kun” løse den udfordring, at borgerne skal have formel viden om deres rettigheder som borgere eller  vide, hvilke serviceydelser der er på hylderne i kommunen. Fødselsdagen skal også skabe den begivenhed, der muliggør, at seniorerne faktisk oplever velfærd i mødet med kommunen. Her kan man dufte kaffen, smage en hjemmelavet kage, mærke på servietringene af træ eller af glas, der er snittet og malet af seniorer i det lokale aktivitetscenter, og møde andre borgere. Det er ikke kun mødet, der går fra at være et velplanlagt informationsmøde om velfærd til at blive en levende begivenhed, der skaber velfærd. Det er også effekterne, der transformeres. Et informationsmøde mellem kommune og borgere er groft sagt designet til at have nogle mere eller mindre forudsigelige effekter: Vi skal kunne måle på, at x antal seniorer har hørt om vores serviceydelser til dem. Tjek. Vi skal måle på, hvem af disse der er ensomme på en skala 1-10. Tjek.

Med fødselsdagen er effekten af de spor, som begivenheden skaber, knap så forudsigelig og det er paradoksalt nok det, der skaber en kvalitativt bedre velfærd. Fødselsdagen kan skabe mange nye mulige møder mellem dem, der deltager, der igen kan skabe mere oplevet velfærd. Egon kan måske møde Gerda, som han kun har set i den lokale brugs. Og måske skaber fødselsdagen mulighed for, at de kan skabe et nyt summende møde. Kommunen har eksempelvis en madkurv, som de ældre til hver en tid kan bestille og få med sig. De kan få den med hjem eller tage den med på en skovtur. På den måde bliver madkurven en ud af flere mulige måder, hvorpå kommunes medarbejdere kan hjælpe med at holde liv i de spontane, vage og uforudsigelige processer, som fødselsdagen har sat i gang. Det bliver en måde, hvorpå kvaliteten fra fødselsdagen kan strækkes og transmitteres til nye næste mikroskridt. Det vil sige, at fødselsdagen ikke kun handler om at lede på en forudsigelig effekt af en kausal og planlagt proces. Den handler om at lede på de potentielle og endnu ikke mulige skridt og det næste potentielle, endnu ikke mulige skridt og …

Med den hollandske filosof Spinoza kan man yderligere tilføje den pointe, at fødselsdagen skaber en begivenhed, hvor både ledere, medarbejdere og borgere bliver berørt og affekter hinanden. Og pointen er, at den dobbelte bevægelse af sociale og sanselige berøringer, hvor ved selve kvaliteten af deres relation ’fortættes’, skærper den kreative handlekraft.

Dermed bliver den affektive samskabelse mellem dem, der er med til fødselsdagen - seniorerne, personalet, de pårørende og måske andre borgere fra byen - en slags abstrakt dans med det endnu ikke mulige, men samtidig en meget virkelig dans. Det kan faktisk mærkes, når man lige nu og her tager et skridt sammen, der har en kvalitativt bedre handlekraft. Refleksion bliver med denne form for begivenheder en virkelig følt tanke om velfærd. Det bliver en affekt, der genererer en refleksion ”inde fra” velfærdsskabelsen. Og desto mere vi skaber inflexions og ’det, vi kan mærke, der skaber handlekraft’, desto mere skaber vi det, der skaber handlekraft, lyder den teoretiske præmis. I praksis kommer det til udtryk på denne måde:

Personalet reflekterer over, at det ikke er hjælpsomt med spørgeskemaer i forhold til at finde ud af, hvorvidt begivenheder som fødselsdagen ”virker” efter hensigten. Det vil måle på effekten og ikke på kvaliteten af sådanne begivenheder – og dermed vil det ikke kunne gribe de kvaliteter, der potentielt skaber overgang til nye mulige kvalitetsskabende skridt. Spørgeskemaet vil formentlig spænde ben for potentielt nye skridt, da det igen vil gøre seniorerne til objekter for viden. For at fremme den affektive velfærdsskabelse sætter personalet sig i stedet ved bordene med de ældre og fornemmer, hvordan det går – og hvad der er ved at ske.

Samtidig er det deres mulighed for kreativt og spontant at ’puffe’ lidt til det, der sker, således at kvaliteten af selve relationerne kan intensiveres og transmitteres. På den måde skærper de deres blik for den vage og den endnu ikke mulige viden, og de forsøger at realisere den vage viden i nye aktuelle skridt ”inde fra” deres registreringer af mikro-bevægelserne. Men igen - det er ikke en envejsproces. Ved netop at bruge fødselsdagen som en begivenhed, der også aktiverer seniorernes sanser og giver dem lyst til at deltage i fællesskaber, anspores de også til at bruge sig selv som kreative velfærds-seismografer til at fornemme og mærke, hvad der er på vej.

Alt i alt kan man sige, at fødselsdagen er en velfærdsaktion, der arbejder på målrettet at aktivere den vage og endnu ikke mulige viden om velfærd, der bliver til mellem os. Teknikkerne er ikke målstyring og planer, fordi de leder på det, der allerede er. Derimod er det teknikker som pausen, at registrere stemninger, at lytte, at puffe, at undre sig ”indefra” og det at lægge lag til med mere, der muliggør et fokus på den vage, spontane og endnu ikke mulige velfærd – eller det, man med Aristoteles kunne kalde phronesis: praktisk visdom.

Der er andre eksempler på, hvordan kommunerne til trods – eller måske netop på grund – af velfærdskrisen forsøger at tænke ’mere velfærd for mindre’ som ’kvalitativt bedre velfærd for alle’. Biblioteker laver læsesaloner hjemme hos folk eller på cafeer. Sundhedscentre rykker ud i naturen og skaber sundhed gennem vandreture, hvor der skabes nye former for faglige møder mellem borgere. Kommuner fremmer knopskydende kulturhuse, der skabes af borgerne fremfor at blive planlagt på rådhuset med mere. Ideen om, at borgeren har velfærdsrettigheder og ret til at få en service, ser ikke ud til at forsvinde. Men der er tegn på, at flere kommuner og lokale fællesskaber kan se det værdifulde i at arbejde med velfærd gennem mærkbare velfærdsaktioner, der sætter kroppen og dermed også tankerne i bevægelse.

Den gryende forståelse af velfærd som en kvalitet, der skabes, mærkes, gøres og genereres gennem velfærdsaktioner, betyder ikke kun et skift i forhold til ledelse, men også i forhold til forskning. Strategisk ledelse kommer ikke kun til at handle om 1) at designe projekter og ydelser, 2) efterfølgende implementere dem og 3) dernæst måle på effekten. Denne tilgang til den oplevede velfærd kan fungere som en stop-operation, fordi de leder vel-færdskvalitet på distance.

Et forskningsprojekt på CBS, der handler om strategisk ledelse af velfærd i bevægelse i en række kommuner, viser tegn på, at ledelse bliver et spørgsmål om at rette opmærksomheden mod de livgivende mikroprocesser, der allerede sker og finder sted, og arbejde kreativt med at fremme disse mikroprocesser ”indefra” som deltagere. Groft sagt bliver strategisk ledelse til strategizing. Altså et verbum - noget, man gør. En af de metoder, der arbejdes med i projektet, er at starte med at udpege de kerneopgaver, hvor man netop vil intensivere velfærd gennem skabende, gørende og tænkende velfærdsaktioner. Gennem nye begreber for ledelse, kreative benspænd og etiske overvejelser bruges praksis som tænkende træningsbaner til at fremme de ledere, medarbejdere og borgere, der kan ”se” de mikroskopiske bevægelser og som kan være med til blidt at ”puffe” dem på en måde, der fremmer en kvalitativt bedre velfærd for alle. På den måde bliver den aktuelle opgave brugt til at træne kapaciteten til at skabe nye kreative og mikroskopiske dansetrin sammen. Og det strategiske næste skridt bæres derigennem (også) frem gennem processen. Forskning og uddannelse i velfærdsledelse bliver på den måde også udfordret.

Når velfærd bliver til gennem velfærdsaktioner, der gøres, skabes og tænkes, synes det ikke længere tilstrækkeligt at stå på kritisk distance og pege på alle faldgruberne ved offentlig ledelse. Der åbner sig også en mulighed for, at forskning kan begynde at udvikle en kritik, der gennem kreativ med-skabelse undersøger, hvordan vi så kan kultivere mere handlekraft og liv ”inde fra” disse processer? Ligeledes er der et potentiale for at tænke lederuddannelse gennem disse aktioner.