Kommunen.dk
MENU

Velfærden trænger til en stemme i valgkampens larm

Det vil klæde flere af valgkampens kombattanter at have øje for, at vi også bør opruste på den nære, kommunale velfærd. Uden ekstra penge i forårets kommuneaftale svækker vi sammenhængskraften i det samfund, vi netop ønsker at beskytte.

Velfærden trænger til en stemme i valgkampens larm

Det vil klæde flere af valgkampens kombattanter at have øje for, at vi også bør opruste på den nære, kommunale velfærd. Uden ekstra penge i forårets kommuneaftale svækker vi sammenhængskraften i det samfund, vi netop ønsker at beskytte.
Fra valgmøde i Horsens - Vi har brug for en mere saglig politisk debat om de reelle udfordringer i velfærden. Om fremtidens velfærd, mener Lene Roed.
Fra valgmøde i Horsens - Vi har brug for en mere saglig politisk debat om de reelle udfordringer i velfærden. Om fremtidens velfærd, mener Lene Roed.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
22. mar 2026
Lene Roed
LENE ROED
FORMAND
HK KOMMUNAL
Email

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk

Skat, pension, oprustning, svin og drikkevand. Alle er det vigtige temaer i den valgkamp, der nu ruller for fuld skrue. Blandt de mange håbefulde, potentielle folketingspolitikere savner jeg imidlertid en mere samlet og helt afgørende debat om, hvordan vi fremtidssikrer og udvikler danskernes velfærd. Den velfærd, der er forankret i vores 98 kommuner.

For uden en velfungerende, kommunal velfærd bliver fundamentet under vores samfundsmodel svækket. Den danske sammenhængskraft hviler på, at vi kan stole på, at vores børn bliver passet godt på i daginstitutionen, at skolen fungerer, at vores ældre får en værdig pleje, og at sundhedsvæsenet er der, når vi har brug for det.

Ingen investering i kommunal service

Debatten om fremtidens velfærd er ellers ganske presserende. Råderummet er stort set blevet spist op af især oprustningen. Og i regeringens 2035-plan er der i praksis kun afsat midler til at dække det såkaldte demografiske træk – altså at der bliver flere børn og ældre. Investeringer i den kommunale service, der siden 2010 har haft et betydeligt efterslæb, er der ikke levnet plads til.

Jeg har derfor bange anelser om udfaldet af den økonomiaftale med kommunerne, der i det sene forår skal lægge grundlaget for det kommende års kommunale serviceniveau. Indtil videre er der absolut ingen anledning til at tro, at man vil gentage de seneste to års pæne økonomiaftaler, der markerede et velkomment opgør med mange års smalhals. Hvis ikke man får italesat behovet for velfærdsinvesteringer og får fundet den nødvendige finansiering hertil, bliver det godt nok en pauver omgang.  

Hvis velfærden kun følger med befolkningsudviklingen og ikke også velstandsudviklingen, vil kvaliteten uundgåeligt blive udhulet over tid. Borgerne forventer med rette, at den offentlige service udvikler sig. At sundhedsvæsenet har moderne udstyr og behandlinger. At undervisningen følger med den teknologiske udvikling. Og at hjælpen er der, når mennesker mistrives eller har brug for støtte. Det kræver investeringer – ikke blot status quo.

Fokusér på vores samlede velfærd

Det gælder også investeringer i de medarbejdere, der får velfærden til at fungere i praksis. Som for eksempel de HK’ere, der hver eneste dag trimmer de mange enkeltdele i velfærdens maskinrum, og som får systemerne til at spille sammen i en effektiv helhed.

Vores HK’ere er på mange måder forudsætningen for, at velfærden bliver udmøntet efter politikernes ønsker og prioriteringer – med særdeles høj retssikkerhed for borgerne. Når systemer bliver mere komplekse, og når digitaliseringen fylder mere, bliver behovet for faglige medarbejdere med overblik kun større. Teknologi skaber ikke tillid i sig selv. Tillid opstår, når der står et kompetent menneske bag systemet, som kan forklare, koordinere og sikre, at reglerne bliver anvendt korrekt.

Vi har brug for en mere saglig politisk debat om de reelle udfordringer i velfærden. Om fremtidens velfærd. Ja, vi lever i en urolig verden, hvor det er nødvendigt at styrke vores forsvar. Men netop i en tid med stigende utryghed er det også afgørende at styrke det, der på mange måder binder os sammen som samfund, nemlig vores fælles velfærd. Det er her, tilliden mellem borgere og myndigheder skabes. Det er her, vi passer på hinanden. Og det er her, fundamentet for vores samfundsmodel ligger.

Kære partier i valgkamp: Løft fra tid til anden blikket fra skænderierne og fokuser på vores samlede velfærd. Ikke kun på dens problemer, men også på løsninger for fremtiden.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR