Valgforsker om stop for politiske annoncer: Det tager os ikke tilbage til stenalderen
Valgforsker om stop for politiske annoncer: Det tager os ikke tilbage til stenalderen

Partier, lister og kandidater til kommunalvalget skal nu finde på noget andet end politiske annoncer på sociale medier at kaste deres valgkamps-millioner efter. Det sker, efter Meta lukker ned for muligheden for at annoncere politisk indhold på deres platforme.
Hvad der i de seneste valgkampe har været set som et smart og særligt billigt værktøj til at nå ud til præcis den vælgergruppe, man som kandidat ønsker, er nu væk. Talerøret for kandidaterne er blevet mindre.
Men det betyder ikke, at vælgeradfærden ved valgkampen ændres fundamentalt. Det mener Rune Stubager, valgforsker på Aarhus Universitet.
- Mit indtryk er, at mange kandidater havde regnet med at benytte sig af det værktøj. Det sætter kandidaterne tilbage. Men vi er ikke tilbage i stenalderen. Hvis vi går 15 år tilbage, så brugte man det ikke. Nu må kandidaterne tage fat i de mere velkendte og velafprøvede værktøjer i stedet for, siger han.
Ændrer ikke vælgeradfærden
Kommunalvalget til november bliver næsten fuldstændig renset for betalte politiske annoncer på diverse sociale platforme. Mens Metas beslutning har trukket overskrifter de seneste uger, så fjerner Google og Youtube også politiske annoncer fra oktober.
I forvejen var politiske annoncer heller ikke tilladt på TikTok, LinkedIn og X.
Opgørelser fra tidligere danske valg viser, at partier og kandidater har brugt adskillige millioner på Metas platforme.
Men slvom der tidligere har været postet store beløb i techgiganten, venter Rune Stubager ikke store ændringer i vælgeradfærden ved valget i november.
- Det gør det lidt sværere for kandidaterne at nå ud med deres budskaber, men vælgerne kan stadig orientere sig på de mere traditionelle måder. Jeg har aldrig troet på, at annoncer på Facebook for alvor flyttede særlig meget, siger han.
Rune Stubager forklarer, at annoncerne typisk har rettet sig mod vælgergrupper, som partierne alligevel lå tæt opad.
- Det er de mest sandsynlige vælgere, de har gået efter. Vælgere i farvandet for at stemme på partiet. Derfor tænker ikke, det nødvendigvis flytter meget i det store billede. Men det kan godt være, at mere ukendte kandidater får sværere ved at gøre opmærksom på sig selv.
Splittelse blandt danske vælgere
Rune Stubager gransker som valgforsker særligt vælgeradfærden. Han har fokus på vælgeradfærd ved folketingsvalg, men understreger at forskellen til kommunalvalg er begrænset.
I 2021 udgav han sammen med kollegaer en større granskning af de danske vælgeres adfærd over 50 år. Her noterede forskerne sig en stærk splittelse blandt danskerne ved slutningen af den undersøgte periode, som ikke var observeret før.
Mens socialklasse typisk skilte vælgerne ad før i tiden, så er det i dag andre faktorer, der udgør en større splittelse.
- Vi har fået en stærkere opdeling på køn. Kvinderne er mere røde end mændene. Og uddannelse betyder også mere end før, hvor folk med længere uddannelser stemmer mere venstreorienteret end folk med kortere uddannelser, siger Rune Stubager og fortæller, at det ikke har ændret sig siden:
-Vi kan se at det i hvert fald fortsætter når det gælder køn, hvor der er den samme splittelse som tidligere. Det er faktorer, som generelt bevæger sig relativt langsomt, så det skifter ikke kraftigt fra et valg til et andet.
Og det er noget, som partierne og kandidaterne skal finde en tilgang til.
- Man skal gøre op med sig selv, om man vil tale til den splittelse ved at koncentrere sig om den ene af siderne eller man vil forsøge at ramme begge poler, siger han.
Er det nemt at rykke stemmer?
Valgkampe betyder uddeling af bolcher og pjecer, partisoldater, der hænger plakater op og landsdækkende kampagner fra de store partier. Valgkampe koster penge. Men hvilken effekt har det egentlig, når kandidaterne investerer tid og penge i at rykke stemmer?
Rune Stubager forklarer, at det kan være svært at give en entydig konklusion på, om man ved kommunalvalget har et stort eller lille manøvrerum for at rykke stemmer.
- Det kommer an på, hvad man mener med manøvrerum. Ved seneste folketingsvalg har vi ikke nogensinde oplevet så højt et niveau af partiskift. Så ud fra det perspektiv er der betydeligt manøvrerum. Det var halvdelen af vælgerne, der skiftede parti.
- Så det tyder i den grad på, at vælgerne er til at tale med for partierne.
Men samtidig indikerede valget ikke øget tendens til at skifte imellem blokkene. Derfor ligger muligheden for at rykke stemmer primært i at lokke vælgere til fra nærtstående partier.
- Men det kan man altså også godt. Det betyder noget for de enkelte partier og de kandidater, der bliver valgt. Men det er ikke sikkert, at det har så stor betydning for flertalsdannelserne i kommunerne. Kommunerne er andet spil med flertalsdannelser fordi der følger de endnu mindre de traditionelle blokopdelinger. Omvendt kan det godt få en større betydning, fordi konstellationerne også er mere uforudsigelige.
- For på den berømte konstellationsnat er der i hvert fald et vist rum for studehandler, siger han.
Historien kort
- Valgforsker Rune Stubager mener, at selvom Metas beslutning om at lukke ned for politiske annoncer har vakt postyr hos partierne, så ændrer det ikke vælgeradfærden markant.
- Muligheden for at rykke stemmer ligger primært i at lokke vælgere til fra nærtstående partier.
- Det fortæller også Rune Stubager, at der er et vist manøvrerum for partierne i forhold til at aktivere vælgerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.




























