Kommunalvalget 2013 har som alle andre valg flere formål. For det første er der det primære i hver af de 98 kommuner: At udvælge politikere, som skal træffe beslutninger på vegne af borgerne de kommende fire år. For det andet er det et selvstændigt mål, at denne udvælgelse sker gennem borgernes aktive deltagelse.

Danske kommunalpolitikere rejser glade rundt og fortæller lettere pralende deres udenlandske kolleger om en i international sammenligning meget høj valgdeltagelse, som kun få andre lande kan fremvise. For det tredje er valget en anledning til i en fælles offentlighed at drøfte det politiske indhold: Hvordan går det i kommunen? Hvilken politik er der blevet ført? Hvad er de største problemer? Og hvilken politik skal der føres de kommende fire år? Endelig er der for det fjerde et symbolsk formål: At bekræfte demokratiet og gøre politikken legitim igennem den symbolske handling, hvor magten deles op i mere end fire millioner småbidder – stemmesedlerne – der så på valgdagen samles sammen og fordeles til cirka 2.400 kommunalpolitikere, som derefter har fire år til at bruge og udnytte magten. Kommunalvalgene er dog også et ritual, fyldt med rituelle handlinger, hvor de samme aktører gør de samme ting, som de altid har gjort.

De lokale partiforeninger har længe været i fuld gang med at samle kandidater og arbejde med de partiprogrammer, som lokalt i hver enkelt kommune skal danne grundlag for valgkampen. Det er i den forbindelse især et ritual at beklage sig over manglen på kandidater. Kandidattallet faldt i 2009 til 9.049 mod 11.407 i 2005 – et fald på lidt mere end 20 procent. Der er to naturlige forklaringer på faldet. Dels at der i 2005 – det første valg til de nye 98 kommuner – var usædvanlig mange kandidater, da mange politikere fra de gamle kommuner gerne ville fortsætte. Dels at mange byråd i 2009 nedsatte antallet af medlemmer, så der kun skulle vælges 2.468 byrådsmedlemmer mod 2.522 i 2005. Ses kandidattallet i forhold til antallet af poster, var der knap 3,7 kandidater per post, hvilket er det samme som ved kommunalvalgene før kommunalreformen i 1993, 1997 og 2001, men også det samme som ved valgene i 1962 og 1966 før kommunalreformen i 1970! Kandidattallet er i virkeligheden yderst stabilt med 3,5-4 kandidater pr. post, med 1970’erne som en undtagelse, hvor kandidattallet blev presset op på 5 kandidater pr. post på grund af kombinationen af kommunalreformen og jordskredsvalget i 1973, som fordoblede antallet af partier, som opstillede. Over de seneste 50 år er kandidattallet altså grundlæggende stabilt, men partierne beklager sig rituelt, mens medierne lige så rituelt bringer disse beklagelser ud til vælgerne og bekræfter opfattelsen af, at kommuner er lig med problemer og ting, som ikke fungerer.

Stik imod fakta

Netop denne negative opfattelse præger rituelt regering, folketingsmedlemmer og nationale såvel som lokale mediers beskrivelse af danske kommuner: Kommunerne overholder ikke lovene, budgetterne sprænges, aftalerne brydes – og opfattelsen gentages igen og igen. Fakta er det stik modsatte. Kommunerne er nemlig præget af stabilitet, og de har styr på det meste.

Tag blot økonomien, hvor alle 98 kommuner hvert eneste år siden kommunalreformen har haft balance i regnskaberne: Udgifter og indtægter stemmer perfekt overens. Både VK-regeringen og den nuværende regering lånte i samme periode 40-50-60 mia. kr. årligt for at få statsbudgettet til at hænge sammen. Eller tag kommunernes gæld, som har været stabil i mange år og kun er på 90 mia. kr. og trods økonomisk krise ikke vokser, mens statens gæld vokser med ekspresfart og er på kant med kravene i EU's finanspagt.

Et tredje ritual er borgmestres og kommunalpolitikeres beklagelser over, at de ingen magt har. Borgmestre og politikere vil under valgkampen klage over, at de ikke selv kan bestemme kommuneskatten, at der er streng økonomisk styring via kommuneaftalerne, og at mediernes kritiske historier om kommunerne fører til, at Folketinget lovgiver mere og mere detaljeret: I radioavisen om morgenen – på Folketingets dagsorden om eftermiddagen. Kommunalpolitikernes beklagelser er i et valgår næsten tragikomiske: Stem på mig – men jeg har ingen magt! Og opfattelsen er helt ude af trit med fakta. Kommunernes service- og udgiftsniveauer overfor borgerne varierer på alle områder, nogle gange med store forskelle, andre gange med næsten ekstreme forskelle.

Kommuneskatten varierer eksempelvis mellem 22,7 og 27,8, mens mange takster varierer endnu mere. Eksempelvis koster det 1.298 kr. pr. måned at have en barn i børnehave i landets billigste kommune, mens det koster 2.234 kr. i landets dyreste kommune. Den sidste forskel kan sikre én gratis eller måske to årlige charterrejser til en familie med to børn alt efter valget af bosætningskommune og understreger lige så klart råderummet for kommunalpolitikerne. Det er vigtigt, hvilken kommune borgeren vælger at bo i, og det er lige så vigtigt, hvad kommunalpolitikerne vælger at bruge deres store magt til.

Autonomi er ikke presset

Ikke blot borgernes betaling er forskellig, men også hvad de får af service til gengæld. I folkeskolen, som står i centrum af dansk politik i foråret 2013, bruger den mest sparsommelige kommune knap 47.000 kr. årlig pr. elev, mens den kommune, som anvender mest på folkeskolen, bruger mere end 96.000 kr. pr. elev. I den anden ende af aldersgrupperne spenderer landets mest ekstravagante kommune 74.000 pr. ældre, mens man i den anden ende af udgiftsniveauet finder en kommune, som kun bruger 24.000 kr. pr. ældre. Hvor mon en pensionist helst vil bo? Og hvordan kan borgmestre og kommunalpolitikere i ramme alvor skælde ud på regering og Folketing og hævde, at autonomien og det kommunale selvstyre er presset i disse år? Der findes formentlig ingen kommunalpolitikere i verden, som har mere magt end de danske kommunalpolitikere.

Kandidattallet ved kommunalvalgene er historisk yderst stabilt, men partier og kommunalpolitikere beklager sig rituelt over mangel på kandidater. Kommunerne kritiseres rituelt for ikke at have styr på økonomien, selv om fakta er, at de sammenlignet med staten har nærmest eksemplarisk styr på økonomien. Kommunalpolitikerne klager rituelt over magtesløshed, selvom fakta er, at de er verdens mest magtfulde lokalpolitikere.

Hvad er konklusionen på disse ritualer? At kommunalvalgene 2013 er en oplagt mulighed for partier, kommunalpolitikere og medier til at bryde ritualerne og afsløre myterne om kommunerne ved at fortælle nogle anderledes og positive historier om kommunalpolitik – baseret på fakta fremfor ritualiserede myter.                                 :