Sidste år ved denne tid genudsendte DR julekalenderen ‘Nissernes Ø’, i år er det DF, der nyopfører ‘Karens Ø’, opkaldt af kommentatorviddet efter Socialdemokratiets daværende indenrigsminister Karen Jespersens forslag til, hvad man skulle gøre af ‘tyvagtige asylansøgere’, som en avisoverskrift lød dengang. Det var i 2000, men først nu, 18 år og et partiskifte senere, bliver det til noget.

Den lille ø Lindholm har i årevis kun yderst sporadisk nydt medieomtale, og som regel kun i forbindelse med mund- og klovesyge eller andre husdyrvirusser, som man på grund af den afsides beliggenhed fandt det sikrest at eksperimentere med på et sted, hvorfra smittespredningsrisikoen måtte anses for håndterlig. Også på den led en symbolladet placering af et opholdsssted for afviste asylansøgere med straffelovs-, våbenlovs-, knivlovs- og andre lovovertrædelser i bagagen, andre kriminelle udlændinge der er udvist, samt udlændinge på tålt ophold.

Den øde ø tog overskrifterne, igen.

Dansk Folkeparti kunne kun være tilfreds, og det var partiet da også. Man må formode, at tilfredsheden også udstrækker sig til at gælde den næsten fuldstændige ikke-opmærksomhed, der efterfølgende er blevet en lille indledningsvis mislyd til del. Det samme må man formode må gælde for mislydens ophavsmand Simon Vanggaard, der i egenskab af DF-viceborgmester i det nuværende udrejsecenter Kærshovedgårds hjemkommune Ikast-Brande kom til i utide at brænde en nyhed af, som var så upræcis, at den decideret var forkert.

Fake news er ellers ikke i høj kurs, men den offentlige kritik af Simon Vanggaard er udeblevet, overtrumfet af spektakulariteten i den korrekte version af nyheden. Til gengæld må man formode, at Dansk Folkeparti internt ikke har ladet ham i tvivl om, hvor lidt partitoppen synes om den slags udskejelser, især da i utide i den allersidste fase af forhandlinger der endnu ikke var afsluttet.

Simon Vanggaards glade melding kom den sidste fredag i november, mens der stadig blev forhandlet finanslov, eller der i det mindste endnu ikke var meldt en aftale ud. At det lige skulle blive en midtjysk kommunalpolitiker, der breakede en nyhed fra Finansministeriet, skyldtes naturligvis den geografiske beliggenhed af udrejsecenter Kærshovedgård - og at han ikke formåede at sidde på nyheden indtil den officielle udmelding, skyldtes en lige så naturlig glæde over udsigten til at få udrejsecentrets mest problematiske beboere ekspederet andetsteds hen.

Dog ikke ved en total lukning af Kærshovedgård, som den første misforståede eller overfortolkede melding lød, men upræcisionen overtrumfes af geografien. I Ikast-Brande er den delvise flytning stadig en god nyhed.

Også i omegnen af det udpegede nye hjemsted for Kærshovedgårds mindst ønskede beboere har geografien den absolutte hovedrolle. Som kendt indædt hardliner i udlændingespørgsmål var eksempelvis eks-udlændingeordfører Marcus Knuth fra udlændingeministerpartiet Venstre vild med ideen om at flytte de af- og udviste ud på en ø, men kun indtil det gik op for ham at øen, og dens forbindelsespunkt på fastlandet, ligger lige i hjertet af hans opstillingskreds.

Man bemærker også, at når forskellige V-borgmestre rundt i landet lufter deres ubehag ved det menneskelige aspekt af at placere i forvejen udgrænsede personer så afsides, så er der ikke en eneste af dem, der benytter lejligheden til at tilbyde, at så kan de da bare bo i deres kommune. Det er en principiel betænkelighed, må man forstå.

Principiel som i: andre må løse det, og løse det andet sted end lige hvor man selv bor.