Jeg er blevet opfordret til at skrive om samlivsformer. Her i dette blad. Det kan jeg ikke i dag. I dag er der valg. Dette er ikke en valgtale. I det følgende vil jeg forsøge at beskrive en tilstand. Jeg har ingen belæg for at skrive de ting, jeg skriver her. Men det er sådan mine tanker kører, kører i ring. Sommetider.

Jeg går velopdragent ned med avisen, der beskriver det kommende valg. Dumper den i beholderen til papir. Jeg tager artigt ting lavet af glas med. De knuses i beholderen. Jeg går pænt ned med batterierne og pærerne. Jeg går i genbrugstøj. Men ellers går livet. Foråret er jo stadig grønt. Syrenerne smager også sødt. Det ser godt ud. Men der er noget galt. Noget, der er endnu mere galt end sidste år ved samme tid. Som om det ”noget” bliver værre og værre.

Der er uorden i systemet. Jeg har stadig dårlig samvittighed. Jeg har på en måde mistet lysten til at opføre mig anstændigt. Lysten til at slukke for lyset, spare på vandet, råbe op, alt det, jeg fik ind med modermælken i halvfjerdserne. Alt det, der sidder på rygraden. Det er som om jeg er lidt til grin. Som om jeg efterhånden skal tage mig sammen til at tro på, at det ikke kun er patetiske symbolhandlinger i det store regnskab.

Vi bygger små hyggelige taghaver med økologiske grøntsager. Vi hygger os, mens vi taler om økologiske kyllinger til høje priser, som vi kunne købe, hvis vi havde råd. Vi ville køre i elbiler. Eller vi burde køre i elbiler, hvis de ikke også var så fandens dyre. Danmark skulle ligge miljømæssigt i front, hvis vi turde (læg mærke til modalverberne: burde, skulle, kunne, turde, ville).

Der findes utallige eventyrlige, små, hyggelige danske initiativer, som de kan more sig over i Kina og USA. Kina, som synes, det er den vestlige verden, der har svinet jorden til, og derfor forventer, at det er den vestlige verden, USA og Europa, der rydder op. Og derfor slet ikke føler noget synderligt ansvar. Og USA, der lige har stemt og er blevet enig med sig selv om, at den globale opvarmning intet har med mennesket at gøre. Og så skal jeg blive rørt, når den danske stat, kommunen, medierne bakker de fine, lokale initiativer op, får folk til at føle, at de gør en forskel. Det er så rart at positionere sig som politisk korrekt.

Kratluskere og lurepassere ville Kaptajn Haddock råbe. Vi venter lige på Kina og USA. Vi venter lige på, at regnskoven fældes, så der kan gøres plads til marker, til køer, der fiser og som bliver til kød, der flyver i flyvemaskiner eller sejler i store containerskibe. Vi venter lige på, at gorillaerne nakkes, isbjørnene ingen is har at fange sæler fra – isbjørnene er alligevel tvekønnede, elefanterne pløkkes, koralrevet kvæles, varmen stiger, vandet stiger, lande svinder ind, drikkevandet forurenes, erhvervsstøtten til fossile brændstoffer forbliver overdådig. Jeg vil ikke nævne de enorme lagre med uudpakket forældet elektronik, der ender i en maskine, kvases til filtrede metaltråde. Det BURDE sendes til lande med mangel på elektronik. Men forbrug er vigtigt for hjulene, samfundshjulene.

Og hvad har alt det overhovedet med Danmark at gøre? De her problematikker ligger i fremmede lande. Hvor der bor fremmede mennesker. Fremmede mennesker, der ikke er begavede nok til at bygge et elegant demokrati op som vores. De skal blive i deres ressourcesvage, epidemiramte, krigshærgede, religiøs/fanatiske, korrupte lande. Vi skal isolere os fra dem. Vi kan jo ikke redde hele verden. Og hvis vi redder hele verden, kommer de fra rummet og vil reddes også. Bare vent og se.

Men hvordan redder vi vores sjæl i alle de komplicerede beslutninger? Det er et spørgsmål, vi ikke kan nå at svare på. Der er fire år mellem valg. Miljømæssige og medmenneskelige foranstaltninger tager længere tid end fire år. Der er ikke noget klart incitament for en politiker til at gøre noget for anstændigheden, for miljøet. Det er vigtigere for politikerne, for partierne at blive genvalgt. Miljø og anstændighed står ikke øverst på deres kortsigtede lister. Eller er det en fordom? Er det de rene rablerier?

Heldigvis er havørnen kommet tilbage. I det mindste. Det er vigtigt at indskyde midt i alt klynkeriet. De blev ellers skudt, udryddet. Vandrefalken er også kommet tilbage. Falken spiste dyrene, der spiste planterne, der var sprøjtede med DDT. Falken lagde æg. Den lagde sig til rette på de æg. Skallen brast. Det var DDT’en. Skallen porøs som en sæbeboble. Nu sprøjter man med noget andet. Falken er derfor tilbage. Den kan lægge sig på sine solide æg igen. Det er godt. Det vil jeg sige. Noget er godt. Det er ikke helt ad helvede til det hele. Og der er vindmøller og ulve. Så nogen har gjort noget.

Det går måske alligevel lidt fremad med miljøet. Men vi er nogle, der stadig venter på, at der kommer en form for magthavere og bringer orden i systemet. Får skabt en prioriteret rækkefølge. Der er valg. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige om det. Hvad kan vi regne med? Kan vi denne gang stole på, at de bedste argumenter, altså de argumenter, der er videnskabeligt, erfaringsmæssigt og historisk korrekte, bliver fremført, forhandlet og videreformidlet til befolkningen på en sober og forståelig måde? Politikerne har den viden om miljøet, de har brug for. Den bygger på mange års møjsommeligt opsamlet materiale. De har den viden om demokrati, der er nødvendig. Den bygger på tanker fra humanismens vugge. Fra de gamle grækere, der er ved at gå konkurs. Det må vi ikke glemme.

Eller skal vi frygte, at vores rige lille semi-velfærdsstat skider på anstændigheden. At vi skal fortsætte med at spejle os i havet, i bådflygtningenes øjne. Det genspejl æder sig ind på os, æder resterne af kampgejsten. Hvis bare alt lortet kunne dumpes i havet eller nede under jorden. Hvis bare vi kunne få uddelt vaselinelinser. Der må gerne være palmer og store fadøl indbygget i linsen. De fremmede kan få job - det kan de. Pudse linsen og bringe øllet.

Måske bør jeg lige sige, at de få gange, jeg har mødt en rigtig politiker, har det slået mig, hvor nærværende og oprigtigt interesserede de virker. Jeg har dyb respekt for de mennesker, der satser hele butikken for at mene noget om, hvilken vej vi skal gå. Sådan tænker jeg. Måske vænner man sig til at blive svinet til, blive løjet om, truet. Måske vænner man sig til at gentage den samme sætning i Deadline uden at få kvalme. Man vænner sig til mediernes hårde snit, mangel på nuancer. De er mennesker. De mener noget forskelligt. Og det er godt. Godt, det ikke er mig. Mine nerver ville ikke kunne holde til at være andet end diktator, derfor er det nemt for mig, en lille forkælet forfatter, at læne sig tilbage og skrive om, hvad andre burde gøre.

Jeg kunne gøre en forskel selv. Det ville jeg også, hvis altså jeg måtte være diktator; stem på mig, så skulle I bare se løjer. Men med min ikke-eksisterende magt mener jeg stadig, at magthaverne har glemt de vigtigste ting på rejsen i kampens hede. Måske kan de ikke lige komme på, hvad det er. Som om man kan forglemme sig, fortale sig på økonomi i stedet for. De få politikere, der hiver listen med prioriterede punkter frem fra skuffen, de, der peger på de øverste punkter: miljø og anstændighed - de er følelsesladede romantikere. Befolkningen ser sig forvirrede omkring. Det må være sådan det er.

Afmagten, lammelsen, ulysten siver ind i sjælen. Befolkningen lukker øjne, ører. Man vrænger ad informationer om polerne, der smelter, om bådene med fremmede mennesker, der burde blive hjemme og løse deres egne problemer. Har polerne egentlig ikke altid smeltet en smule? Har de fremmede egentlig ikke altid nasset på os? Politikerne ser så selvsikre ud. Vi skal spejle os i selvsikre politikere. Ikke i den sårbare jord, ikke i mennesker, en klump kød, man kan skubbe tilbage ud på havet. Som om vi er en del af en film, vi bare kan rette i, klippe til. Som om vi har tid nok. Ikke lige nu. Lige nu har vi ikke tid til det. Lige nu er der valg.

Men, hey, havene hænger sammen, luften driver derhen, hvor den driver. Vi skal trække vejret dybt her under valget. Trække ren luft helt ned i lungespidserne. Den luft, vores hjerne lever af. Den, vi tager for givet. Når den rene luft bliver fed af svineriet, er valget slut. Når vores sjæl er krympet som den uldsok, vores bedstefar strikkede til os, da vi var små, og som vi kom til at proppe i tørretumbleren, så kan vi uden tøven bygge det største hegn omkring Danmark. Vi kan sende alle de forkerte i fængsler og smide nøglerne i de gyllebefængte, rendeopgravede, vatter-opmålte vandløb. Men okay, havørnen og vandrefalken er tilbage. Vindmøller og ulve hyler. Så lad os stemme. Vi kan stadig nå at få mennesker valgt, der kan håndtere den prioriterede liste. Øverste punkter: miljø og anstændighed. Og var det letkøbt? Nej, det bliver dyrt, men ikke i længden.