Ultraloyalisterne går efter formandsposten
Ultraloyalisterne går efter formandsposten
Han har lurepasset i årevis i skyggen af andre mere markante skikkelser hos Socialdemokraterne. Men med udsigt til et sandsynligt valgnederlag har forsvarsminister og tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S) nu kastet sig ud i et skyggespil, som har karakter af et forsøg på at bringe sig i stilling som ny S-formand, hvis og når Helle Thorning-Schmidt træder tilbage. Et nyt fløjopgør er under opsejling.
Efter en langstrakt sommer, hvor rygterne har hvirvlet rundt om statsministerens kandidatur til posten som EU-præsident, og meningsmålingerne er fortsat nedad for Socialdemokraterne, er magtspillet om tronfølgen i det gamle arbejderparti for alvor begyndt. Troen på en valgsejr er ikke længere stor blandt Socialdemokraterne på Christiansborg, og derfor forsøger stadig flere nu at positionere sig til tiden efter Helle Thorning-Schmidt.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen træder frem som den klare favorit, og de fleste fodfolk i partiet forventer, at hun vil kunne slå alle andre bejlere i et eventuelt kampvalg om formandsposten. Men der findes én lille gruppe, der arbejder målrettet på at gøre forsøget: Med Nicolai Wammen som frontfigur udfordrer den nye strømning med tilnavnet ’Ultraloyalisterne’ kroningen af Mette Frederiksen.
Udadtil afviser han stadig alt, men indadtil får forsvarsminister Nicolai Wammen opbakning fra blandt andre tidligere justitsminister Morten Bødskov, retsordfører Trine Bramsen, integrationsordfører Mette Reissmann og kommunalordfører Simon Kollerup. En række andre S-topfolk, særlig blandt dem, som Helle Thorning-Schmidt har belønnet med en ministerpost – såsom finansminister Bjarne Corydon og fødevareminister Dan Jørgensen, der begge har en fælles fortid i Aarhus – forventes også at støtte Wammens slet skjulte formandskandidatur.
Hemmelig dagsorden
Det åbne spørgsmål er dog, om Nicolai Wammen og støttegruppen bag ham repræsenterer en anden ideologisk profil end Mette Frederiksen: For er der alene tale om et trivielt personspørgsmål? Eller ligger der mere principielle uenigheder til grund for rivaliseringen – på samme måde som tilbage ved såvel det forbitrede opgør mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen i 1992 som ved urafstemningen mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt i 2005?
Hidtil har den 43-årige Nicolai Wammen på behændig vis formået at navigere sig frem uden at lægge sig alvorligt ud med nogen. Hverken som borgmester i Aarhus (2006-2011), som Europaminister (2011-2013) eller nu som forsvarsminister har han indtaget kontroversielle standpunkter. Tværtimod er Wammen kendt for at holde sig neutral lige indtil det punkt, hvor udfaldet er kendt; en opportunistisk evne, der oplagt kan gøre ham til den foretrukne kompromiskandidat for alle de S-folk, som er nervøse over Mette Frederiksens mere polariserende karakter.
Som modkandidat til Mette Frederiksen vil Nicolai Wammen imidlertid næppe kunne undgå at stå frem som højrefløjsmand, hvilket gruppens navn, ’Ultraloyalisterne’, også mere end antyder i deres uforbeholdne støtte til SR-regeringens linje. Wammens modstandere kalder strømningen alt fra ’Schalburg-korpset’ til ’ISIS’ på grund af den blinde tillid til Thorning-Schmidt.
Den nye strømning, der minder om en af de traditionelle kaffeklubber, placerer sig umiddelbart til højre for de tre andre S-grupperinger, som i de seneste år har kredset omkring tre personer: ’Morgenmadsklubben’ (Henrik Sass Larsen), ’Netværket’ (Mette Frederiksen) og ’Rustbankerne’ (Carsten Hansen).
Reelt er der dog ingen, som ved, hvad Nicolai Wammens visioner er for Socialdemokraterne i det kommende årti. Som minister er han dog udfordret af forsvarsområdets største forestående beslutning, nemlig indkøbet af nye kampfly for over 20 milliarder kroner i en tid med sociale nedskæringer. Det bliver sin sag for en socialdemokrat at skulle gå ind i en valgkamp, hvor en giftig cocktail af på den ene side dagpengeforringelser og på den anden side milliardinvesteringer i krigsfly skal forsvares og forklares.
Officielt har Wammen endnu ikke offentliggjort sit formandskandidatur, hvilket heller ikke kan lade sig gøre, før Helle Thorning-Schmidt trækker sig. Men magtspillet er i fuld gang: Mette Frederiksen kan ikke længere vide sig sikker på at blive den næste formand for Socialdemokraterne. De blodige sår fra årelange fløjkrige er igen ved at springe op og splitte partiet, som i forvejen er præget af mismod og nederlagsstemning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.