Et velfærdssamfund kendetegnes ved den måde, de allersvageste behandles på. Hvem er svagere end udsatte børn, som svigtes af deres forældre? Der er brug for et opgør med den kommunale kassetænkning, der betyder, at Cecilie, Muhammed og Latifa svigtes, når de har allermest brug for hjælp.

Der er store forskelle i kommunernes indsats, men generelt er konklusionen forstemmende: Kommunerne gør det langtfra godt nok. Statsrevisorerne konkluderede for nylig, at 10 års reformer og økonomisk oprustning ikke har ændret mærkbart på kommunernes håndtering af anbringelsessager. Kommuner undlader at indkalde børn til samtale; de ”glemmer” at lave handleplaner og børnefaglige undersøgelser. Anbringelsessager trækker ud, og børn drukner i bureaukrati og bøvl. Ansvaret forsvinder, mens dyrebar tid går.

Noget kunne desværre tyde på, at der i nogle tilfælde ligger kynisk økonomisk kalkule bag. Eksempelvis så vi i Odense Kommune, at sagsbehandlerne blev bedt om at frasortere hver femte børnesag af økonomiske årsager. Den går ikke!

Liberal Alliance foreslår et digitalt overblik, hvor borgere let kan se, hvordan kommunen klarer sig på forskellige områder, og sammenligne med andre kommuner. Jeg er af den holdning, at borgerne skal kende mere til deres kommune – herunder også, hvorvidt de løser opgaven med at tage sig af udsatte børn, eller om de svigter. Som borger vil jeg gerne vide, hvor lang ventetiden er i børnesager, og hvorvidt kommunen lever op til lovgivningen. Jeg vil også gerne vide, om kommunen har modtaget påtaler og kritik for sin håndtering af børnesager. Bliver oplysningerne præsenteret på en klar og overskuelig måde, kan jeg som vælger og borger forholde mig oplyst og kritisk til min kommune og dens politikere.

Politik er ikke for sarte sjæle med tynd hud, men jeg må indrømme, at den kommunale ansvarsforflygtigelse gør mig vred. Det er ulideligt at se på, at der er råd til kulturtilbud og kreative projekter, mens svigtede børns liv bliver ødelagt.

Kommunernes administration bugner, og der ansættes folk til forskønnelse af byen, foreningsliv, musik-events, kommunikation, pædagogisk udvikling, interkulturel forståelse og så videre. Samtidig er der ikke ressourcer tilovers til indsatsen for de mest udsatte børn. Det er ikke i orden.

Udsatte børn kan sjældent tale for sig selv. De har behov for, at andre gør det. Det er så vigtigt, at  sagsbehandlingen fungerer på børnenes præmisser – ikke på systemets. Børnene skal have én voksen tilknyttet som ankerperson på sagsbehandlingen. Samtidig skal der være skrappere sanktioner overfor ledere af forvaltninger, hvor opgaven svigtes.

På statsligt niveau har vi en opgave med at rydde op i lovgivning, der skaber overflødigt bureaukrati og papirarbejde, der ikke er til konkret gavn for nogen. Liberal Alliance har fremlagt et udspil til afbureaukratisering af den offentlige sektor, hvor regel- og tidstyranni stjæler tid og kræfter fra dem, der virkelig har brug for den.

I kommunerne sidder der dygtige mennesker, der gør deres bedste for udsatte børn. Deres indsats, faglighed og engagement skal ikke kvæles i papirbunker og kommunal kassetænkning. Der skal være konkrete sanktioner for dem, der ikke passer deres arbejde godt nok, og mere frihed og råderum for dem, der gør.